Vi har modtaget denne kommentar 8. december 2016  fra Knud Iversen til planerne om en stor udvidelse af havdambrug ud for Østjyllands kyster.

Så kom Ejendomsskatteskemaet for 2016. Grundskylden er ikke steget, men Miljøafgiften er steget med næsten 20% i forhold til 2015. Hvad er det vi betaler for? Det kræver en forklaring!

Knud Iversen.

For 30 år siden under Poul Schlüters (K) borgerlige regering tog forureningsbekæmpelsen fart under indtryk af møgbeskidte vandløb, mørkegrønne søer samt omfattende iltsvind og fiskedød i Kattegat. Miljøbevidste kommunalpolitikere fik sat gang i et arbejde, der skulle standse svineriet. Der blev bygget rensningsanlæg, der skulle kloakeres, giftigt spildevand skulle ikke i kloaken men opsamles, kloaknettet skulle deles så regnvand ikke kom igennem rensningsanlægget, der blev bygget underjordiske tanke der i tilfælde af stormflod, kunne opbevare kloakvandet til stormfloden var ovre .o.s.v. Nu skal selv havekolonierne kloakeres.

Vi har betalt og betalt

Der er brugt milliarder på indsatsen for et renere havmiljø. Os der var unge i 1960’erne har fulgt det hele. Det arbejde har nu varet i ca. 30 år, og det virker. DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet har konstateret, at vandet i Kattegat er begyndt at have det bedre. De indre farvande, fjorde og bugter regner man med vil have det bedre om ca. 10 år. Der kan igen fanges fisk i Aarhus havn, så det går fremad.

Kommunerne har stået for arbejdet, men vi har betalt det. Befolkningen i Østjylland har betalt milliarder i kloakafgifter, tilslutningsafgifter, miljøafgifter osv. Vi kender det allesammen, bedstefar har betalt, far har betalt og vi betaler for at det havvand, vi gerne vil fiske og bade i, bliver så rent, at det er lækkert og forfriskende og ikke klamt med slimede alger. Det kom derfor som et chok, at Hedensted Kommune i efteråret miljøgodkendte Hjarnø havbrug til at opdrætte mange ton fisk i havbruget Hundshage.

Den rene havbund i As Vig før havdambrug kom til.
Havbunden i As Vig efter tilladelsen til havdambrug.

Godkendelsen lyder på, at havbruget må udlede ca. 10 ton næringssalte. De mange ton næringssalte stimulerer iltsvind og algevækst og udledes i sommerhalvåret, hvor badesæsonen og turistsæsonen er på sit højeste. Desuden forsyner havbruget også badevandet med kobber som stammer fra nettenes imprægnering og medicin (antibiotika) fra fiskenes medicinske behandling mod sygdomme. Både kobber og medicin er gift for miljøet og burde afleveres på genbrugsstationen.

Hedensted Kommune har med vilje glemt, at næringssaltene ikke er det eneste der belaster havet når man opdrætter fisk. Der er foderspild, fiskene skider og pisser og bruger ilt. De bakterier, der nedbryder forureningen, bruger ilt, så den samlede forurening/belastning/tab til havet er meget mere end blot næringssalte.

De specielle strømforhold i As Vig er ikke regnet med. Det fremgå af godkendelsen, at strømforholdene er gode i As Vig, men havstrømmen er i gennemsnittet roterende mod uret, så forureningen samler sig midt i vigen, derfor er der ofte iltsvind. Udledningen til Lillebælt er ringe.

Kommunen pisser på borgerne

De mange tusinde borgere i Østjylland, der i de sidste 30 år har betalt og betalt og betalt og betalt for at havet igen skal blive rent og lækkert, de føler sig dybt krænkede. De føler, at Hedensted Kommune, med et kendt politikerudtryk, pisser på dem. De forbedringer af havets tilstand som de har betalt milliarder for at få, dem stjæler Hedensted Kommune og forærer dem til en privat virksomhed. At tyveriet har stået på i 20 år gør ikke sagen mindre krænkende. Borgerne i Østjylland er helt til grin.

Godkendelsen dækker kun havbruget Hundshage, men der er 5 havbrug i området ,så denne godkendelse er kun begyndelsen på en “Salamigodkendelse” af en forurening der bliver mange gang større, ifølge kommunen følger der flere godkendelser senere. Hvis de fem havbrug er af næsten samme størelse som Hundshage, så kan vi se frem til en samlet forurening af Horsens yderfjord og As Vig på 500 ton om året i sommerhalvåret.

