DRIKKEVAND // KLIMA – Der kommer flere og flere medicin- og pesticidrester i vores drikkevand. De skylles især med urinen ud i toilettet, når vi tager medicin, og siver ned, når landmanden sprøjter, og det øger risikoen for cocktaileffekter i vores vand. Derfor er der brug for nye tilgange til kvalitetssikring af forbrugerens drikkevand, understreger SDU-ekspert
Det skriver journalist Birgitte Svennevig, SDU, 11.01 2022 hos POV International.
Hvad enten vi drikker vand fra hanen eller fra købeflasker, vil vi aldrig få helt rent vand; det vil altid indeholde et mylder af forskellige stoffer, og flere og flere af dem kommer fra fx lægemidler og pesticider.
“I dag er det sådan, at vi drikker pesticidrester, når vi drikker vand. De er under grænseværdierne, men de er der. Vi finder også stadig flere og flere medicinrester, og vi kan formentlig i snarlig fremtid også finde medicinrester i alt det vand, vi drikker,” siger SDU-professor Frants Roager Lauritsen, der er ekspert i analyse og dannelse af de biprodukter, som opstår i forbindelse med rensning af vand.
Det gælder både det danske postevand, der pumpes op fra undergrunden og det rensede overfladevand, som næsten alle andre lande forsyner sig med.
Ned i den store suppe
Det store spørgsmål er så, om det gør noget – når bare stofferne holder sig under grænseværdierne?
“Det er der ingen, der ved. Men vi ved, at de aktive stoffer i fx pesticid- og medicinrester kan interagere med hinanden, og de kan ved rensning blive nedbrudt til andre kemiske forbindelser, som kan være mere bekymrende end det oprindelige lægemiddel eller pesticid,” siger Frants Roager Lauritsen.
Kombinationsmulighederne for nye forbindelser og biprodukter, der kan optræde i drikkevandet, er altså tæt på uendeligt mange.
”Vi skal over til at bruge nogle metoder, som hurtigt og bredt kan vurdere, om en given drikkevandsressource – det kan være en sø – udgør en toksikologisk fare” Frants Roager Lauritsen, SDU-professor
På den baggrund mener Frants Roager Lauritsen, at det er nødvendigt at effektivisere de metoder, vi i dag bruger til at karakterisere et vandrensningsanlægs effektivitet.
“Der sker så meget og så hurtigt med vores drikkevand, at vi har brug for at kunne få hurtige svar på, om vandet er toksisk – og om vores rensningsmetoder virker,” siger han og fortsætter:
“Med den traditionelle tilgang, hvor en vandforsyning kvalitetssikrer drikkevandet ud fra analyser og screeninger for kendte forurenere, kan der let gå flere år, før tilstedeværelsen af et nyt forurenende stof opdages. Herefter kan der igen gå år, før det nye stofs toksikologiske effekt og rensningsanlæggets evne til at fjerne stoffet er klarlagt.”
Vi skal se på helheder og ikke enkeltstoffer
Der er altså – understreger Frants Roager Lauritsen – brug for nye tilgange til kvalitetssikring af forbrugernes vand:
“Vi skal over til at bruge nogle metoder, som hurtigt og bredt kan vurdere, om en given drikkevandsressource – det kan være en sø – udgør en toksikologisk fare,” siger han og uddyber:
“Hvis det er tilfældet, skal vi kunne afgøre, om en forhåndenværende renseteknologi kan fjerne gift-faren, og vi skal også kunne afgøre, om rensningen skaber uønskede biprodukter; om ét farligt stof bare bliver transformeret til nogle andre,” siger han.
Selv arbejder han på at udvikle en bærbar reaktor, der kan monitorere kemiske og biologiske processer, mens de sker. Reaktoren kan i løbet af kort tid fortælle, om det kan lykkes at omdanne de skadelige stoffer til uskadeligt vand og kuldioxid, når vandet desinficeres, eller om desinficeringen i stedet fører til dannelsen af skadelige biprodukter.
Med en sådan reaktor kan man både overvåge et vandrensningsanlæg og rent forskningsmæssigt bruge reaktoren til at teste og optimere helt nye, avancerede rensningsteknologier. Mens Frants Roager Lauritsen arbejder på at udvikle reaktoren til kemisk karakterisering af vandrensningsprocesser, arbejder andre forskere på at udvikle metoder til bredspektret karakterisering af vands toksikologiske fare.
