Tilfældigt eller alt andet

Gennem muren af hårde facts, op igennem atmosfæren og det tomme rum, den ene fod frem for den anden, lige der midt på månen, af alle steder, lige der, men hvorfor dog i alverden?

Det skriver cand. phil. Steen Ole Rasmussen i dette tankevækkende essay. God læselyst!

Vi gør det, fordi vi kan, og fordi det er svært! (J.F. Kennedy)

USA havde brug for at samle hele menneskehedens opmærksomhed om noget spektakulært, billedet på en ultimativt national økonomisk videnskabelig præstation.

Det blev et afgørende skridt for supermagten, USA, i bestræbelserne på at vinde den kolde krig. Månelandingen var en magtdemonstration, et skoleeksempel på det at et overbevisende billede på magt er en afgørende del af den.

USA stod allerede 20 år senere tilbage som verdens sidste supermagt. Sovjetunionen var de facto brudt sammen med Berlinmurens fald i 1989. Herefter var den sejrende livsstil kun udfordret af sig selv. Vesten stod tilbage med et USA i spidsen, uden ydre trusler af betydning.

Friheden havde sejret.

Med det gigantiske overforbrug af planetens begrænsede livsrum har den frie verden siden vist, at magt ikke nødvendigvis er ret, uanset hvor enerådende den er socialt.

Takket være den magt, som vi de sejrende har over vores naturgrundlag, har vi sat os selv i en ny historisk form for forlegenhed, noget som hverken naturens evolution eller vor egen historie har forberedt os på.

Vores magt tenderer mod at ende op i afmagt, fordi vi takket være vor succes/magt tenderer mod at underminere vort livsgrundlag. Det som evolutionen lærte os, var at overleve andre (livsformer), ikke det at bære konsekvenserne af vores patetiske succes.

Den særlige form for naturbeherskelse og politisk økonomisk filosofi, som gjorde det muligt at underlægge sig verden, tenderer ikke bare mod at ende op i afmagt over for konsekvenserne af sin fattige tilgang til sig selv og alt andet, men var allerede i sit udgangspunkt fattigdom.

Hele den moderne selvbeskrivelse er i en eksistentiel krise, som følger af den i dobbelt forstand værdi-nihilerende naturbeherskelse. Det er årsagen til den krise, som medierne befinder sig i, når de forsøger på at sætte en modsætning op til “Fake news”. De har ikke fat i noget som helst og er sin egen troldmand i erkendelsens tjeneste, offeret for og bøddel i bedragets udførelse.

Naturvidenskabelig nødvendighed

Naturvidenskabens hårde facts er officielt optegnelsen over den mur af given nødvendighed, der afstikker betingelserne for det menneskelige råderum.

Dostojevskij kaldte det “muren”, den ligegyldige verden, som “det nye menneske”, “handlingens menneske”, “den rationelle og økonomiske egoisme” havde tilbage for sig, med den stringent matematisk optegnede gengivelse af den udstrakte verden, som de endelige menneskelige ånder stod over for i det univers, som oplysningsfilosofferne havde tegnet op for sig.

Videnskaben blev med oplysningstiden udformet med det formål at definere, hvad der er muligt for det fornuftige menneske.

Værdiernes objektive status forsvandt fra verden i og med den videnskabelige nødvendighed, som konsekvens af den moderne selvbeskrivelses nihilisme.

Naturvidenskaben fik til opdrag lydigt og værdineutralt at beskrive, hvad der er virkeligt.

Prisen, som menneskeheden måtte betale for den særligt moderne videnskabelige objektivitet, blev værdierne, som ikke måtte tilhøre den objektive verden, kun subjektet, som pr. definition er hævet over den udstrakte og beherskede verden af objektiv nødvendighed.

Den ontologiske dualisme blev lagt til grund for renæssancens, det moderne projekt, oplysningstiden. I verden var der kun tre substanser, den udstrakte verden, den menneskelige sjæl og guds uendelige ånd.

Videnskaben var vor lydige tjener, som ikke kunne begrunde det at gøre det ene frem for det andet. Det rationelt videnskabeligt dikterede sæt af valgmuligheder er den dag i dag værdineutralt, uden kvalitative forskelle. Kvaliteterne er fortsat subjektive, tilhørende det usande, i hvert fald i objektiv forstand.

I rationel naturvidenskabelig forstand findes der kun en eneste virkeligt forpligtende grund til at gøre noget som helst frem for noget andet, nemlig det, at det er muligt, at det er sværere end andet!

Det er derfor ikke uden grund, at oplysningsprojektet er blevet kritiseret for at stå for den formålsløse formålsmæssighed. Formålet, med alt hvad der er muligt, er nemlig konsekvent og systematisk fjernet fra den verden, som den objektivt beskrivende videnskab omfatter, hvorfor verden står tilbage som den endeløse række af formålsløse formålsmæssigheder.

Det er denne tomhed, som mennesket flygter fra med sin hyperaktivitet. Manglen på videnskabeligt anerkendt objektivt indhold af kvalitet og værdi i tilværelsen er en stor del af forklaringen på den vanvittige hastighed, som mennesket ødelægger naturgrundlaget med i fremskridtets og den økonomiske rationalitets navn.

