Vrøvlet om de våde marker

OleRoedJensenDet er ikke korrekt, at vandet på vintervåde marker skyldes kommunernes forsømmelige grødeskæring. Et ”hyrdebrev” derom til kommunerne er derfor rendyrket populisme. Det konstaterer civilingeniør Ole Roed Jensen, tidl. Natur- og Miljøchef i Sønderjyllands amt, i dette indlæg.

Bæredygtigt Landbrug (og ministeren?) siger, at kommunerne skal fjerne mere grøde, dvs. vandløbsplanter, så vandet kan løbe hurtigere væk fra markerne. Der henvises til, at der jo netop nu i vinter mange steder er vand på markerne, når man bevæger sig rundt i landskabet.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Vandranunkelbanker i det levende vandløb.

Plantevæksten giver ikke problemer med oversvømmelser om vinteren, hvor planterne mangler lys og varme. Tværtimod visner vandplanterne næsten helt væk i vinterperioden.

Når der kommer en masse sollys hen på foråret, så kommer der gang i planterne i vandløbet, særligt hvis man har skåret planterne ned i hele vandløbets bredde, så solen rigtig kan skinne over det hele. Planterne producerer i så fald masser af ilt om dagen, men bruger også en masse ilt om natten ligesom andre levende væsener. Vandet kan om sommeren ligefrem boble af ilt om dagen, mens fisk, smådyr og planter kan få åndenød om natten, bare på grund af kraftig plantevækst i brede og lavvandede vandløb.

Vandpragtnymfe

Vandpragtnymfen lægger sine æg på vandløbets planter.

Planterne i vandløbene vokser kraftigt frem om foråret. De hurtigst voksende plantearter udkonkurrerer alle de andre, når man sørger for frit sollys og slår grøden godt og grundigt. Det sker jo også i en velklippet og græsplæne, når man sørger for at der ikke er træer og buske som skygger for lyset, så der i hvert fald ikke er langsomt voksende blomster eller ukrudt som ikke kan tåle klipning.

Masser af lys i de brede og lavvandede vandløb og den deraf følgende kraftige plantevækst giver større risiko for oversvømmelser af omkringliggende lave marker i meget regnfulde perioder om sommeren. Svaret fra landbruget er åbenbart mere skæring af vandplanterne og opgravning af vandløbsbunden betalt af skatteborgerne.

Men kommunerne skal allerede skære vandplanterne og fjerne aflejringer i henhold til de regler, ”vandløbsregulativer”, der er besluttet for hvert af vandløbene, hverken mere eller mindre.

sideskærm

Den frodige sideskærm i kanten af vandløbet.

Bestemmelserne om fjernelse af vandplanter og aflejret sand og mudder i vandløbene er besluttet som en balance mellem hensyn til natur- og miljø i vandløbene og hensynet til afvanding af landbrugs- og andre arealer. Hvis der er fald på vandløbet, så vandet strømmer hurtigt, skal kommunen efter reglerne oftest skære i en dyb og slynget strømrende ude i vandløbet, dér hvor strømmen fra naturens hånd er kraftigst. Det betyder nemlig at de hurtigst voksende planter får sværere ved at skygge og kvæle de langsomme planter, og den dybe rende med skygge og hurtigt strømmende vand gør det svært for nye planter at etablere sig nede i skyggen. Strømrenden og planterne giver skjulesteder for fisk og masser af smådyr, og det betyder at vandet kan løbe væk uden at man skal slå planterne igen og igen. Derfor skærer kommunen vandplanterne i strømrenden.

På de nederste, dovne strækninger af vandløbene vil der som regel ikke være ret meget fald, og de lave enge omkring vandløbenes nedre løb er ofte udsat for oversvømmelser i regnfulde perioder. Sådan har det altid været fra naturens hånd, så landmændene har derfor tidligere mest brugt disse arealer til græsning for kreaturerne.

Mange af de lave nedre enge blev med Hedeselskabets hjælp afvandet fra omkring 1940 og helt frem til 1975 for at indvinde ”god landbrugsjord”. Vandløbene blev uddybet og mosejorden omkring vandløbene blev afvandet med mange kilometer nedgravede drænrør. Mange steder gav det også kraftig okkerforurening, f.eks. ved Skjernå.

vandløb

Okker er stadig et problem, når der drænes.

Der var tale om beskæftigelsesarbejder med meget betydelige statstilskud i perioder med stor arbejdsløshed. Landmandens egenbetaling var så ringe at bare gevinsten ved høstudbyttet i de første få år var nok til, at han havde fået sin egen (lille) investering tjent ind og mere til, men ofte blev dyrkningsforholdene meget hurtigt igen forringet.

Når humusjord omkring vandløbene drænes, så jorden bliver mere tør, kan der komme luft (ilt) ned i materialet, og dermed kan jordbakterier meget hurtigt nedbryde ”jordlaget”. Derfor synker ”jorden” meget hurtigt sammen og bliver derefter igen mere våd, og så bliver forholdene for dyrkning af almindelige markafgrøder som korn, kartofler eller roer meget hurtigt dårligere igen. Nogle steder har man gentaget dræningen og gravet vandløbene endnu dybere. Det betyder bare at også de nye humuslag hurtigt synker sammen.

Når jordoverfladen synker, ser det jo for landmanden ud som om vandstanden i vandløbet bliver højere, men det er marken som bliver lavere selv om kommunen overholder sine forpligtelser til punkt og prikke. Hvis kommunen ikke overholder bestemmelserne kan landmændene efter loven kræve erstatning.

Og hvor meget kan jorden omkring vandløbene så synke sammen? Det kan nemt være en meter eller mere. Omkring Brede å i Sønderjylland er det stedvis mere end 1½ meter. Der er sikkert eksempler på endnu større sætninger fra andre steder i Danmark.

Hvis landmanden ikke er tilfreds med den naturlige udvikling, er han nødt til at forsøge at få gennemført en reguleringssag, evt. en sag med oppumpning af drænvandet til vandløbet, hvis det er forsvarligt under hensyn til natur og miljø. Det skal han selv betale.

Mange af de humusholdige arealer indeholder også jernholdige aflejringer (pyrit), der opløses som giftige jernforbindelser, okkerudvaskning, når arealerne drænes. Derfor er der særlige krav til dræningen af de såkaldt okkerpotentielle arealer, evt. med krav om etablering af rensningsanlæg for drænvandet før det kan afledes til vandløbet. Det skal landmanden også selv betale.

Landbrugets egen rådgivning (SEGES) har i øvrigt udgivet en markdræningsguide fra 2015 som bl.a. siger at man kan dræne ud til bestående vandløb, og at drænudløbet helst skal ligge over det normale vandspejl i vandløbet, og det er som nævnt jo ofte vanskeligt, når marken synker sammen, mens vandspejlet i vandløbet forbliver hvor det hele tiden har været. Måske er det mest fornuftigt at acceptere at de lave engarealer langs vandløbene ikke er egnede til intensiv dyrkning af korn mv.?

Konklusion:
Bæredygtigt Landbrug (og ministeren?) har ikke ret i, at vandet på vintervåde marker skyldes kommunernes forsømmelige grødeskæring. Et ”hyrdebrev” derom til kommunerne er derfor rendyrket populisme. Lad nu være med af kortsigtede politiske grunde at ødelægge forbedringer af vandløbenes miljø, som er opnået gennem en vedholdende indsats af arbejdskraft, penge og samarbejde mellem lodsejere og myndigheder over en periode på mere end 40 år!

Comments

comments

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.