Fordi dens nektar er alkoholholdig, flyver besøgende hvepse mere slingrende op i blomsten, og det øger chancen for, at den herved ramler hovedet ind i de gule støvkøller, som sidder lige over ”bardisken”. Så kommer hvepsen afsted med et par fluffy horn i panden og højt humør og afleverer uforvarende noget støv i støvfanget til den næste blomster. Det er naturens pubcrawl for hvepse, der besøger Skov-hullæbe i disse uger
For de fleste mennesker signalerer navnet orkidé noget prangende, sjældent og eksotisk. Men støder man på en orkidé i den danske natur, bliver man sjældent blæst omkuld. Tværtimod – de fleste af landets knap 50 arter orkidéer er ofte svære at få øje på. Men langt de fleste er sjældne, hvad der jo i sig selv er spændende nok. Kun nogle få kan kaldes almindelige og til dem hører Skov-hullæbe.
Mange steder i løvskov, typisk langs skovveje, er Skov-hullæbe fremme nu og er netop begyndt at blomstre. Skov-hullæben kan også findes i parker, under hække i villakvarterer, på kirkegårde, i havernes staudebede og græsplæner, der ikke bliver slået ustandselig. Sågar i juletræsplantager kan den forekomme – det siges, at den kan tåle Round-Up.
Skov-hullæber vokser mange steder. På trods af dens ofte anseelige højde går planten let i ét med høje græsser og alt det øvrige grønne i dens omgivelser. Spredt på den slanke stængels nedre halvdel sidder ægformede og buestrengede blade, og øverst sidder de mange blomster i et tyndt, langstrakt aks. Blomsterne er små og i knop grønne som den øvrige plante. Også udsprunget syner blomsterne fortsat overvejende grønlige, men afslører lidt lyserødt, hvidt og gult i midten, når man ellers får pudset brillerne. Men skov-hullæben er eksotisk, som alle andre orkidéer, hvad i særlig grad angår bestøvningsbiologien.
Hvepse med en kæp i øret
Det er den gamle historie med bien og blomsten, men her i avanceret udgave: Det inderste af blomstens læbe, det lyserøde kronblad, som vender nedad, er skålformet – deraf navnet hullæbe. Skålen indeholder nektar, som tiltrækker forskellige arter hvepse. Fordi nektaren er alkoholholdig, flyver hvepsen mere slingrende op end den kom ned. Det øger chancen for, at den herved ramler hovedet ind i de gule, klæbrige såkaldte støvkøller, som sidder lige over ”bardisken”. Så kommer hvepsen afsted med gule, fluffy horn i panden og højt humør og afleverer uforvarende noget støv i støvfanget ved næste blomsterbesøg. Det er naturens pub-crawl for hvepse.
Senere hen vil skov-hullæbens modne frøkapsler sprække, og myriader af mikroskopiske frø blæse med vinden ud i den store verden, som var det pollen. Men kun forsvindende få frø kommer til at slå rod nye steder, da de ikke kan spire uden tilstedeværelsen af ganske bestemte svampearter i jorden, som kan agere fødselshjælpere for det lille frø. Det er så en anden eksotisk historie – fælles også for de fleste orkidéer.
Nok se, men ikke røre
Med til denne historie hører til gengæld, at alle danske orkidéer er fredede ved lov, selv også de få mere almindelige, som f.eks. skov-hullæbe. De må altså hverken plukkes, opgraves eller på anden måde forulempes. Nok se og undres, men ikke røre – så derfor: Lad skov-hullæben stå i græsplænen, som havens eksotiske indslag – og vær i stedet med på en kigger, når hvepsene drikker af hullæbens stærke dråber.
Bannerbillede: Hvepsen lader sig lokke af den alkoholholdige nektar. Foto: Nathan Langer/Unsplash