Kunstig intelligens skal holde øje
Til sammen kan de to metoder levere tilstrækkelig information til kvalitetssikring af drikkevand, også når der opstår nye forureningsfarer. Og hvis man kobler kunstig intelligens og machine learning på de store mængder data, som indsamles ved overvågning, kan fremtiden komme til at byde på effektiv overvågning af vores drikkevand.
“En computer kan så hurtigt og præcist fortælle os, om vandet er sikkert at drikke eller ej – og hvad der skal til for at rense det,” siger Frants Roager Lauritsen.
Hvor kommer medicinresterne fra?
Langt størstedelen bliver skyllet ud med urinen i toilettet af mennesker, der tager medicin. Iflg. en rapport fra DANVA er der i Danmark især tale om medicinrester fra antibiotika, antidepressiva, hormonstoffer, antiinflammatoriske midler og medicin mod hjerte/kar-sygdomme.
Læs mere om medicinrester i spildevand på danva.dk.
Artiklen har oprindeligt været bragt hos SDU. Birgitte Svennevig er journalist og ansat ved Syddansk Universitet.
Det er jo sådan, at undergrunden og grundvandet er alle danskeres ejendom, en landmand og en hvilken som helst anden grundejer, har kun ejendomsretten til jordoverfladen og måske en halv til en hel meter ned.
Derfor burde det være fremkommeligt, at læge en retsag an mod alle de fimaer, som har produceret de kemikalier og giftstoffer, som vi finder i vores grundvand.
For det må vel være producenten af et kemikalie og giftstof, som i den sidste end er den ansvarlige for de skader, som stofferne kan påføre miljøet og grundvandet.
Lad os lave en landindsamling til sagsomkostningerne, så vi kan slæbe giftproducenterne i retten og få dem dømt til, at erstatte de skader, som deres gifte har påført vores grundvand.
Jeg er enig med Niels Riis Ebbesen og desuden
Vi skal udfase tungt omsættelige stoffer i vores omgivelser så hurtigt som muligt, helst nu!
Vi har helt sikkert brug for en ny tilgang til stofferne i vores omgivelser, og i helt særlig grad de stoffer, der ikke kan omdannes af levende organismer, for hvis levende organismer ikke kan omdanne de stoffer vi på kort tid har lært at fremstille, vil de enkelte byggesten i en periode være tabt for omsætningen og dermed som nødvendig ressource, ligesom de ofte vil være mere eller mindre giftige i miljøet.
Måske er det lidt voldsomt at kalde langsomt omsættelige stoffer som medicinrester for evighedskemikalier, men stoffer der er langsomt omsættelige, har en tendens til at blive ophobet i fødekæder og vi genfinder f.eks. medicinrester, pesticidrester osv. i stigende mængde overalt i vores omgivelser.
Vi ved godt hvordan man kan undgå pesticider/biocider på vores marker. Det er via organisk, biodynamisk eller økologisk landbrug og det har været praktiseret i over 100 år og før den industrielle revolution havde man ikke andre muligheder.
I en situation hvor der i bl.a. lægefaglige kredse er meget bekymring for at forskellige bakteriers antibiotikaresistens bør vi vende tilbage til kun at bruge antibiotika når det er absolut nødvendigt. Det mener jeg at vi som befolkning godt kan forstå, på samme måde som vi har forstået at der er klimakrise, biodiversitetskrise, ressourcekrise osv.
Det her underviste jeg i i 1977 i HF og gymnasiet, problemstillingerne var de samme og ret omfattende behandlet i det tilgængelige undervisningsmateriale, det mener jeg også de er i dag, ligesom jeg mener de allerfleste unge er helt klar over problemstillingen, i hvert fald hvis du giver det unge menneske lidt tid .
Så hvad fanden er der galt? Liv opstod kun én gang her på planeten, vi er en del af det liv og vi føler os som art meget kloge, jeg mener ikke vi skal tilbage til stenalderen, men jeg mener at vi skal anmode vores politikere om at handle på kendt viden.