Den stærkt kritiske omtale af dansk svinekød i Sverige viser sig nu med al tydelighed i den danske eksport til nabolandet. Salget af danske kødudskæringer er dykket markant. Det viser de netop offentliggjorte eksporttal for svinekødsektoren offentliggjort i Markedsnyt fra Landbrug & Fødevarer. Det skriver Fødevarewatch.dk, 19. marts 2015.
Under ”udskæringer” i eksporttallene kan man se et ret stort fald til Sverige. – Det er flæskesteg, mørbrad, koteletter og så videre – de produkter, vi sælger til supermarkederne, siger pressechef Jens Hansen fra Danish Crown til Fødevarewatch.dk.
Af tallene fremgår det, at eksporten af udskæringer er faldet fra 29.153 tons i 2013 til 22.788 tons, dvs. en tilbagegang på 6.365 tons eller 22 pct. i forhold til 2013. Også overordnet set, dvs. inkl. biprodukter, konserves med videre, er eksporten til svenskerne faldet de seneste to år.
Faldet i udskæringer skal ses i sammenhæng med de negative mediehistorier, der det seneste år har været. De negative historier har bl.a. handlet om de omfattende ulovlige halekuperinger i produktionen, den løbske MRSA-epidemi og det høje antibiotikaforbrug.
”Situationen viser med al tydelighed hvor vigtigt det er, at dansk svineproduktion satser på dyrevelfærd og en mere bæredygtig kødproduktion. Det vil også kunne forbedre landbrugets image og troværdighed, hvilket er vigtige forudsætninger for at kunne øge eksporten yderligere”, siger Klaus Hansen, redaktør for fødevarebladet Plus Proces.
Eksporten til Sverige er dog ikke af vital betydning for den danske svineindustri, da den blot udgør 2,4 pct. af den samlede eksport.
Langt større betydning vil det få, når forbrugerne på de store markeder som Tyskland, Polen og Storbritannien får øjnene op for de kritisable forhold i dele af dansk svineindustri. De tre lande aftager til sammen 55,1 pct. af svineproduktionen, og især vil en boykot i Storbritannien ramme hårdt, fordi englænderne konsumerer 94 pct. af al danskproduceret bacon, som er et af branchens få højværdiprodukter. Selvom både Polen og Tyskland aftager langt støtte mængder i kilo, så domineres den eksport helt af levende svin, og dem tjener man ikke nær så meget på de bearbejdede produkter.
Bemærk også den meget store eksport af “udskæringer” til Italien. En stor del er skinker, der bliver forvandlet til de såkaldte “Serrano-skinker”, der har dansk oprindelse, men hvor værditilvæksten sker i Italien. Hver uge sender Danish Crown 80-100 lastbiler til Italien med hver ca. 22 tons skinker, ifølge madeksperterne Nanna Simonsen og Søren Franck hos avisen Berlingske.
Offentliggørelsen af en række MRSACC398-betingede dødsfald i Tyskland vil uden tvivl også tiltrække en kritisk opmærksomhed, hvad angår eksporten af levende svin til Tyskland. Alene fra Danmark sendes der 11 mio. svin til Tyskland hvert år, og formentlig er mindst to ud af tre (68 pct.) bærere af MRSACC398.