Magtens væsen

Det frie menneske hersker i en verden af nødvendighed. Men grunden til at vælge en mulighed frem for en anden forsvandt med magten, mulighederne defineret af naturvidenskaben!

Det var konklusionen på mit cand.phil.-speciale, “Magtens væsen” fra 1989.

I forbindelse med genlæsningen af det, er det gået op for mig, hvor pudsigt det var, at jeg kom i mål med den konklusion netop der, og at jeg var i stand til at se den som en åbenbaring, noget nyt.

Kritikken af den vestlige verdens naturbeherskelse var allerede den gang formuleret af mange andre, uden at jeg var kommet rigtigt på højde med det, og den moderne teoretiske fysik havde også for længst undermineret den fattige form forståelse af universet, som jeg kritiserede naturvidenskaben for at stå for.

Men tilfældet ville altså, at jeg skrev det ca. 20 år efter den første mand på månen, lige før murens fald, og at det kan læses som kommentar til begge begivenheder.

Tilfældet ville også, at jeg var omgivet af nogle bestemte undervisere i filosofi, hvis udsyn til verden fyldte urimeligt meget for mig.

Den ontologiske dualisme var kritikpunktet i mit speciale, og den er ganske relevant at komme ind på i forhold til udviklingen i den vestlige verdens åndsliv op til og med i dag. Jeg kunne se alle mine undervisere i forhold til netop de problemstillinger, som den ontologiske dualisme kommer af og fører med sig, og den er ikke helt tilfældigt værd at forholde sig til, for den er lagt til grund for et forfærdeligt natursyn, som er med til at forklare den eksistentielle krise, som vi befinder os i.

Grundlaget for at skelne skarpt mellem den åndelige og den udstrakte verden er undermineret af den moderne fysik. Einsteins berømte formel, energi er lig masse gange kvadratet på lysets hastighed, opløser grænsen mellem materie, energi, rum og tid. Hverken rummet eller tiden er absolutte størrelser, selv om der kan angives regningsmæssige relationer dem imellem.

Iagttagerens indskrivning i iagttagelsen, hvor målingen mister sin neutralitet i forhold til bestemmelsen af elementarpartiklen, underminerer også den ontologiske dualisme, selv om det videnskabeligt begrænser sig til elementarpartiklerne.

Moderne videnskab er med evolutionsteorien, entropiloven, Einsteins specielle og generelle relativitetsteori, Werner Heisenbergs komplementaritetsprincip og kvantefysikken i det hele taget fuldstændigt uforenelig med den ontologiske dualisme. Alligevel er det oplysningstidens vulgære ontologi, der dikterer de åh, så fakta konsistente mediers tilgang til verden.

Definitionen på forskelsløse hårde facts, som kun gælder den udstrakte verden, er hjemløse. Deres patent på virkeligheden er funderet i en obsolet reduktionistisk ontologi, læren om det værende.

Vi er som naturens skabninger og som sådan udstyret med en bred vifte af kognitive evner, der tilhører og viser verden i al dens kvalitative mangfoldighed, som er oplysningstidens verden af facts overlegen. Oplysningstidens hårde facts har ikke patent på sandheden. Den var et abstraktum, skabt af en syg fornuft, en fattig økonomisk videnskabelig rationalitet. Det kan man vide på baggrund af moderne fysik og den subjektive tilgang til verden, der indeholder alt det, som oplysningstiden ville gøre uvirkeligt.

Oplysningsmennesker og kældermennesker

Hvis man vil nyde en kompetent skønlitterær spidning af modernismens egoistiske fornuft, så kan man læse “Et kældermenneske” og “Krokodillen” af Dostojevskij.

Her tager forfatteren udgangspunkt i eksistensen, kilden til engagementet i tilværelsen, den subjektive smerte, tandpinen, alt det irrationelle som han reflekterer og objektiverer for eksplicit at smadre det i hovedet på “den fornuftige egoisme”, lysmenneskene, løgnerne, som han med nødvendighed måtte præsentere sine refleksioner for.

Han er den forfatter, der er oversat til flest sprog, ikke uden grund. Hans værker fra 1864 og frem spidder ekstremt underholdende og præcist den værdinihilisme, som er oplysningsprojektet iboende.

Vores perverse tilgang til værdier og naturgrundlag er begrundet i oplysningsprojektet, det moderne, modernismen.

Kvaliteterne, værdierne, alt det der gør det hele værd kan ikke måles og vejes. Alle levende væsner har andel i kvaliteterne, erfaringen af dem, men det er kun os, der kan objektivere dem i beskrivelsen af dem. Det er en skændsel, at mennesket har ladet oplysningsprojektets fattige naturforståelse få patent på virkeligheden.

Det, at noget er muligt, er ikke det samme, som at det er værd at realisere.

Grunden, til at Donald Trump vil til Mars, er, at han og hans lettere demente politiske bagland ved, at vi takket være vores perverse naturbeherskelse har grund til at lede efter et nyt hjem som erstatning for den ødelagte planet.

Selv om han højlydt benægter den menneskeskabte globale opvarmning, så ved han og hans proselytter, at lokummet brænder og at her takket være den sejrende livsstil ikke vil være til at være, hvis ikke der bliver sat en stopper for vanviddet. Som led i den mentale flugt ævles der så om at flytte til Mars. Det er ikke muligt, slet ikke for Trump, der vil være død længe inden af simpel alderdom og demens.