Nogle planters frø tager toget – mens andre flyver. Og det er ganske vist.
Lad os starte på den gamle færgehavn i Nyborg. Med fjorden som baggrund står et hejseværk til togfærgernes tunge broklapper tilbage som et sort stålmonument over en forgangen epoke. Foran ligger sparsomt bevokset grussteppe, hvor der førhen var skinner, skiftespor, sveller, skærver, grus, perroner med rungende højttalere, vognstammer og hektisk mylder.
Togvogne fra kontinentet har gennem tiden haft planterester med som blinde passagerer, hist og pist fastklemt i vanger og bremseklodser, og ved rangering er der så drysset frø ned på underlaget. Således har forskellige plantearter fra syd fundet rodfæste i Nyborg – og lignende andre steder. På Høje Tåstrup stationsarealer findes tæpper af plante-migranten Bregnegræs, som er ankommet til Vestegnens golde sporarealer fra solsvedne skråninger i gamle olivenplantager på Balkan.
Naturen har det med at pible frem overalt, også i revner og sprækker, mellem fliser og sten, brokker og skærver, cement og asfalt – menneskeskabte levesteder, som botanikere kalder ruderater.
Ruderater kan f.eks. være tomter efter nedrevne huse, men især ved trafikanlæg og industri kan ruderater, som beskrevet, rumme mere usædvanlig flora. På en tur for nylig til Nyborgs gamle færgehavn lykkedes det deltagerne med en særdeles ruderatkyndig turleder i spidsen at finde sydeuropæeren Liden sneglebælg.
Det er en spæd, gul ærteblomst med en frøbælg formet som et sneglehus, forsynet med små modhager. Stryger senere et dyr eller en fod med en ulden sok forbi, vil bælgen og dermed arten få chance for at kunne fortsætte sin nordeuropæiske dannelsesrejse.
Og så er der dem, der flyver. På den lysfyldte, nordøstfynske halvø med det tørre såkaldte Storebælts-klima har botanikere i år opdaget en hundredtallig bestand af orkidéen Biblomst.
Den er iøjnefaldende, når man først opdager den. Den har store, nærmest bizarre og lodne blomster, der ligner brungule humlebier – med lyseblå vinger. Biblomst kommer også fra syd og er under spredning i Danmark i disse årtier.
Sandsynligvis er spredningen begunstiget af det stadigt varmere klima, samt plantens mikroskopiske frø, små nok til at flyve med vinden. At der så ikke bare vokser biblomster op alle vegne langs flyveruterne, skyldes at frøet kun kan spire, når helt særlige forhold er opfyldt.
Det er en spredningsstrategi, som biblomsten har tilfælles med de fleste andre orkidéer – og det er grunden til, at de fleste orkidéer er sjældne – og derfor også fascinerende.
