Denne bog af Lars Vedsø er resultatet af en omfattende bestræbelse på at spore de punkter i de sidste 50 år, hvor det er gået galt for dansk miljøpolitik efter pionerårene sidst i 1900-tallet, og placere ansvaret. Ud fra et kriminalroman-perspektiv er der nok ikke den store overraskelse at hente
Af Peter Harder, professor emeritus, KU
Lars Vedsø er et mønstereksempel på den type mennesker, som er rygraden i den danske miljøbevægelse: Folk som drevet af deres engagement sætter sig ind i og skaber opmærksomhed omkring uønskede miljømæssige konsekvenser af beslutninger truffet af institutionelle organer på forskellige niveauer. Karakteristisk er også satsningen på at sætte ting i værk fra neden af og ved egen kraft, i stedet for at gøre sig afhængig af officielle kanaler.
Jeg havde aldrig hørt om LV, før jeg fik denne bog i hænderne – men det er tydeligvis min fejl. Et par hurtige googlinger viser et aktivitetsniveau og en produktivitet som må efterlade de fleste af os stakåndede – en liste på 37 numre udgivet på eget forlag taler sit eget tydelige sprog. Foruden miljørelaterede emner rummer listen publikationer om organisationsforhold (LV er cand.merc. og indehaver af virksomheden Scandinavian Eco-management Systems), et tobindværk om Luftwaffe samt en præsentation af ”The Danish Folk, Blues & Ragtime Guitar Festival”. LV er et kraftværk!
Denne bog er resultatet af en omfattende bestræbelse på at spore de punkter i de sidste 50 år, hvor det er gået galt for dansk miljøpolitik efter pionerårene sidst i 1900-tallet, og placere ansvaret. Ud fra et kriminalroman-perspektiv er der nok ikke den store overraskelse at hente: At det viser sig at partiet Venstre har et hovedansvar for nedprioriteringen af miljø- og naturhensyn i dansk politik, kommer næppe så meget bag på de fleste miljøinteresserede danskere. Men det betyder på ingen måde at bogen som helhed fortæller os hvad vi allerede ved.
Følger miljøpolitikken med ud ad bagdøren
LV tager udgangspunkt i Sigge Winther Nielsens skelnen mellem ’fordøren’ og ’bagdøren’ i det politiske system. ’Fordøren’ er et samlebegreb for den proces der består af politiske planer, lovkomplekser, initiativer, forlig og principprogrammer, typisk annonceret ved pressemøder med regeringsdeltagelse og TV-opbud. ’Bagdøren’ er den ret upåagtede proces der går i gang derefter, som skal omsætte initiativerne til virkelighed: implementering på forskellige niveauer og praktisk håndhævelse af vedtagne lovinitiativer. Det er uoverkommeligt for de fleste, også medierne, at følge med i hvad der sker ved den politiske bagdør – så der er en gennemgående mangel på bevidsthed om forholdet mellem de officielle hensigter og deres udførelse i praksis.
Den store værdi for miljøinteresserede i LVs bog ligger i at den ikke lader sig nøje med hvad der vedtages ved ’fordøren’, men følger miljøpolitikken med ud ad bagdøren og gør rede for hvad der sker når projektørerne er slukket.
Som bogen påpeger, kan man skelne mellem forskellige perioder i den politiske udvikling. I den første del af perioden er Venstres politik åbenbar og afspejler landbrugets økonomiske interesser – hensyn til natur og miljø fylder endnu ikke så meget i landskabet at det fornemmes som en trussel imod Venstres ståsted. Om holdningen til danske vandløb udtalte Peter Larsen, der i en periode var landbrugsminister for Venstre, i 1963, at de skulle ”rettes hurtigst muligt ud, så de kunne føre skidtet til havs” (s.153). Venstre afviste at stemme for den første danske miljølov i 1973 med henvisning til at den ville blive for dyr for landbruget (s.89). Der er holdningsmæssigt en lige linje frem til Eva Kjer Hansens tale om ’de forhadte vandløb’ – men i mellemtiden var det grønne kommet så højt op på dagsordenen at det ikke længere var politisk uproblematisk at sige den slags ting.
”Grøn Vækst”
Anders Fogh Rasmussen-regeringen lagde ud med at lægge total afstand til den foregående periodes grønne politik, personificeret i Svend Auken, men i tiden efter 2006 begyndte signalerne at blive mere modsigelsesfyldte (jf s. 139). Bekendelser til grønne hensyn begynder at dukke op, omend parret med modsatte hensyn, som i navnet på planen om ’grøn vækst’ fra 2009. Modsætningen mellem landbrugshensyn og grønne hensyn var dermed flyttet ind i Venstre selv. Bogen giver nogle illustrationer af de problemer det gav, slående repræsenteret af udtalelser fra Venstrefolk der forlader standpunkter de tidligere har givet udtryk for. Det gælder fx Troels Lund Poulsen og Esben Lunde Larsen, der efterfølgende undsiger ’Grøn vækst’ med hensyn til landbrugets økonomiske interesser (jf. s. 141).
