Grundvands-forskere har i årtier advaret mod, at landbrugets udledning af pesticidgifte mod svampe og insekter kunne føre til, at giftene endte i grundvandet. Men forskerne tabte den sag. Deres faglige anbefalinger om øget overvågning af grundvandet og mere saglige godkendelsesprocedurer for pesticidbrug blev overhørt. Miljøstyrelsen fortsatte med at godkende pesticid-stoffer og at give dispensationer, efter pres fra landbrugslobbyen.

Det skriver Forskerforum, 27. september 2018.

Og nu afslører chokerende data, at det rene danske drikkevand slet ikke er så så rent, derimod inficeret med giftstoffer. Antallet af drikkevandsboringer med pesticidrester over grænseværdien blev femdoblet sidste år. Vandværker i hver 3. kommune er ramt. Mens der i 2016 var 17 tilfælde af for mange sprøjterester i vandværkernes afgangsvand, så var der 95 tilfælde i 2017. Det viser en opgørelse fra GEUS til Miljøstyrelsen, som miljøminister Jakob Ellemann-Jensen har frigivet til Folketingets miljøudvalg.

GEUS-forskerne har ”myndighedsbetjent” Miljøstyrelsen om drikkevands-overvågningen og har kunnet sende advarsler og anbefalinger videre, som Miljøstyrelsen så skulle reagere politisk på. Men noget tyder på, at forskernes advarsler/anbefalinger er kørt over af landbrugsinteresser i alle årene.

Cloridazon: Forskernes anbefaling forsvandt – læs mere her.

Kontorchef Mette Hyldebrandt-Lansen er den ansvarlige hos Miljøstyrelsen, men hun ønsker ikke at lade sig interviewe om styrelsens håndtering af forskernes advarsler.

En aktuel sag er illustrativ for relationen mellem forskere og beslutningstagere: I august 2017 afsløres der om alarmerende mængder cloridazon i drikkevandsprøver. Miljøstyrelsen greb straks ind, og forklarede bagefter, hvorfor det ikke er gjort før: I 2016 ”vurderede Miljøstyrelsen og GEUS-forskerne ikke, at der er behov for nærmere undersøgelse i grundvand og drikkevand”.

Men da FORSKERforum spurgte til, om GEUS-forskerne havde forsømt deres overvågningspligt afslørede aktindsigt, at GEUS faktisk har anbefalet igennem årene (2007, 2010, 2012 og 2016). Men den seneste  anbefaling blev ikke bragt videre fra Miljøstyrelsen, da der skulle laves ny screeningliste i 2016. Og året efter var Miljøstyrelsen tilmed så fræk at påstå, at styrelsen ikke havde gjort noget, fordi man var enige med GEUS i, at stoffet ikke skulle føres på de obligatoriske lister til grundvand-screening.

”GEUS’ anbefaling i 2016 kunne ikke skrives med større bogstaver”, siger geologisk rådgiver Walter Brüsch fra Naturfredningsforeningen. Han har tidligere været grundvandsekspert i GEUS 1984-2016.

”Man kan jo kun gisne om, hvorfor Miljøstyrelsen prøver at bruge forskerne som undskyldning eller legitimation for styrelsens passivitet. Men styrelsen har historisk været alt for tolerante overfor at godkende pesticider til landbruget, og nu viser forureningsdata så, at godkendelsessystemet har fejlet. Systemet har ikke taget data og forskernes advarsler alvorligt”.

Læs side 14: Da forskernes anbefaling forsvandt.

Visited 16 times, 8 visit(s) today

Comments are closed.