Forureningen fra flere havdambrug kan true sommerturismen.

Den største del af forureningen vil ske i juli og august når bade- og turistsæsonen er på sit højeste, det tiltrækker sikkert mange turister.

Der har været skrevet læserbreve og protesteret i flere år men uden at det har hjulpet det mindste, kommunen ved bedst, den lytter ikke. Nu er det spændende at se hvad der sker i Naturklagenævnet når de indsendte klager over godkendelsen skal behandles. Vil Naturklagenævnet forkaste Hedensted Kommunes miljøgodkendelse på grund af mangelfulde oplysninger vedrørende belastningen af havet og vil Naturklagenævnet opfatte Hedensted Kommunes tyveri af de borgerbetalte opnåede resultater angående havforureningen som en skærpende omstændighed og helt forkaste godkendelsen?

De kedelige tal: Miljøforureningsgodkendelsen tillader, at havbruget Hundshage må udlede ca. 10 ton næringssalte, det giver havbruget mulighed for at producere ca. 220 ton fisk. Det kræver 245 ton foder, 24 ton af foderet ryger igennem nettet og er spildt, men forurener med næringssalt direkte i havet. Fiskene æder resten, vokser, skider og pisser ca. 33 ton der ryger lige ud i badevandet.

Fiskene i de åbne havdambrug bliver også medicineret, hvilket betyder udslip til havvandet.

Hedensted Kommune oplyser, at ved en tilsvarende produktionsmængde i 2014 var det samlede tab til havet ifølge firmaets egenkontrol i alt på 24 ton. Hvordan et foderspild på 24 ton og lort og pis på 33 ton tilsammen kun belaster havet med 24 ton, det fremgår ikke af forureningsgodkendelsen.

Nordisk Ministerråd fik i 2013 gennemført en række forsøg der skulle klarlægge forurening ved havbrug, den kaldes BAT. Af den fremgår det, at den samlede forurening/miljøbelastning af havet vil ved en produktion på 220 ton være 110 ton når det hele regnes med. De bakterier der nedbryder forureningen kræver ilt, og fiskene bruger også ilt, det skaber iltsvind, ulækkert badevand og slimede alger.

Horsens kommune har i 2014 fjernet over 600 ton næringssalte fra spildevandet, inden det ledes ud i fjorden, og det har kommunens borgere betalt over 2,8 millioner kroner for. Når/hvis de fem havbrug bliver godkendt vil belastningen af havet være på ca. 550 ton fra havbrugene! Skal vi som betalende borgere finde os i, at de værdier vi i fællesskab har skabt bliver foræret til Østjyllands mest forurenende virksomhed? Jeg mener NEJ.

Med venlig hilsen Knud Iversen.

Se flere billeder fra forureningen af As Vig.

NB. Historien slutter desværre ikke her. Ministeriet har netop meddelt, at landbrugspakken vil bevirke, at den mængde næringssalt/forurening man regner med at havet omkring Danmark kan holde til, vil blive overskredet med ca. 40 %. Det betyder, at belastningen vil stige med 20.000 ton næringssalt/forurening om året. Omregnet til kroner, hvis næringssaltet skulle fjernes på rensningsanlægget i Horsens kommune, ville det koste 93 millioner. Det forærer man til landbruget.

De bakterier i havet, der skal nedbryde næringssaltene kræver ilt. Der skal sikkert bruges mange ton ilt for at nedbryde 20.000 ton næringsalte, så iltsvind vil præge havet med vækst af giftige alger og fiskedød til følge.

Ministeriet har meddelt, at der skal afholdes forsøg med bl.a. muslingeopdræt for at rense havet. Jeg synes ministeriet skulle læse rapporten fra det lige afsluttede GUDP-projekt, hvortil der blev bevilget næsten ni mio. skattekroner. Og det viser, at der ikke er videnskabeligt grundlag for at påstå, at et såkaldt kombiprojekt, hvor et havbrug lukker kvælstof og fosfor ud og muslinge- og tangfarme tryller det væk igen, hverken biologisk, teknisk eller økonomisk kan hænge sammen. Tangen er uspiselig og muslingerne er tyndskallede, så muslingefabrikken ikke vil købe dem.

Når reguleringen af landbrugets gødningforbrug så er gennemført om et par år, så står vi med en havforurening som for 30 år siden. Så kan vi begynde forfra med at betale og betale og betale!

Visited 26 times, 11 visit(s) today

Comments are closed.