Denne artikel af Kjeld Hansen, gårdejer og journalist, bygger på bogen “Farvel til dansk landbrug”, der udkom på Gads Forlag 11. november 2019. I bogen er der anført kildehenvisninger til alle væsentlige tal og statistikker. Artiklen har været bragt som kronik i dagbladet Politiken.
Der findes næppe noget land på kloden, der ikke har et landbrug, men blandt alverdens nationer indtager Danmark en særstilling. Hos os er det landbruget, der har et helt land. Vi har overladt ansvaret for to tredjedele af det yndige land til færre end 35.000 jordejere.
Eller sagt på en anden måde: 0,6 procent af den danske befolkning har hals og håndsret over 62 procent af landet.
Den kendsgerning finder jeg værd at fremføre.
Læg dertil, at disse jordejere har skabt verdens hårdest opdyrkede land, men uden tilnærmelsesvist at levere en samfundsmæssig gevinst der står mål med privilegierne.
I dag er det kun 1,2 pct. af samfundets værditilvækst – det vi kalder bruttofaktorindkomsten – der kommer fra landbruget. I 1980 bidrog erhvervet med fem procent. Siden finanskrisen er det danske bruttonationalprodukt steget med 10 procent, og i forhold til det betyder landbrugets 1,2 procent kun lidt for den danske økonomi. Det har vi Nationalbankens ord for.
Det finder jeg ganske provokerende.
Så er der ganske vist de 92 mia. kroner, som danske landbrugsvarer henter hjem på eksporten. Imponerende, ikke? Kun hvis man lukker øjnene for, hvad vi kunne tjene, hvis dansk landbrug var på omgangshøjde med andre nationer.
I Holland dyrker de et landbrugsareal, der er mindre end det danske, men de hollandske agroproducenter henter årligt imponerende 696 mia. kroner hjem (2018). Altså syv og en halv gange mere end os, men på et mindre areal – og efter at de har mættet deres egen befolkning på 17 mio. mennesker.
Det misforhold finder jeg tankevækkende. Alligevel fastholder vi stædigt denne skæbnesvangre strukturudvikling.
Hvad ville der egentlig ske, hvis dansk landbrug ved et trylleslag ophørte med at producere fødevarer den dag i morgen? Intet.
Jamen, hvad skulle vi leve af? Af importerede fødevarer? Ja, det gør vi allerede i stort omfang, og for næsten alle produkter ville det være billigere for forbrugerne.
Vi spiser spansk inspireret paté med peberfrugter fra Belgien, rødt oksekød fra Brasilien, kyllinger fra Litauen, solmodne tomater fra Spanien, oste fra Frankrig og svinekød i alverdens udskæringer fra Polen. Faktisk importerer Danmark (2017) hele 23.000 tons svinekødsprodukter fra Polen, mens dansk bacon fra danske Tulip produceres i Tyskland.
Forklaringen er selvfølgelig, at prisen er kongen i supermarkedet.
Paradokset burde være åbenlyst for enhver. Landbrugslandet Danmark har de dyreste fødevarer i EU med et prisniveau på hele 42 pct. over EU-gennemsnittet. Derefter kommer Sverige, Østrig, Finland, Irland og Luxembourg, som alle ligger mellem 18 og 25 pct. over EU-gennemsnittet. De laveste fødevarepriser findes i Polen, som har et prisniveau 39 pct. under EU-gennemsnittet.
Men hvad så med den globale befolkningstilvækst? Kommer de nye milliarder af verdensborgere ikke til at gå sultne i seng, hvis dansk landbrug slukker og lukker? Nej. Det er kun i reklamefilms, at danske landbrugsvarer mætter andre befolkningsgrupper end velnærede velhavere i vores industrialiserede nabolande som Tyskland, Sverige og England. Langt størstedelen af eksporten går til de europæiske lande, mens Kina, Norge, USA og Japan er de store eksportmarkeder uden for EU.
Screendumps fra reklamefilmen “Noget af det bedste i verden”.
