Der er momentum i bestræbelserne for mere natur og vildhed i disse år. Og i Svendborg kommune og de fleste andre steder i landet er der sandelig også plads til forbedringer. Nordmændene betragter som bekendt Danmark som én stor have og Himmelbjerget som et hul, men det kan de jo sagtens sige med deres store, mennesketomme fjeldvidder i baghånden. Mindre kan gøre det, og begrebet vildhed kan gradbøjes – righoldig natur kan godt være en del af et mere multifunktionelt landskab, hvad der førhen også var tilfældet i Danmark. Flere af de tilbageværende fynske naturperler er gode eksempler – f.eks. strandengene Monnet på Tåsinges horn.
Med jævne mellemrum får man trang til at komme ud, lægge Tåsinges kvælstofgrønne kulturstepper bag sig og vandre ud på Monnets mere naturligt blegt afdæmpede strandengsflade med de tusind småsøer og loer. Vildskab er det så ikke just, man mødes af fra de godmodige sveskeøjede jerseykvier, der græsser her i sommerhalvåret; men nu ved vintertide signalerer især fuglelivet vildmark i forskellig grad. Det gælder i højeste grad for snespurven.
Man skal især lede efter de hvidbrunt brogede snespurve langs stranden. De er vintergæster fra nord og slår sig gerne ned i områder, der kan minde om deres arktiske hjemstavne. Og vildere vildmark og mere ugæstfrit terræn end dér er svært at forestille sig. Snespurven er cirkumpolar, dvs. den yngler på fastland og øer hele vejen rundt om ishavet: på stenet, permafrossen tundra, på klipper og gold stenmark og langs stormomsuste, barske kyster.
Ingen anden spurvefugl yngler så nordligt som snespurven. I Pearyland og på Frans Josef Land på 82 grader nord skal den rugende snespurv i ly af en klippeblok holde æg og unger varme under ekstreme forhold, som kun isbjørn, moskusokse, ismåge og få andre dyrearter står model til. Der yngler sågar snespurve på nunatakker i over 1500 meters højde langt inde på den grønlandske iskappe. Nok det vildeste levested på den nordlige halvkugle.
Der er også snespurvebestande længere mod syd, hvor forholdene er arktiske f.eks. på fjeldheder i det skandinaviske højfjeld, helt til Sydnorge, i Island og langs alle grønlandske kyster. Her er det mere overkommeligt at komme til at opleve den umiskendelige snespurvehan i dens rent sort-hvide sommerdragt, perfekt afstemt omgivelser af mørke sten og hvide sneklatter. Grønlandske snespurve overvintrer i Nordvesteuropa, det giver to årlige ture på flere døgn – nonstop dag og nat – over Nordatlanten. Det kræver sin snespurv på utrættelige vinger.
Monnet er Svendborgs sikreste snespurveterræn – men hold udkig andre steder, f.eks. langs strandene på Thurø Rev. Pludselig letter nogle stykker fra opskyllet tang, på sort-hvide, travle vinger og med et klingert ”perrrriit” som lavmælt vildmarkskald. Og det helårsgræssende skotske højlandskvæg inde bag det lave elhegn synes så at give den i rollen som Svendborgs moskusokser. Det er rimeligt vildt.
Dejlig levende fortælling med stor viden