Det kræver ingen ornitologisk forkundskab at genkende en ugle. Og alle vil vist gerne have oplevelsen af at se en ugle i øjnene, måske fordi det er lidt som at kigge i et spejl og se noget man genkender: et ansigt med to fremadrettede øjne. Problemet er blot, at det er så sjældent, man får lejlighed til det i naturen, fordi ugler helt overvejende er skumringens og nattens væsener.
Få andre fugle er så ekstremt tilpasset et speciale som uglerne er det i deres levevis som natlige rovdyr. De fremadrettede øjne er store og meget lysfølsomme optiske organer, fast ophængt i deres huler. Det giver et snævert binokulart synsfelt til optimal afstandsbedømmelse, men medfører at uglen må dreje hele hovedet for at skifte synsretning. Hovedet kan så til gengæld dreje næsten hele vejen rundt. Øreåbningerne sidder over øjnene, tilsvarende store og fremadrettede, og omgivet af drejelige hudfolder som på et rovpattedyr. Dette specielle stereofoniske høreorgan er dog usynligt, gemt bag to mere eller mindre fuldstændige kranse af fjer, centreret om hvert sit øje, tilsammen kaldet sløret. Det former uglens umiskendelige ansigt og fungerer som akustisk forstærkende paraboler for ørerne.
Uglearter, som tilmed har fjertoppe på hovedet, får alt i alt en vis lighed med katte. Med til udstyret hører skarpe, krumme klør og et krumt næb, samt en løs fjerstruktur, der gør uglens flugt lydløs. Det er ikke mindst den unikt retningsfølsomme høresans, der gør uglen til en formidabel fjende for især små dyr, som er sent ude om natten.
Det er gået op og ned for de danske uglearter gennem tiden – men i de senere år glædeligvis mest op. Mens den lille kirkeugle er på nippet til at forsvinde, er den lidt større slørugle med det unikt hjerteformede, hvide slør i fremgang, godt hjulpet af de milde vintre. Og stor hornugle, en af verdens største ugler, har siden 1980erne etableret sig mange steder i Jylland, hjulpet på vej af et opformeringsprogram i Nordtyskland. Det er en ikonisk fugl i fødekædens absolutte top, som ikke går af vejen for at pelse et pindsvin eller nakke en vildkat, en krage eller sågar en duehøg.
Den almindelige danske ugle er natuglen; den er mellemstor og flyver lydløst og natligt omkring i skove, parker og store haver, også her i kommunen. Dagen tilbringer den i skygget skjul tæt op ad en træstamme. Den er uglernes prototype, udelukkende nataktiv og leveringsdygtig i et udvalg af lyde, inklusive den nok mest uglede territoriesang, som er forsøgt gengivet i overskriften. Som erstatning for et hult træ rykker en natuglefamilie gerne ind i en tilpas stor kasse, placeret et stykke til vejrs i et solidt træ.
Et par fornemme billeder og interessan artikel.