Den barske kendsgerning er, at dansk landbrug reelt intet betyder i den store verdens madhusholdning. Uanset hvor mange reklamemillioner landbrugslobbyisterne investerer i tv-spots, der dramatiserer en stor global fortælling, så har dansk landbrugsproduktion kun betydning for danske landmænd og for danskerne og deres natur. Stort set.
Det siger næsten sig selv, at sådan må det være. Alene ud fra vores produktionsarealers yderst beskedne størrelse er det indlysende, at vi hurtigt må komme til kort i det globale fødevareræs. Denne påstand vil blive bekræftet, hvis man et øjeblik studerer de nøgne produktionstal. Lad os gøre det.
Korn, det dyrker vi på lidt over halvdelen af de danske marker, der beslaglægger to tredjedele af nationens areal. I et rimeligt normalt år løber høsten op i 9-10 mio. tons. En pæn stor dynge og isoleret set kan den virke vildt imponerende, indtil man sætter den danske høst i forhold til den globale produktion på 2.604 mio. tons. Der præsterer vi så blot 0,38 pct.
Ovenikøbet fyldes hovedparten af den danske kornhøst i svinene, så det reelle bidrag til at dække den globale efterspørgsel på planteprotein er ikke-eksisterende. Tværtimod. Oveni det danske kornbjerg skal der lægges en årlig proteinimport på 1,6-1,8 mio. tons soja for at dække foderbehovet hos danske svin og kvæg. Uden hjælp fra de store sojafarme i Argentina og Brasilien ville dansk landbrug være ilde stedt.
Den danske tænketank Concito har påvist, at den danske import af soja har betydelige negative klima- og miljøeffekter. Efterspørgslen på foderproteiner presser til stadighed naturområder og biodiversitet i især Sydamerika og medfører en betydelig udledning af drivhusgasser. Concito skønner, at dansk landbrugs import forårsager et udslip af ca. seks mio. tons CO2 om året. Det svarer til over 80 pct. af udledningen fra samtlige danske personbiler.
Samme historie kan fortælles om mælk. År for år lykkes det mælkeproducenterne at malke større mængder mælk ud af deres stadig færre køer, så takket være nogle af verdens mest effektive landmænd – og sojaimporten fra Sydamerika – er der sket et produktionsspring fra lidt mere end 7000 kilo om året i 2001 til mere end 10.000 kilo i dag i gennemsnit pr. ko. Det giver en årlig mængde på 5,48 millioner tons.
Imponerende, ja, men i global sammenhæng er det blot en dråbe i verdenshavet af mælk. Alene i EU produceres der årligt 154,8 mio. tons, altså præcis 28 gange den danske præstation. Globalt produceres der 674,5 mio. tons mælk om året. Heraf udgør den danske andel blot 0,81 pct.
Eller tag slagtekyllinger. Vi producerer 148.000 tons årligt, men i EU er produktionen 15.200.000 tons. Vi står altså for knap 1 pct. eller 25 kilo pr. dansker. Det rækker bare kun lige til vores eget forbrug, men da vi har en stor eksport af salmonellafrie kyllinger, må vi importere betydelige mængder fjerkræ for at tilfredsstille den indenlandske efterspørgsel. Verdensproduktionen ligger på 118.080.000 tons, så det danske bidrag udgør blot 0,13 pct.
Endelig er der dansk landbrugs store flagskib, svineproduktionen.
Danmark er det mest svinetætte land i verden, forstået på den måde at ingen anden nation accepterer så stor en svineindustri som vi, men selv om mange synes, det er for meget, batter de danske svin ikke alverden globalt. Selvom vi har en svinebestand, der tæller mere end dobbelt så mange dyr, som vi er danskere, er 12-13 mio. svin for intet at regne mod verdensbestandens 794 mio. svin. Vi huser altså blot 1,6 pct. af verdens svin.
