Denne artikel blev publiceret som et “Synspunkt” i Vand & Jord nr. 2, 2013, men emnet er brandaktuelt igen. Med forfatterens tillade bringes den her. Den er skrevet af mag.scient. Bent Lauge Madsen, Åmand emeritus excercens.
Både landbrugenes dræn og byernes regnvand fylder meget, både i landskabet, i åen og i politikken. I det forenklede billede kan markernes vand ikke komme hurtigt nok væk, mens byernes ikke kan komme langsomt nok væk. Det lover ikke umiddelbart godt for en helhedsløsning, hvor vandet skal sendes gennem de samme vandløb.
Visionære by-vandprojekter skyder frem. Nogle allerede har stået deres prøve. Egå Engsø skånede i efteråret 2012 skånede en Århus-bydel for våde kældre. I et nyt byområde syd for Århus indtænker man vandet i fremtidens byudvikling (Vækst 2013, 1 s.23). Ved Græse år valgte man en vådområdeløsning til 500 kr./m3 regn, mens en betonløsning kostede 9000 kr./m3 regn. Og så fik man ny natur med i købet.
Hvad dræn angår, er der ikke megen nytænkning at spore, kun er tonen måske blevet mere skinger: Regeringen beskyldes således at ville forsumpe markerne med vandplanerne (Samråd i Folketinget 14. marts 2013), og kommunerne får skyld for at drænene ikke kan lede vandet væk, fordi de ikke renser vandløbene op.
At landbruget har store problemer med drænene er uomtvisteligt. Årsagerne skal man ikke lede længe efter: De er klart beskrevet i bl. a. Landbrugets Videncenters publikationer, der er kendt af landbrugskonsulenterne. Også i V&J kan man læse om det (fx 2011, 4, s. 129, og 2012, 4, s. 141): På ca. ½ mio. ha. er drænene tilstoppede, er brudt sammen eller har ”bagfald” pga. sætninger, så vandet ikke kan løbe ud i åen. Et andet og åbenbart stort problem er, skal man tro landbruget selv (fx Effektivt landbrug 15. jan.2013), at de tunge maskiner trykker jorden sammen, så vandet ikke kan sive gennem jorden. Der står blank vand på marken, mens der er tørt nede ved drænledningerne. Problemerne er inde på markerne, ikke i vandløbet.
Sådanne kendsgerninger er landbruget alt for godt selv klar over. Men ikke alle lader sig distrahere af kendsgerningerne. En af de mest sejlivede påstande er, at dræn vandet ikke kan strømme gennem rørene, fordi de ”dykkede” ved udløbet i vandløbet, dvs. dækket af vand, eller endnu værre: Af sand. Det sidste er til at forstå: Sammen med drænvandet strømmer både sand og jord ud og fylder bunden op, så udløbet lukkes. Men det er en selvskabt plage, der bliver værre, jo tættere udløbet lægges på bunden. Den dræningsret, landmanden har, gælder kun ”til bestående vandløb,” dvs. ikke dybere end den regulativmæssige bund. Det er en frivillig sag at lægge drænet i denne maksimale dybde, men så man jo selv tage mod følgerne.
I de offentlige vandløb skal kommunen rense aflejret sand op til den aftalte termin. Hvad der sker i mellemtiden er kommunen uvedkommende, med mindre den har været så letsindig at garantere frit udløb for skatteydernes penge. Men det hører vel fortiden til? Mon ikke de nye kommuner har lært at sige fra overfor så åbenlyse urimeligheder. En nærliggende løsning kunne være, at landmanden forebygger sandaflejringerne ved at indskyde et sandfang i drænet, som fx dem skovfolket bruger i deres grøfter.
Hvordan dræn, der er dykket i vand, kan hindre drænstrømmen, fatter jeg ikke. Det kan så være min fejl. I gamle dage, da H. C. Aslyng docerede afvanding på Landbohøjskolen, var dykkede dræn ikke et problem. Er det et problem nu, kan det hænge sammen med, at drænfaldet er tabt, fordi jorden har sat sig. Et forudsigeligt, selvskabt problem, der ikke skal tørres af på kommunen.
Der kan laves en ønskeseddel over, hvorfor og hvordan man kan stille krav til dræning, så vores samlede vandplanlægning kan optimeres. Men kommunerne kan komme et stykke vej ved at håndhæve de muligheder, der er i den nuværende lovgivning.
Det er fx værd et huske, at mange drænaktiviteter kræver en godkendelse. Landbrugets vandforvaltningsprojekter, herunder drænprojekter, er med i VVM bekendtgørelsens bilag 2 (punkt 1) og må ikke påbegyndes uden kommunens tilladelse. Her ville det være en styrke, om de regler for hydraulisk belastning, der efter regeringens klimastrategi skal gælde for spildevandsselskaber, også kommer til at omfatte drænprojekter, i særdeleshed pumpeanlæg.
Reglerne for drænaktiviteter i okkerpotentielle områder er både klare og omfattende, men de kan være vanskelige at håndtere. Det er således en næsten uoverskuelig opgave at sikre, at reglerne for drænspuling overholdes: Spulevandet må ikke ledes ud i vandløbet, men skal spredes på marken. Men vær opmærksom på, at også vedligeholdelse af dræn, herunder drænspuling, kan kræve en tilladelse.
Baggrunden er, at man efter okkerloven ikke må sænke grundvandstanden uden en tilladelse. Den administrative praksis er, at hvis dræn i sådanne områder ikke er vedligeholdt (herunder spulet) i 5 år, så kræves en tilladelse, før arbejdet må udføres. Det kunne være en god lejlighed til at se efter, om reglerne overholdes.
Der er ikke kun værdier på spil for landmanden. Det er der også for samfundet og for nedstrøms naboer!
