Tradition eller fornyelse i jagtpolitikken?

Af Finn Watson

“Traditionen er den skæbnesvangre skikkelse historien har, hvis vi ikke studerer den.”

  Ovenstående citat tilskrives forfatteren Martin A. Hansen (1909-1955). Forfatterens opfordring til at studere historien var et bidrag til datidens litterære debat. Når jeg synes, at citatet også har gyldighed i en jagtmæssig sammenhæng, er det ud fra en opfattelse af, at vi på ny står ved en skillevej i dansk jagt: Tager vi i den nærmeste tid fremsynede skridt, kan vi bevare nogle gode jagtmuligheder i Danmark – modsat bliver vi løbet over ende af mere fredningsivrige kræfter, hvis vi blot hævder vore jagtmæssige rettigheder som begrundet i traditioner og udbredte misforståelser om sammenhængen mellem ejendoms- og jagtret. I praksis vil det vise sig ved, at manglende enighed om større spørgsmål i Vildtforvaltnings-rådet overlader stadigt flere beslutninger til minister og Folketinget, hvorved rådet hurtigt overflødiggør sig selv.

Fremtiden tegner grøn og i retning af yderligere hensyn til miljø og natur. Presset på naturen og den forringede biodiversitet stiller derfor rimelige forventninger til, at vi som jægere yder vores til at reducere den negative udvikling. Naturen har brug for plads og ro – samt naturligvis fravær af forurening. Vi kan være med til at sikre mere ro gennem de artsspecifikke jagttider, tidspunkter på døgnet for jagtudøvelse og vores jagtformer.

Egon Sørensen som inspirator

Overjagtkonsulent Egon Sørensen (1921-2012) udgav i 1984 bogen ’Dansk jagt i 50 år. 1931 – 1982’. Bogen beskriver de kampe, som i forrige århundrede førte til jagtlovene i 1967 og 1982. Kampene var til dels en følge af, at der i adskillige år var tre jagtorganisationer, som bestemt ikke var enige om særlig meget. Deres indbyrdes stridigheder skadede jægernes omdømme. Et af de fremsynede resultater, der trods alt blev en følge af trakasserierne, var dannelsen af Danmarks Jægerforbund en halv snes år efter 1982-loven. I dag er der derfor kun én seriøs organisation for ’samfundet’ at forhandle jagtspørgsmål med. Det stiller krav om nutidig fremsynethed.

Egon Sørensens holdninger og synspunkter var dengang kontroversielle, men de må i dag siges at have fået fornyet aktualitet. Sørensen skelnede grundlæggende mellem ’killers’ og rigtige jægere, som han ofte betegnede som ’naturalister’, dvs. mennesker med en dyb forståelse for naturens sammenhænge. Skillelinjen mellem de to grupper i spørgsmål om jagtlige regler og bestemmelser gik mellem på den ene side’ jagtegoisme’ og på den anden side en nuanceret forståelse for nødvendigheden af reguleringer og fredninger, altså en række opgør med snævre og ensidigt interessebundne positioner. Hvor kontant datidens jagtpolitiske debat var, fremgår bl.a. af jægeren og TV-manden Poul Thomsens forsvar for Sørensen: ”Hvis vi ikke snart får trukket de alt for små jagtstøvler op af den stinkende mudderpøl, ender vi med at blive stikkende i den.” (Afslutning på et læserbrev i ’Jagt og fiskeri’, oktober 1982). Så hård er tonen heldigvis ikke i dag, men der er på nogle områder brug for et selvkritisk nysyn på sider af vores vaner, traditioner og praksis.

”Man myrder stadig titusinder af gråænder på den af jægeren etablerede foderplads”

Stop for nedfodring af ænder

Specifikt arbejdede Egon Sørensen gennem hele sit virke mod begrebet ’nedskydning af (grå)ænder ved foderpladser’. Han skrev, at dette fra oprindeligt at være en sjælden foreteelse i Jylland i løbet af 1960’erne blev udbredt til hele landet: ”Man myrder stadig titusinder af gråænder på den af jægeren etablerede foderplads, og dette fodersted er netop motiveret med at skyde disse gråænder, når de tillidsfuldt kommer for at æde. Det er slagteri. Man vover stadig at kalde det jagt, men den jæger, som deltager deri, er efter min mening ikke værdig til at kalde sig jæger i dette ord nutidige betydning.” (1984).

