Strandvoldens sjældne skønhed: strand-nelliken. Findes overvejende langs beskyttede kyster ved Storebælt. Foto: Ian Heilmann

Herhjemme i lille, grønne Danmark har vi ingen ørkner – måske lige bortset fra Råbjerg Mile og det indre af Anholt. Men så har vi 7.000 km kystlinje, med tilhørende strande og kystarealer. Og mange af disse steder, som yderste klitrække, lave strandvolde eller strandenge kan faktisk godt sammenlignes med ørkner. Her er er vilkårene nemlig tilsvarende barske, ofte med fuld sol uden skygge og med strid blæst og salt.

Salturter er navnet på en hel plantefamilie, som har træk til fælles med ørkenens kaktus: Salturter er sukkulente, dvs. med tykke og kødede stængler og blade, ofte med melet eller filtet overflade og uanseelige, grønlige blomster. Det er træk og egenskaber, der er tilpasset til så at sige at ”holde på vandet” i et udtørrende miljø.

Kveller i saltvand til knæene – strandengens svar på ørkenens kaktus Som flere andre salturter ”falmer” den fra græsgrøn til rustrød i løbet af sensommeren. Foto: Ian Heilmann

Sydfyn og tilhørende øer disker op med rigelig kyst og et stort sortiment af strandplanter, ikke mindst salturter. Ikke alene kan man sprogligt smage på plantenavne som kilebæger, gåsefod, mælde og kveller, men en del indgår ligefrem i det megahypede nye nordiske køkken. F.eks. kveller, også kaldet almindelig salturt. Den lille, saftspændte plante knækker delikat mellem tænderne og smager som frisk agurk, tilsat passende salt. Pluk bare løs, sydfynske strandenge bugner af kveller, især i lavninger med tilførsel af saltvand. Kveller starter i sommerens løb med at være lysende græsgrøn, for så i forskellig takt at rødme kraftigt her i september. Det giver strandengen et vidunderligt farvespil, der ofte forstærkes af områder med blomstrende strand-asters i lysviolet og gult.

Ian Heilmann

Men det er nok en helt anden art, der vinder strandfloraens skønhedskonkurrence: strand-nelliken. Den er omtrent så sjælden som kveller er almindelig. Strand-nelliken er ikke nogen sukkulent salturt, derimod en af de smukkeste medlemmer af nellike-familien. Dens blomster er iøjnefaldende med eksotisk optrevlede kronblade, som kan være hvide, lyserøde eller lyslilla. Og duften er uimodståelig sød og nellike-krydret. Den vokser enkelte steder, især på beskyttede, tørre, sandede og kalkrige strandvolde. Kig efter den på Østerø på Knudshoved eller sydvestkysten af Drejø. Men vent til næste år – nu er den i det store og hele afblomstret. Se og indsnus duften – men lad være med at plukke den sjældne skønhed…

One Comment

  1. John Graversgaard

    Så smult skrevet

Skriv en kommentar