I EU-sammenhæng er vi den 5. største svinenation efter Tyskland, Spanien, Frankrig og Polen. Vi producerer 6,45 pct. af fællesskabets svinekød og eksporterer 1.517.000 tons årligt, men det bliver alligevel kun til 1,4 pct. af de 105.996.000 tons, som verdens svineproducenter eksporterede i 2017.
Hov – hov vil nogen måske protestere – vi producerer i teorien immervæk vegetabilske produkter nok til at mætte 20 mio. mennesker, selvom vi kun selv er 5,86 mio. danskere.
Den protest er ikke helt forkert, bortset fra at vi putter plantemaden i de mange millioner af svin, men lad os et øjeblik antage, at hele høsten skulle gå direkte til menneskeføde. Så skal det atter gøres lidt talgymnastik. Facit? Mad til 20 mio. mennesker fylder kun et lillebitte hjørne på verdens middagsborde. Sættes den globale befolkning til 7,6 mia., så bidrager danske landmænd altså blot med ”mad” til 0,26 pct.
Retfærdigvis er der et produkt tilbage, hvor vi er med i den globale elite. Til gengæld er produktet aldeles uspiseligt, og mange kvier sig ved at kalde det et landbrugsprodukt overhovedet.
Det er minkskind. I 2013 havde minkindustriens danske auktionshus Kopenhagen Fur en omsætning på 13,3 mia. kr., der helt overvejende stammede fra eksport til Hongkong/Kina, men i dag er værdien af den danske minkeksport faldet til 5,5 mia. kr. Global overproduktion har fået priserne til at styrtdykke til et niveau, hvor ingen længere tjener penge.
Prognosen for den globale produktion i 2019 siger 60 mio. skind, og heraf forventes de 1.500 danske minkavlere at levere 16 mio. Vi bidrager altså til det globale ”forfængelighedens bål” med 27 pct. Det gør Danmark til verdensmestre, men i en disciplin som mange foragter, og flere tager direkte afstand fra.
Senest har den norske regering i januar 2018 besluttet at udfase landets minkproduktion, der engang var den største i verden. Ifølge interesseorganisationen furfreealliance.com er der allerede indført eller besluttet forbud i 11 europæiske lande.
Allersidst – men aldeles ikke mindst – er der grund til at aflevere en meget stor buket rosende ord til de verdensmestre i dansk landbrug, der faktisk findes. Danmark er de suveræne verdensmestre, når det gælder både produktion og forbrug af økologiske produkter.
Og roserne bør deles med det hastigt voksende segment blandt danske forbrugere, der stiller krav til landbruget om at dyrke jorden uden sprøjtegifte og opdrætte husdyrene uden medicin. Også detailhandlen, der villigt leverer de efterspurgte produkter i stærk indbyrdes priskonkurrence, bør roses.
Intet andet land i verden kan fremvise så store nøgletal for forbrug og produktion af økologiske landbrugsprodukter som Danmark. I 2017 lå den økologiske andel af det samlede fødevaresalg i Danmark på 13,3 pct. som det største globalt set. Sverige og Schweiz fulgte i Danmarks fodspor med henholdsvis 9,1 og 9,0 pct.
Samme år blev der eksporteret økologiske oste, æg, skinker, gulerødder og andre danske økovarer for knap tre mia. kr. Det var en fremgang på hele 21 pct. på ét år. Dermed var den danske økoeksport næsten fordoblet på fire år.
I 2018 nåede antallet af økologiske jordbrug op på 3.794 bedrifter eller 9,8 pct. af de 38.618 bedrifter i alt i landet, altså en ud af hver ti danske landmænd var nu økologer.
Det økologiske produktionsareal i 2018 omfattede 279.299 hektar og udgjorde dermed 10,5 pct. af det totale produktionsareal i Danmark. Her ligger vi også i den høje ende, men overgås dog markant af lande som Liechtenstein (37,9 pct.), Samoa (37,6 pct.), Østrig (24 pct.) og Sverige (14 pct.). I fjorten lande verden over dyrkes 10 pct. eller mere af landbrugsarealet nu økologisk.
