Når den ikke er på vingerne, færdes snespurven næsten udelukkende på flad grund. Camouflagen er gerne på plads og gangarten særegen: rykvis med hurtige løb, mellem ophold, hvor bugfjerene jævnligt udfoldes til varme mamelukker ned over tarserne. Så kan den et øjeblik ligne en lillebitte rype. Snespurv adskiller sig, ligesom laplandsværling, fra øvrige værlinger ved stort hoved med stumpet næb, langstrakt krop og lange, spidse vinger. Det sidste gør den til en stærk flyver, tilpasset lange og krævende trækruter – for nogle bestandes vedkommende over åbent hav. Foto: Ian Heilmann

Der er momentum i bestræbelserne for mere natur og vildhed i disse år. Og i Svendborg kommune og de fleste andre steder i landet er der sandelig også plads til forbedringer. Nordmændene betragter som bekendt Danmark som én stor have og Himmelbjerget som et hul, men det kan de jo sagtens sige med deres store, mennesketomme fjeldvidder i baghånden. Mindre kan gøre det, og begrebet vildhed kan gradbøjes – righoldig natur kan godt være en del af et mere multifunktionelt landskab, hvad der førhen også var tilfældet i Danmark. Flere af de tilbageværende fynske naturperler er gode eksempler – f.eks. strandengene Monnet på Tåsinges horn.

Ian Heilmann i felten

Med jævne mellemrum får man trang til at komme ud, lægge Tåsinges kvælstofgrønne kulturstepper bag sig og vandre ud på Monnets mere naturligt blegt afdæmpede strandengsflade med de tusind småsøer og loer. Vildskab er det så ikke just, man mødes af fra de godmodige sveskeøjede jerseykvier, der græsser her i sommerhalvåret; men nu ved vintertide signalerer især fuglelivet vildmark i forskellig grad. Det gælder i højeste grad for snespurven.

Man skal især lede efter de hvidbrunt brogede snespurve langs stranden. De er vintergæster fra nord og slår sig gerne ned i områder, der kan minde om deres arktiske hjemstavne. Og vildere vildmark og mere ugæstfrit terræn end dér er svært at forestille sig. Snespurven er cirkumpolar, dvs. den yngler på fastland og øer hele vejen rundt om ishavet: på stenet, permafrossen tundra, på klipper og gold stenmark og langs stormomsuste, barske kyster.

 

Snespurv, han i vinterdragt, i opskyl af ålegræs, Monnet, den 22. november. På heldige dage kan man se flokke på ti fugle eller mere. I rastløs og tæt flugt sammen kan en pæn flok minde om en lille, turbulent snehvirvel. Foto: Ian Heilmann

Ingen anden spurvefugl yngler så nordligt som snespurven. I Pearyland og på Frans Josef Land på 82 grader nord skal den rugende snespurv i ly af en klippeblok holde æg og unger varme under ekstreme forhold, som kun isbjørn, moskusokse, ismåge og få andre dyrearter står model til. Der yngler sågar snespurve på nunatakker i over 1500 meters højde langt inde på den grønlandske iskappe. Nok det vildeste levested på den nordlige halvkugle.

Der er også snespurvebestande længere mod syd, hvor forholdene er arktiske f.eks. på fjeldheder i det skandinaviske højfjeld, helt til Sydnorge, i Island og langs alle grønlandske kyster. Her er det mere overkommeligt at komme til at opleve den umiskendelige snespurvehan i dens rent sort-hvide sommerdragt, perfekt afstemt omgivelser af mørke sten og hvide sneklatter. Grønlandske snespurve overvintrer i Nordvesteuropa, det giver to årlige ture på flere døgn – nonstop dag og nat – over Nordatlanten. Det kræver sin snespurv på utrættelige vinger.

Monnet er Svendborgs sikreste snespurveterræn – men hold udkig andre steder, f.eks. langs strandene på Thurø Rev. Pludselig letter nogle stykker fra opskyllet tang, på sort-hvide, travle vinger og med et klingert ”perrrriit” som lavmælt vildmarkskald. Og det helårsgræssende skotske højlandskvæg inde bag det lave elhegn synes så at give den i rollen som Svendborgs moskusokser. Det er rimeligt vildt.

Bannerbillede: November på strandengen Monnet. Nord møder syd: På længere hold er det bl.a. pibeænder fra Nordskandinavien, der har selskab af en sølvhejre, en art på hastig fremmarch fra syd, som følge af det varmere klima. Det er Langeland i det fjerne. De arktiske snespurve foretrækker de stenede strande med lav vegetation og opskyllede tang. Foto: Ian Heilmann

Visited 28 times, 9 visit(s) today

One Comment

  1. John Graversgaard

    Dejlig levende fortælling med stor viden

Skriv en kommentar