Dette Synspunkt er skrevet af mag. scient Bent Lauge Madsen. Teksten har tidligere været bragt i tidsskriftet Vand & Jord.

Så blev det ikke i år vi fik at vide, hvad den forventede nye vandløbslov rummer.

Den nye minister er ikke særlig meddelsom, og det kan der være gode grunde til: Den politiske virkelig er i dag meget speget. Det er landbrugspakkens fallit og Eva Kjær Hansens afgang jo et eksempel på, fint beskrevet af Grønnegaard Christensen (der var formand for 1982-lovudvalget):  ”I gamle dage, dengang vandløbsloven af 1982 blev til, var det aldrig sket. Dengang, før Schlütter, var de parlamentariske forhold også spegede. Men en minister, som havde gjort sit hjemmearbejde og kom med en aftale, der havde tilslutning fra bønder og sportsfiskere, kunne med et citat fra en af datidens aktører regne med, at det at få sagen igennem Folketinget var som ”at skære i smør.”

Venstre-ministeren Eva Kjer Hansen slap ikke godt fra lanceringen af den kontroversielle landbrugspakke. Hun måtte forlade posten som fødevareminister på grund af åbenlyse favoriseringer af nogle af landbrugets mest højtråbende lobbyister..

Sådan er det ikke længere, og det blev Kjer Hansens ulykke (Weekendavisen 19/2-16).

Jeg kan føje på, at den omtalte ministers hjemmearbejde bl.a. omfattede en todages ekskursion, hvor han, ledsaget af sit gummistøvleklædte miljøudvalg og sine nærmeste embedsmænd, fik præsenteret uomgængelige, naturvidenskabelige kendsgerninger ude ved vandløbene.

Jeg vælger at tro, at vores nye minister agter at tænke sig rigtig godt om, inden han søsætter forslag til en ny vandløbslov. Som jeg hørte hans forgænger svare kritiske landmænd: ”Jamen, sagen er ikke så enkel endda.” Det havde han så evig ret i.

Meget er på spil, både for politikere og for samfundet.  Miljø- og naturindsatsen i vandløbene har været stor og enestående. Den har giver overbevisende resultater. Der er skabt en stor folkelig opbakning for gode vandløb, og det handler ikke kun om natur: Der er rigtig mange penge i gode vandløb: En kilometer bæk, hvor havørrederne kan gyde, skaber en årlig værdi på over 250.000 kr. Overfor det står krav om bedre afvanding af marker i ådale: Ministeren må manøvrere klogt for ikke at risikere en ny landbrugspakke-skandale.

Den tidligere fødevareminister, gårdejer Henrik Høegh (V), har ydet en stor indsats som formand for det ekspertudvalg, der skal rådgive ministeren om indholdet af en ny vandløbslov.

Foreløbig har ministeren et oplæg med en række, for det meste gode og spændende anbefalinger fra et ekspertudvalg, ledet af Henrik Høeg. Nogle af anbefalingerne har længe stået på vandløbsfolkets ønskeseddel. Således har anbefaling nr 1 stået på min i 42 år: Kommunerne forpligtes til i fællesskab at udarbejde helhedsplaner for det samlede vandløbssystem.

Der er ikke noget nyt i at indgreb, fx reguleringer, i øvre vandløb kan have negative konsekvenser nedstrøms. Det vidste allerede Valdemar Atterdag, og det kom med i hans Jyske lov år 1241. Det nye bliver, forhåbentlig, at i fremtiden skal godkendelser af indgreb omfatte hele systemet, ikke kun den kommunale strækning.

Centralt for ønskerne om en ny vandløbslov står klimaændringerne: Endda i en sådan grad, at de, efter udvalgets mening, bør ind i formålsparagraffen.  Jeg mener nu, at det er allerede gjort med § 1:  det tilstræbes at sikre, at vandløb kan benyttes til afledning af vand.

Og vandløb har nu altid kunnet finde ud af at tilpasse sig ændringer i klima. Problemerne opstår, når vi begynder at blande os: Uddybe og udrette vandløbene, afskære åen fra åsengen, hård vedligeholdelse.  Det kan vel ikke siges bedre end sagt af den amerikanske ”Mr. flooding-governance”  Gilbert F. White (1945): Oversvømmelser er Guds værk. Oversvømmelsernes skader er overvejende menneskets værk.   

Klimatilpasningerne trænger sig på i by og på land.

Jeg skal ikke her gentage, hvad jeg og andre har sagt om den sag gennem de senere år. Kun kan jeg glæde mig over at budskabet er ved at trænge igennem: Man er begyndt at spørge: ”Hvor mon vandet kommer fra” i stedet for ”Hvordan skal vi få vandet væk.”

Et uomgængeligt redskab i klimatilpasningen er, at åerne får deres åsenge tilbage. Det er også berørt, men heller ikke mere, i ekspertudvalgets anbefalinger: Vandet skal holdes tilbage i såkaldte vandparkeringspladser. Hvorfor denne beskedenhed? Nå, det er måske for meget at forvente, at der skulle stå: Landbruget ud af ådalene.

Jeg savner i rapporten i høj grad de små vandløbs rolle i klimatilpasningen: Her er langt den største grænseflade til landjorden. De små vandløb er leverandører af vandet: Det er her vandet skal bremses på naturlig vis.

Mag.scient Bent Lauge Madsen. Foto: T. Wølk.

Rapporten foreslår et omfattende automatisk målesystem, der kan registrere vandstande og vandføringsevner. Det er vel også en slags klimatilpasning forstået på den måde, at der slås alarm, når vandstanden stiger over et vist niveau? Så er meningen vel, at åmandsberedskabet skal rykke ud og rydde grøden, så vandet kan komme væk i en fart, og oversvømme omgivelserne længere nede?  Eller hvad?

Da vandløbsloven af 1963 blev forelagt  Folketinget indledte ministeren med ordene: ”Det gælder om at rette vandløbene ud, så de så hurtigt som muligt kan føre skidtet til havs”. (Det var dengang vandløbene var forurenede).

Jeg håber, at den nye minister bliver informeret og inspireret til at indlede sin forelæggelse af en ny vandløbslov med ordene: ”Det gælder om at behandle vandløbene, så de så naturligt som muligt kan lede vandet sindigt til havs.”

One Comment

  1. Pingback: En selvskabt plage | Gylle.dk