Fuglede
Protestlandmændenes formand kaldes “korrupt”, men får lov at beholde gevinsten.

Formand for Bæredygtigt Landbrug gårdejer Flemmming Fuglede Jørgensen er afsløret i tvivlsom dobbeltrolle. Det skriver Information 26. september 2016. I artiklen beskyldes Fuglede Jørgensen for korruption.

Organisationen Bæredygtigt Landbrug søgte i 2014 midler til en stærkt omdiskuteret CBS-rapport. Men formanden for Bæredygtigt Landbrug sad selv i bestyrelsen for den fond, der bevilgede midlerne til rapporten. Dermed har han skrevet ansøgningen med den ene hånd og godkendt den med den anden.

Formand for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, har mildest talt befundet sig i en interessekonflikt, da han i 2014 skulle vurdere en ansøgning til Promilleafgiftsfonden for Landbrug.

Det var nemlig ham selv, der havde underskrevet ansøgningen.

Alligevel erklærede han sig ikke inhabil, da ansøgningen blev vurderet, og Bæredygtigt Landbrug fik tildelt 1,5 millioner koner. Det viser en aktindsigt fra et bestyrelsesmøde i fonden. Fonden er offentligt finansieret via Miljøministeriet.

knutgotfredsen
TI-formanden Knut Gotfredsen er statsautoriseret revisor.

Formand i Transparency International Danmark, der bekæmper korruption og bestikkelse, Knut Gotfredsen, kalder kasketforvirringen »fuldstændig uacceptabel«. Han tøver ikke med at betegne det som »korruption«.

»Sådan gør man bare ikke, når der er tale om offentlige midler,« siger han.

Dobbeltrolle

Sagen begyndte 27. august 2014. Her underskrev Flemming Fuglede Jørgensen en ansøgning som formand for erhvervsorganisationen Bæredygtigt Landbrug.

Ansøgningen lød på 1.525.000 kroner. Penge, som Bæredygtigt Landbrug ville sende videre til handelshøjskolen CBS, hvor et lille hold forskere skulle analysere »Landbrugets konkurrencesituation i forhold til konkurrenterne i EU«.

Godt en måned senere, 29. september, sad selvsamme Flemming Fuglede Jørgensen ved bordet til et bestyrelsesmøde i Promilleafgiftsfonden for Landbrug, hvori han er medlem af bestyrelsen.

Fonden rådede på det tidspunkt over en bevillingsramme på 237,8 millioner kroner, og bestyrelsen skulle på mødet tage stilling til en række ansøgninger.

Selv om Flemming Fuglede Jørgensen altså selv havde en ansøgning i puljen, vurderede han ikke, at han havde et habilitetsproblem.

Det fremgår af referatet fra bestyrelsesmødet, hvor der står, at »der ikke var nogen bestyrelsesmedlemmer, der havde meddelt, at de vurderede at være inhabile i forhold til konkrete ansøgninger«.

Ansøgningen fra Bæredygtigt Landbrug blev godkendt, mens 11 andre af de i alt 29 ansøgninger fik afslag.

Makværk
To år senere, i august 2016, udgav CBS rapporten Dansk landbrugs rammevilkår og konkurrenceevne. Ingen steder stod der, at det var Bæredygtigt Landbrug, der havde skaffet pengene til rapporten.

Konklusionen var blandt andet, at de danske miljøregler er »konkurrenceforvridende« for landbruget.

En pointe, som umiddelbart lyder som et ekko af en af Bæredygtigt Landbrugs egne mærkesager, nemlig at landbruget bør have mere lempelige rammevilkår.

Rapporten er da også blevet kritiseret for at være uvidenskabelig og tendentiøs. Den var ikke peer reviewed, dvs. kvalitetssikret ved en forskerbedømmelse, og lå desuden langt fra resultaterne i to tilsvarende undersøgelser fra COWI og Københavns Universitet.

Landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, Rikke Lundsgaard, sagde i en artikel til Altinget, at rapporten var »et makværk og et partsindlæg«, der burde »dø i synden«.

Torben Vagn Rasmussen, projektleder på CBS, afviste kritikken og sagde, at rapporten var lavet efter »alle kunstens regler«.

Vil ikke kommentere egen rolle
Flemming Fuglede Jørgensen afviser over for Information, at han har været inhabil i sagen, men han ønsker ikke at kommentere sin egen rolle yderligere.

Det fremgår ikke af artiklen, om Bæredygtigt Landbrug får lov at beholde pengene.

Visited 6 times, 3 visit(s) today