Biolog Søren Wium-Andersen skriver dette brev til miljøminister Lea Wermelin:
Tak for det svar jeg fik fra dit embedsværk den 22.08.2022 på det til dig fremsendte indlæg: Biodiversitetsrådets tavshed truer millioner af trækfugle, der blev bragt på Altinget den 4.08.2022.
Svaret, der er skrevet af kontorchef Charlotte Brøndum, Vild natur og Biodiversitet, undrer mig på to punkter. Det synes at vise, at dit departements afdeling for Vild Natur og Biodiversitet fortolker de relevante love på en måde, der ikke fremmer naturen. Charlotte Brøndum skriver således: Fuglebeskyttelsesområdernes formål er at opretholde og sikre levesteder, der er blevet forringet eller direkte truede. Det er en alt for passiv udlægning af EU-reglerne for fuglebeskyttelsesområderne, som dit departement her giver udtryk for. En meget mere aktiv fortolkning sker da også i en af dine styrelser, hvor jeg kan læse: ”Når et område er udpeget, som Natura 2000-område indebærer det: …..at der i området skal sikres eller genoprettes en gunstig bevaringsstatus for de forskellige naturtyper og arter, som området er udpeget for”. (Min understregning). Den kendsgerning, at der i områderne skal genoprettes til en gunstig bevaringsstatus, undlader kontorchef Charlotte Brøndum at nævne. Det er beklageligt, at dit kontor for Vild natur og Biodiversitet ikke bakker ministeriets styrelser op i deres fortolkning.
I mit indlæg på Altinget diskuterede jeg det nyoprettede Biodiversitetsråd og beklager, at rådet ikke har fremsendt et høringssvar til den seneste Jagttidsbekendtgørelse. Hertil svarer kontorchef Charlotte Brøndum: “Biodiversitetsrådets opgave er at rådgive regeringen og aftale partnerne om implementeringen af indsatser i natur- og biodiversitetspakken og kvalificere indsatserne“. Det er muligvis den opfattelse kontorchefen har givet Biodiversitetsrådet. Men rådet har jo et meget bredere mandat og kan i følge sit kommissorium desuden selv vælge at tage emner op med betydning for naturen og biodiversiteten. På den baggrund kan jeg kun anse kontorchefens svar til mig som ikke retvisende og ukorrekt.
Det er ikke første gang, at dit ministerie undlader at fortolke reglerne til gunst for biodiversiteten. Således oplyste kontorchef Isabella Navarro (nu vicedirektør i Miljøstyrelsen) i 2019 Vildtforvaltningsrådet om ”Der foreligger endnu ikke en konkret model for vurdering af lovforslag med videre i forhold til verdensmålene, og det er Finansministeriet, der sidder for bordenden for den samlede indsats fra Danmark.” Ved hjælp af denne juridiske finte lykkedes det for Miljøministeriet i mere end to år at undgå at følge op på FN’s verdensmål 15.5 og samtidigt påpege, at det var Finansministeriet, der var skurken i spillet.
Jeg synes, at du på såvel skrift som i tale fremstår som en ivrig fortaler for en rigere natur og for at forholdene for biodiversiteten skal forbedres. Derfor finder jeg, at du bør være opmærksom på, at din entusiasme herfor tilsyneladende ikke deles af dit departements kontor for Vild natur og biodiversitet.
Med venlig hilsen
Søren Wium-Andersen
Bilag: Embedsværkets svar på vegne af Lea Wermelin, 22.08.2022
Artikler som det er relevant at nævne:
Biolog: Ministerierne skal samarbejde om verdensmål og sikre biodiversiteten
Biolog: Miljøministeren manipulerer med FN’s verdensmål
Biolog: Regeringen spiller en falsk melodi, når der tales FN’s verdensmål
Biolog: Vildtforvaltningsrådet bør ændres til et biodiversitetsråd
Søren Wium-Andersen
Klø endelig på – giv ikke tabt,den sag er for vigtig.
Held og lykke med “opgaven”. Svært bliver det al dens stund, at der reelt IKKE synes at være en miljøminister, men bare en minister.
Kommentar til Søren Wium-Andersen. Desværre er jeg ikke overrasket.
Jeg har en lille exclusive liste af politikere der udløser et hurtigt dask på min radio’s sluk-knap når de kommer på.
Velkommen ombord på listen Wermelin.