Bogen beskriver en lang række tilfælde hvor denne modsætning har manifesteret sig, og uden undtagelse resulterer i at man ender med at prioritere landbrugets økonomiske interesser. Der er også en omhyggelig gennemgang af Venstres politik, hvoraf det fremgår at Venstre ikke har fremlagt initiativer der peger på en særlig Venstre-tilgang til at beskytte grønne hensyn: hvor det grønne dukker op, har det karakter af indrømmelser man føler sig tvunget til at komme med i lyset af tidsånden, men som endelig ikke må være en trussel imod landbrugsinteresser. Hvis det viser sig at der er en sådan trussel, er det de grønne hensyn der må vige. Bogen citerer (s.82) Venstres principprogram fra 1970, hvori det hedder at ”især er det vigtig at sørge for at grundvandet ikke forurenes”. Det vat den gang man troede det var industriens forurening der var truslen… (jf s. 173).
Kornmarken som natur
Et væsentligt bidrag, ikke kun for folk der går ind for bedre beskyttelse af miljø og natur, er gennemgangen af de metoder repræsentanter for landbrugsinteresser har brugt for at svække miljøbeskyttelsen (s. 128). Terminologisk manipulation er et af dem, som når Esben Lunde Larsen definerer en kornmark som natur.
Et andet af virkemidlerne er løsagtig omgang med fakta: Bogen giver et antal eksempler på benægtelse af velunderbyggede kendsgerninger, fra H.O.A. Kjeldsen, der hævdede at landbruget ”ikke taber et kilo kvælstof til vandmiljøet”, og videre frem. Hertil kommer mere subtile metoder såsom forhaling (hvor bl.a. datoen for opfyldelse af vandmiljøplaner går igen flere gange), brug af frivillige aftaler (som ikke manifesterer sig i praksis, mest markant i forbindelse med den berygtede landbrugspakke), og senest chikane-sagsanlæg (jf. Bæredygtigt Landbrugs sag imod Stiig Markager).
Bogen gennemgår generaliebladet for Venstres miljøministre (s. 88 og frem) og opregner en række eksempler på spændingen mellem de grønne prætentioner og praksis. Et eksempel er da hvor Troels Lund Poulsen som minister er med til at ophæve de obligatoriske randzoner (s.93), og ledsager dette med en opfordring til at opretholde randzonerne på frivillig basis – en opfordring han dog ikke selv følger på sin egen gård.
Et særligt kapitel i bogen er kampen om Tange Sø (resultatet af opdæmningen af Gudenåen med de miljø- og naturmæssige konsekvenser det har haft for åsystemet). JV er formand for Foreningen til nedlæggelse af Tange Sø, og dette er en hjertesag for ham.
Man kan godt finde hår i suppen: Generelt kan man godt mærke at bogen ikke har været igennem en professionel frisering. Der er en del gentagelser, og ikke alle citater er præcist dokumenteret. Diskussionen kommer ind på en mangfoldighed af problemstillinger med lidt forskellige relationer til partiet Venstre, fra dansk til europæisk til globalt plan, fra dyrevelfærd til vækstideologien, og det kan undertiden være svært at fastholde overblikket. På det mere overordnede plan kunne man godt have ønsket sig en mere præcis diskussion af ansvarets fordeling mellem partiet Venstre i Danmark og selve landbrugssektorens uforholdsmæssige magtposition (som også er kendt fra andre lande, og som i øjeblikket synes på vej til endnu større gennemslagskraft på europæisk plan). Selvom man ikke skal nedtone partiets ansvar, vil problemet næppe blive løst af Venstres igangværende nedsmeltning: Kampen om at overtage dets politiske rolle som landbrugets beskytter over for natur- og miljøhensyn er godt i gang.
Der er også et endnu dybere niveau i ansvarsfordelingen: Vægten på markedshensyn og økonomisk vækst, som ofte har overtrumfet miljøhensyn, er heller ikke bundet alene til landbrugsinteresser – den har en bagmand i form af den kapitalistiske verdensøkonomi. Bogens titel kunne læses som om Venstre er den underliggende bagmand for hele miseren, men det er nok at tillægge partiet for stor en betydning for problemet. Disse faktorer betyder desuden at der bag politikerne ligger et ansvar hos vælgerne, der måske ikke alle er helt så villige til at ofre deres tilvante livsstil som det kan se ud hvis man gør politikerne til eneansvarlige for den manglende handling.
Disse forbehold skal dog ikke skygge for bogens imponerende fremstilling af det der er dens centrale anliggende: Den sørgelige historie om naturpolitikken i Danmark, trods alle hensigtserklæringerne.
Bogen er båret af retfærdig harme. Den er som helhed et kampskrift, ikke en egentlig analyse (selvom der er mange del-analyser undervejs). Den vil næppe have særlig appel til læsere der ikke på forhånd er velvilligt stemt over for bogens præmisser, især vigtigheden af at genoprette Danmarks natur. For dem der deler denne præmis, er bogen til gengæld en guldgrube med hensyn til konkret illustration af hvad der er gået galt i den politiske proces i Danmark, hvor partiet Venstre uimodsigeligt har haft en helt central rolle.
