Landbruget skal fortsat køre på frihjul og svine løs med CO2, hvis det står til den såkaldte miljøminister Esben Lunde Larsen (V).

Læg afgift på landbrugets udledning af drivhusgasser. Det er en billig måde at reducere CO2 på og vil samtidig sænke landmændenes udledning af kvælstof. Det er billigere at reducere CO2 i landbruget end hos bilisterne, konkluderer de økonomiske vismænd.

Professor Lars Gårn Hansen, DORS.

“Dermed kan man slå to fluer med ét smæk: Bedre klima og bedre vandmiljø,” siger miljøøkonomisk vismand og professor Lars Gårn Hansen ved præsentationen tirsdag af et nyt debatoplæg fra De Økonomiske Råd – også kendt som “vismændene”. Det skriver Ritzau 27. februar 2018.

I en pressemeddelelse samme dag afviser miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) forslaget og freder landbruget. I sin sædvanlige nedladende og ofte arrogant bedrevidende tone udtaler den forkætrede minister:

“Teoretiske studier kan være gode, men regulering skal også give mening i praksis. Man kan ikke flytte rundt på Danmarks landmænd. Deres gård og levebrød ligger nu en gang, hvor de ligger, og ikke hvor afgiften dikterer, at de skal ligge. Det er heller ikke regeringens politik at indføre nye afgifter og forringe rammevilkårene for et i forvejen særdeles konkurrenceudsat landbrugserhverv. Det vil kunne lede til, at landbrugsproduktionen flytter til lande med betydeligt ringere miljøbeskyttelse.”

Ikke overraskende mener Esben Lunde Larsen, at DORS er nogle verdensfjerne teoretikere, der intet kender til det virkelige liv, som f.eks. landbruget.

Kæmpe opgave venter

De Økonomiske Råd har til opgave at kigge dansk økonomi efter i sømmene, også på miljøområdet, og komme med inspiration og forslag til, hvad samfundet har mest gavn af.

Danmark har en stor opgave foran sig med inden 2030 at skære 39 procent af CO2-udledningen fra “de tre B’er” – bønder, biler og boliger – målt fra 2005-niveau.

De tre områder er ikke er omfattet af EU’s kvotehandel med klimagasser. Det er kun tung industri og kraftværker.

Vismændenes årlige rapport konkluderer, at det samfundsøkonomisk er relativt dyrt at begrænse personbilernes CO2-udslip. Og biler er i forvejen belagt med høje afgifter. Men med landbruget er det er en anden sag.

– Vi anbefaler en afgift på landbrugets udledning af drivhusgasser. Vores beregninger viser, at landbruget skal yde et bidrag, hvis reduktionsmålet i ikke-kvotesektoren skal nås billigst muligt, siger Lars Gårn Hansen i en pressemeddelelse.

Han peger på, at landbrugets udledning af drivhusgas automatisk bliver mindre, hvis Danmark samtidig gennemfører de kvælstofreduktioner, som er nødvendige for at opfylde EU’s vandrammedirektiv.

Direktivet kræver “god økologisk tilstand” i alle vandområder. Og vismændenes analyser viser, at landmændene ikke vil få store meromkostninger af en CO2-afgift, fordi de i forvejen skal opfylde EU’s krav om mindre kvælstof.

Personbilister er i forvejen højt beskattet i forhold til deres skadevirkninger såsom ulykker, støj, trængsel og belastning af klimaet, mener vismændene.

– Den nuværende beskatning er på én gang for høj og forkert sammensat. Den samlede beskatning af biler bør reduceres og omlægges, så beskatningen i højere grad sker gennem kørselsafgifter primært i byerne og i myldretiden, siger Lars Gårn Hansen.

Visited 5 times, 3 visit(s) today

Comments are closed.