Borgerting er ikke vejen frem, det er en blindgyde

Som medlem af Klimaborgertinget har jeg erfaret, at et borgerting ikke baner vejen for bedre politiske beslutninger, men nærmere er et bureaukrati, hvor udarbejdet viden forsvinder og originale ideer skæres væk

Af Egon Clausen, forfatter

Forbindelsen mellem borgerne og de valgte politikere fungerer ikke optimalt, og derfor bliver demokratiet sat på prøve.

De partiforeninger, der før holdt debatten vedlige, er svundet ind til små grupperinger, der kun overlever i kraft af offentlig støtte. Se Demokratikommissionens rapport 2020. Dertil kommer, at debatten på de sociale medier er præget af en aggressiv tone og dårligt sprog, der skræmmer mange væk.

Resultatet er, at afstanden mellem politikerne og folket vokser, og det plager naturligvis politikerne. Det burde også plage os som borgere, for hvis tilliden mellem politikere og vælgere visner bort, er vi alle ildestedt.

Som et svar på denne udfordring vælger nogle offentlige råd og nævn at oprette et borgerråd eller et borgerting: En borgerinddralgese betalt gennem vederlag, hvor borgere i fællesskab skal besvare nogle spørgsmål, og disse svar kan så fortolkes som udtryk for hele befolkningens mening.

Der findes endda firmaer, såsom “Teknologirådet” og “We do Democracy” der tilbyder demokrati som en vare. De kan lave en miniudgave af det folk, som politikerne gerne vil lytte til. Den slags bruges efterhånden mange steder.

”I det parlamentariske demokrati har de folkevalgte også et mandat og et ansvar, som de skal leve op til. I borgertinget har medlemmerne ikke et mandat og heller intet ansvar. De er valgt af et regneark og repræsenterer ingen. Det kan næppe kaldes demokrati”

Borgertinget er sat op på en piedestal

I 2020 vedtog Folketinget således, at der skulle oprettes et borgerting om klimaudfordringerne. En del danske kommuner har gjort det samme. I København har man spurgt et borgerting om holdningen til Lynetteholmen, og Gentofte kommune har haft et borgerråd til at svare på spørgsmål om klimaudfordringen. Jeg har været medlem af såvel Klimaministeriets borgerting som borgerrådet i Gentofte, og det følgende bygger på erfaringer herfra.

Oprettelsen af borgerråd bygger på en påstand om, at politikerne er døve, når det gælder almindelige mennesker. Politikerne vil hellere lytte til eksperter, som desværre er uden forståelse for almindelige menneskers liv og virke. De almindelige mennesker bliver overset af en magtfuldkommen elite, men nu er det på tide, at det jævne folk kommer til orde, for i dette folk finder man selve den snusfornuftige, jordbundne og sunde fornuft, der er baseret på erfaringer fra intet mindre end virkeligheden, og som derfor er helt uberørt af eksperternes højtflyvende viden.

Denne opfattelse er populær i vide kredse, men den er ikke desto mindre forkert. Som en bærende idé bag borgertingene har den da også mange negative konsekvenser.

Eksperter må ikke være med

Den første konsekvens er, at viden bliver til et problem.

Når borgertingets entrepenører, det være sig Teknologirådet eller We do Democracy, tilrettelægger borgertingets arbejde, forsøger de at undgå, at eksperter får indflydelse. Helst skal de slet ikke være med. Det kan dog ske, at enkelte personer med stor viden bliver medlem af et borgerråd, og for at begrænse deres indflydelse bruger man et system med lodtrækning før hvert møde, så ingen på forhånd kan vide, hvad han eller hun kommer til at beskæftige sig med. Det virker, også selv om det skaber stor frustration hos de pågældende.

I Klimaborgertinget var der således en mand, der var ekspert i trafikplanlægning. Desværre kunne han ikke komme til at bruge sin viden, for lodtrækningen placerede ham altid i grupper, hvor man talte om alt muligt andet end det, han havde forstand på. Da tilrettelæggerne blev bekendt med hans frustration over dette, lød deres kommentar, at hvis han virkelig havde så stor en viden, skulle han slet ikke have været medlem af borgertinget. Det endte da også med, at han trak sig ud af arbejdet, og borgertinget mistede derved adgang til en stor og relevant viden.

