I et debatindlæg på Altinget.dk skriver Thomas Roland, CSR-chef, Coop Danmark, om den evige priskrig og miljøet. Med forfatterens tilladelse bringer vi nogle uddrag. Hele indlægget kan læses her.
I mange år har vi hørt, at danske forbrugere ikke er interesseret i at betale for deres mad. Den andel af budgettet, vi bruger på fødevarer, er blandt de laveste i verden, og andelen, som købes i discountbutikker, er nok den højeste.
Det har altid undret mig, for hvem er ikke interesseret i, hvad man putter i munden, eller hvordan det er produceret?
Thomas Roland fortæller derefter succeshistorien om de økologiske bananer, der nu trues af priskrig…
Bagsiden er selvfølgelig, at hver gang, vi sparer en halvtredsøre, bidrager vi til at lukke et supermarked, slå to landbrug sammen til ét større eller udnytte en arbejder i bananplantagen et øjeblik længere. Vi ser det bare ikke.
Det er dog en fejl at give forbrugerne skylden for det evige tilbudsræs.
Det er ikke dem, der har bedt om, at flere dyr aldrig kommer ud, at levende hegn må vige pladsen for effektive monokulturer, eller at bananer til det danske marked igen produceres konventionelt.
Det er en konsekvens af markedsøkonomien, som taget ud af den økonomiske lærebog.
(…)
Thomas Roland omtaler derefter de tre modeller til klimaregulering af landbruget, som han finder nødvendig, men ikke gratis. Han mener, at anbefalingen er entydig og konsekvensen ligeså: Priserne vil stige som følge af den regulering, som skal bringe klimaaftrykket ned. Ifølge ham er der ingen vej udenom:
Hvis vi en dag også beslutter at give naturen bedre plads, koster det endnu mere
Vi kan ganske enkelt ikke beskytte mere natur eller spare flere naturressourcer uden at sætte prisen op og reducere vores produktion. Men det hører jeg endnu ikke mange sige højt.
Vi bliver både som borgere og som forbrugere let efterladt med det indtryk, at den grønne omstilling er gratis, kan klares ad teknologiens vej, og at vi kan bevare vores konkurrencekraft samtidig med, at vi omstiller.
Men det er ikke sandt, særligt ikke når det gælder vores fødevarer.
I virkeligheden er både forbrugere, detailhandel, landmænd og politikere nødt til at erkende, at vi ikke kan redde kloden til udsalgspris.
Nej intet er gratis!
Gratisternes tid er forbi, vi må alle skrue ned for forbruget på alle måder – og nej jeg har bestemt ikke bedt landmændene om at fælde de levende hegn, pløje til den sidste cm og aldrig lukke dyr ud i friheden🥹
Planeten Jorden et lukket system , hvor der ikke er mere stof end der hele tiden har været. Både Marx og Darwin arbejdede med økologisk materialisme og påpegede i den forbindelse f.eks. betydningen af stofkredsløb, dvs. alt skal genbruges igen og igen og igen.
Det er muligvis ikke sådan at vi med vores overforbrug af fælles ressourcer, smadrer alt liv på jorden, men vi smadrer betingelserne for os selv og for den mangfoldighed af livsformer, som ligner os mere end vi åbenbart fatter.
Så vi skal trække håndbremsen nu
Det jeg gerne vil med det her skriv er helt simpelt at kræve af vores magthavere at de kommer ind i samtalen – OG HANDLER.
Vi skal have handling nu det gælder dine, mine og vores børn og det gælder et ukendt antal af medskabninger, som vi også er afhængige af.
Vi kunne starte med at give meget mere plads til vild natur og meget mere støtte til produktion af varieret plantemad.
og vi betaler gerne for bæredygtig mad