Svin, svin, svin… de danske svin sviner lige så meget som 1,8 mio. biler! Foto: DC Pressefoto

Med tilladelse fra journalist Ib Helles Olesen bringer vi denne indsigtsfulde artikel fra hans virksomheds hjemmeside– god fornøjelse!

Har du glemt, at regnskoven brænder i Brasilien og Argentina for at give plads til flere sojamarker? Soja som sendes til Europa og Danmark for at sætte turbo på opfedning af svin og sikre danske svinebaroner og Danish Crown milliarder af ekstra kroner i indtægter.

En del danskere er uden tvivl temmelig ligeglade med, at regnskoven går op i røg, når bare der er billige flæskestege og koteletter i supermarkedernes kølediske.

Men kan vi tillade os at være ligeglade med regnskoven, når vi bor i et land, der hvert år producerer 30 millioner svin, og som på samme tid er i fuld sving med at vedtage en klimalov, der kræver en reduktion af vores CO2-udslip med 70 pct. i 2030?

Svaret er nej! Det er da ret klima-uambitiøst, hvis vi udelukkende tænker på svinebaronerne og slagterigigantens økonomiske trivsel, eller hvad der er bedst for forbrugernes pengepung.

Svineproduktionen sviner utrolig meget, og det gør den lige NETOP på grund af den billige brasilianske soja, der maler erhvervets CO2-regnskab kulsort. Og hold nu godt fast! Danmarks svineproduktion udleder CO2 svarende til mere end 80 pct. af alle danske personbiler – vel at mærke – inden grisene overhovedet har slået en eneste prut og sendt drivhusgasser ud i staldene. Hvordan det? Joh når regnskov brændes ned og bliver til landbrugsområder har det en effekt. Og når forskere regner effekten af det fænomen med i den danske svineproduktion, så svarer importen af foder til næsten halvdelen af den nationale udledning fra dansk landbrug – eller det samme som udledningen af CO2 fra mere end 1,8 millioner personbiler. Den virkelighed overgår min vildeste fantasi.

Og virkelig langt fra den klimaboble Danish Crowns topchef Jais Valeur befinder sig i.

Det er CEO Jais Valeur fra Danish Crown til højre i billedet, hvor han snakker godt for den danske svineproduktion. Foto: Dansk Industri.

På DI´s klimatopmøde i sidste uge jokede Jais Valeur nemlig med, at bacondyret er fredet i danskernes bevidsthed og høstede stor latter fra cremen af de danske CEO’s, der var forsamlet DR´s koncertsal. Og han slap elegant afsted med at greenwashe Danish Crowns og landmændenes image med fremtidsmusik om klimaneutralitet i 2050. Altså om 31 år!

Uden at blinke fremhævede han også den enorme omstilling, man har sat i gang for at halvere CO2-udslippet fra kødproducenterne i 2030. Øh… så mangler Danish Crown & Co jo ret beset 20 procent i forhold til den kommende klimalov og Dansk Industri nye målsætning! Og for at det ikke skal være løgn pralede Valeur på selv samme klimatopmøde ligefrem med, at han alene i år sender 3 milliarder ekstra kroner retur til svinebønderne. 

Med andre ord er der masser af økonomisk råderum til at sætte turbo på klimaomstilling hos svinebønderne. Begynd gerne med at droppe det kontroversielle soja som foder og find alternativer, der ikke ødelægger unik og uerstattelig regnskov.

Og mens vi venter på, at politikerne forhåbentlig punkterer Jais Valeurs klimaboble, kan vi forbrugere jo selv træffe valget ved køledisken.

Ib Helles Olesen

Mit valg står ved magt – jeg har allerede droppet bacondyret for klimaet skyld.

Ib Helles Olesen er uddannet journalist og rådgiver virksomheder, organisationer og politikere om den grønne dagsorden. Vil du gerne i medierne med dit budskab, skabe debat eller have organiseret en event, så står GRØN MEDIERÅDGIVNING for det hele – lige fra idé til lancering.

Visited 17 times, 1 visit(s) today

Kommentarer

  1. Ivan Breinholt Leth

    I 2017 var dansk landbrugs overskud på ca. 11 mia kroner. Det svarede stort set til erhvervets offentlige tilskud.

Skriv en kommentar