En anden konsekvens af borgertingenes funktion som et spejl af det jævne folk, viser sig i sproget. Et borgerting slutter altid med at udgive en rapport om dets arbejde. Et borgerting er kort sagt en organisation, der producerer tekster, og her viser det sig, at rapporterne fra forskellige kommuner har forbavsende mange sproglige træk til fælles.

Sproget flyder som en lind strøm ned over siderne, men virker dødt og kedeligt, fordi sproget skal være autentisk, det vil igen sige: uden eksperter.

I borgertinget er alle i princippet ens. Ingen kan mere end andre. Det gælder også, når der skal skrives tekster, og resultaterne er derefter. Alt bliver præsenteret i et upersonligt og gnidningsløst exceldansk, mens originale formuleringer forsvinder.

Udarbejdet viden forsvinder

På et af de første møder i Gentoftes borgerråd var der en masse sprudlende ideer.

En af dem var at gøre nogle af vejene i byens villakvarterer til bilfri samlingssteder for børn og voksne. Der skulle være gynger og klatrestativer, og der skulle være bålpladser og små scener til musik og teater. Denne idé blev skrevet ned på et stykke papir som gik videre til næste møde, hvor et nyt udvalg, der var sammensat ved hjælp af en ny lodtrækning, skulle viderebehandle forslaget.

Ingen i det nye udvalg havde været med til at drøfte den oprindelige idé, og de forstod ikke helt, hvad meningen var, så de beskar teksten, hvorefter denne ødelagte tekst gik videre til et tredje lodtrækningsbaseret udvalg der ikke anede, hvad meningen oprindeligt var, så det endte med et forslag om, at der skulle sættes flere bænke op på byens grønne pladser.

Sådan beskæres tekster og ideer i et borgerting, og den samme mekanisme fungerer også, når det gælder mere komplicerede emner som folk måske har brugt timer på at drøfte.

Resultatet er, at grundige overvejelser reduceres til ordinære formuleringer. Oparbejdet viden forsvinder. Originale ideer skæres væk, og gode sproglige vendinger bliver erstattet af et armodigt teknikersprog, hvor den ene idé kan være lige så god som den anden. Det kører som en maskine.

Ingen enkeltperson har siddet med et viskelæder og slettet uønskede sætninger. Ingen censor har siddet i et aflåst lokale og streget upassende ord ud. Det hele er foregået som en velmenende indsats af folk der mente, at de gjorde deres bedste.

Et borgerting er ikke et moderne demokrati

Den tredje konsekvens af borgertingenes virke er spredningen af en forkert opfattelse af, hvad demokrati er. Et borgerting beskrives ofte som en slags moderniseret demokrati, men det er en falsk varebetegnelse.

Det parlamentariske demokrati handler om at forvalte magt på en fredelig måde. Det er også god metode til at pege på væsentlige konflikter i samfundet. At løse dem sker gennem politiske processer.

Et borgerting giver ingen mulighed for at bedrive politik. I stedet for konflikter handler det om en slags harmoni, så særinteresser og politiske diskussioner ikke er velsete.

I det parlamentariske demokrati har de folkevalgte også et mandat og et ansvar, som de skal leve op til. I borgertinget har medlemmerne ikke et mandat og heller intet ansvar. De er valgt af et regneark og repræsenterer ingen. Det kan næppe kaldes demokrati.

Når alt dette er sagt, skal det tilføjes, at det da er en god idé at spørge folk om væsentlige problemstillinger, men det danske folk er ikke et offer for en elite af tonedøve og magtglade politikere. Det danske folk er selvgående, veluddannet og vidende. Det bør være udgangspunktet for genetableringen af en levende vekselvirkning mellem borgere og politikere.

Bannerbillede: Frihedsgudinden vogter demokratiet ved indsejlingen til New York. Foto: Piqsels