Bortset fra minkskind og økovarer betyder dansk landbrug altså ikke en døjt i den globale sammenhæng. Ingen ville gå sultne i seng, hvis dansk landbrug ophørte den dag i morgen, allerhøjst ville nogle millioner sove ind en smule mindre overmætte.
Uanset hvor mange millioner af kroner, der investeres i forførende tv-reklamer om verdens bedste fødevarer, så betyder danske fødevarer altså intet i det store billede. Uanset om der sælges lidt Danbo ost i New York, en smule grøn salat i Italien eller første klasses dansk svinekød på restauranter i Tokyo, så ville det næppe udløse noget større savn, om de danske leverancer udeblev.
Det er sagt gang på gang, men alligevel konfronteres vi igen og igen med disse vrangforestillinger om et erhverv, der er mere betydningsfuldt og med større evner, end der er belæg for i virkeligheden. Indimellem kan det grænse til et storhedsvanvid, hvor alle proportioner forvrides og den sunde fornuft sættes ud af spil, når erhvervets lobbyister og politiske venner opfinder alle mulige miljømæssige og moralske forklaringer på dansk landbrugs globale overlegenhed.
Hele denne opgejlede retorik stammer fra reklamefolkene i Landbrug & Fødevarer på Axelborg. Læs her, hvad de mener om sig selv og dansk landbrugs rolle i den store verden:
”Vi kan ikke selv producere al den mad, som Jordens befolkning efterspørger. Derfor vil vi også dele ud af vores viden for derigennem at gøre den globale fødevareproduktion mere effektiv og bæredygtig.”
Samme argumentation anvendte daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen i august 2008, da hun lancerede sin Grøn Vækst-plan. Kjer Hansen sagde dengang: ”Vækst i landbruget er også en forudsætning for at kunne håndtere den ’fødevarekrise’, som i det seneste års tid har ført til stærkt stigende priser på madvarer. Dansk landbrug producerer også til et internationalt marked. De fødevarer, vi kan bidrage med, er også et skridt på vejen til at mindske sult og nød i verden.”
”Sult og nød” i hvilken verden? Ikke i de lande, som udgør dansk landbrugs eksportmarkeder.
Skal verdens befolkning have sund mad, uden at vi ødelægger miljø, klima eller Jordens liv, har vi derimod pligt til radikalt at ændre landbrug og madvaner. Både klimaet og verdensbefolkningen ville have langt større fordel af en ren vegetabilsk kost end fortsat animalsk produktion, som helt seriøst foreslået af den respekterede The EAT–Lancet Commission on Healthy Diets i januar 2019.
Vi behøver dog ikke blive vegetarer allesammen, for der findes jo masser af mad i verden. Der bliver bare ikke spist op. Potentialet i at reducere madspild er langt større og meget mere bæredygtigt end at udvide produktionen, ifølge FN-organisationen FAO.
Madspildet i de industrialiserede lande (food waste) ligger på ca. 40 pct. og er ligeså højt som madspildet i udviklingslandene (food losses) som er på ca. 40 pct. – men de to typer madspild forekommer to forskellige steder. I de industrialiserede lande sker madspildet primært i detailhandlen og hos forbrugerne, mens madspildet i udviklingslandene finder sted ude på markerne, i produktionen og under forarbejdningen på grund af manglende infrastruktur.
Alene i Danmark kasserer husholdningerne årligt 260.000 ton mad, der kunne være spist. Samlet smider vi i Danmark hvert år over 700.000 ton mad ud, hvor spildet fra primærproduktionen udgør 100.000 ton, mens fødevareindustrien står for et årligt madspild på 133.000 ton. Resten fordeler sig på servicesektoren, detailhandlen, hoteller og restauranter samt institutioner og storkøkkener.
Økonomisk koster madspild danskerne 13,5 milliarder kroner om året inkl. moms og afgifter, mener Landbrug & Fødevarer. Her er der store penge at spare og gratis klimagevinster at score, samtidig med at der kan frigøres større landarealer til mere natur til glæde for befolkningen. Er det ikke den vej, det danske samfund bør bevæge sige i stedet for at fortsætte med den elendige forretning, der hedder dansk landbrug?