Sørensens forslag var dengang at indføre en regel om, at ænder kun må beskydes, når de er minimum 100 meter fra en foderplads. Problemet og dets løsningsforlag er stadig aktuelt. Man kan også diskutere, om fordring af ænder overhovedet er hensigtsmæssigt, da den medfører et unaturligt koncentreret træk til forholdsvis få steder. Mange ældre strandjægere har bemærket, at aftentrækkene af ænder over nogle årtier ved fjordenes kyster er reduceret. I stedet for at søge naturligt forekommende føde styrer ænderne direkte mod (korn)foderbrætterne på land.

Mere ro i reservaterne

De restriktioner i EF-fuglebeskyttelsesområderne, som under voldsomme diskussioner blev indført i 1990’erne, fungerer. Spørgsmålet er imidlertid, om der ikke med fordel – også for jægerne – bør tilvejebringes mere ro i områderne. Et stop for vandfuglejagt fx kl. 11 i disse områder vil give fuglene fred til at raste og fouragere uforstyrret efter morgentrækket – og i samme ombæring tage brodden ud af ornitologisk kritik af jagtlige forstyrrelser i beskyttet natur. Initiativer i denne retning kan måske etableres lokalt på forsøgsbasis? Eventuelle yderligere restriktioner i jagtudøvelsen i de beskyttede områder bør naturligvis følges af en begrænsning af forstyrrende vandsportsudfoldelser som eksempelvis kystnær kitesurfing.

Jeg er selvfølgelig klar over, at sådanne tanker fra en formand for en strandjagtforening vil blive opfattet som rent kætteri. Men jeg tror, at vi kommer under pres mht. jagt i beskyttede områder, og i den sammenhæng er begrænsninger at foretrække for reelle totalforbud.

“Der nedlægges efter bevilget tilladelse fra myndighederne (Naturstyrelsen) årligt en kvart million fredede fugle eller fugle uden for deres jagttid – fra svaler (!) til bramgæs.”

Frisættelse fra erhvervsinteresser

Et af de spørgsmål, som i 70’erne og 80’erne splittede jagtorganisationerne, var tilhørsforholdet til ressortministerium. De traditionsbundne ønskede at forblive i Landbrugsministeriet, de fremsynede så fordele i en adskillelse af erhvervs- og jagtinteresser i den ministerielle styring.

Artiklen med HB-medlem Jens Venø Kjellerup i apriludgaven af Jæger om markvildtet er tankevækkende og bør have betydning for, hvordan vi som organisation forholder os til landbruget og dets interesseorganisationer. Landbrug fylder 62% af Danmark, og selv om nogle landmænd driver deres erhverv hæderligt og med respekt for naturen, halter det gevaldigt, når vi ser samlet på erhvervet. Det turde fremgå af den verserende debat om, hvordan landbruget kan bidrage til en grøn omstilling af samfundet.

Vi bør være forbeholdne over for at sammenblande jagt- og erhvervsinteresser. Der nedlægges efter bevilget tilladelse fra myndighederne (Naturstyrelsen) årligt en kvart million fredede fugle eller fugle uden for deres jagttid – fra svaler (!) til bramgæs. Det hedder regulering og har i min optik ikke så meget med jagt at gøre – det er aspekter i udførelsen af erhverv. Som organisation bør vi derfor være kritiske over for begrebet ’skadevoldende vildt’. Ingen vildtart er vel født skadevoldende, og hvis vi i vores iver for at fremme erhvervsinteresser gladelig regulerer løs, ender vi måske med kun at have ’reguleringsjagt’ tilbage.

Forfatteren er underviser (sprogcenter), cand. mag. og formand for Karrebæksminde Strandjagtforening siden 2013. Sad et års tid i hovedbestyrelsen for Danmarks Jægerforbund 2006-2007, men meldte sig ud i protest mod den daværende formand, der lovede DOF og DN “kamp til stregen”. Denne artikel har tidligere været bragt i bladet “Jæger”.