Gad vide hvornår de danske medier begynder rigtigt at afsløre de løgnagtige landbrugsorganisationer.
@ René Dahl, de danske medier er bovlamme i forhold til kritik af landbruget, af den simple grund, at en kritik af dansk landbrug nødvendigvis må omfatte de mange støtteordninger og subsidier, som landbruget har fået raget til sig, og da de danske medier selv er modtager af en hel masse støtteordninger, så holder de lav profil ud fra den gamle regel om, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus.
Utroligt at det kan fortsætte. Det er landbruget og politikernes kamp mod folket.
Talgymnastik er og bliver talgymnastik! Dansk produktion i forhold til verdensproduktion, gør selvfølgelig dansk produktion ubetydelig. Ligesom mine 20.000 km unødvendig kørsel, i forhold til hele verdens kørte km. Dum argumentation. Ligeså med sammenligningen med hollandsk landbrug/tremme-kalveproduktion/svineopdræt i mørke stalde (så grisene ikke spilder energi på at bevæge sig)!
Jeg tror, at man skal tage en anden vinkel. Vi skal varetage de 600 – 700 000 mennesker der bor på landets interesser. Der er kun 7 – 9000 aktive store bedrifter og måske 2500 – 3000 har det rigtigt godt økonomisk. Skal 1 – 2 % dominere de 100 %, men lugtgener, lavere huspriser, ejendomskatter mm. til følge.
Danmark er et smukt land med meget lidt natur. Vi vil kunne få meget mere natur og meget mere positiv turisme, indlandsk og udenlandsk. Vi skal passe på natur, biodivesitet, grundvand. Ressourcer med en stor værdi på mange måde. Også økonomisk.
Der er en stor økonomisk risiko ved landbruget, der ofte afhænger kraftigt af et enkelt eller to “produkter” og verdensmarkedspriserne.
Jorden er kommet tilbage på få hænder og oftere udenlanske hænder. Ikke at det er så meget værre.
Landbrugest økonomiske formåen skal ikke rodes ind i fødevareklyngen som sådan. Det er bare PR. Det er ikke Carsberg der er problemet i denne sammenhæng. Det er primært svineproduktionen. Og her skal man ikke være et stort geni for at komme frem til, at 30 mio. grise a 7-900 kr. stykket ved 10 kr. / kilo = ca 25 – 30 millarder (OMSÆTNING). Det er et meget lille forretning, der svarer til 4 måneders omsætning i Vestas alene. Det er ikke det vi skal leve af.
Og Carlsberg, Arla mmmm. laver fortsat deres produkter, hvis vi reducerer svineproduktionen til 1/10, hvad der sikkert svarer til vores eget forbrug. Og mon ikke et forholdsvist entrepenant folkefærd som danskerne kunne finde på noget andet at bruge jorden til, der vil give et udbytte.
Hvem skal så lave maden. Det er sådan noget de kan finde på at sige. Forsøg viser, at man på 300 m2 jord kan forsyne en familie med vegatabilsk kost. Eller 30 familier pr. hektar. Vi har ca. 2.5 millioner dyrket areal i Danmark, så mon ikke vi finder ud af at holde os kørende med ernæring. Og ellers, så kan man jo købe noget udefra, hvis der er andre der er bedre til den slags.
Her roder vi os ind i den private ejensomsret og retten til at drive frit erhverv. Men jeg synes, at man skal holde fast i, at den enes frihed er den andens begrænsning i denne sammenhæng. Når en landmand må udlede ammuniaklugte fra sin stald, så er det et naturligt forhold, at naboerne ikke på samme til kan have ret til god lugt på terrassen. Her bør vi varetage de manges interesser mod de få.
Som uddannet landmand og har arbejdet i landbruget i mange år har jeg i flere år gået og tænkt på om det er værd at drive landbrug i Danmark. Mit største ønske er at blive selvstændig landmand og har også rodet med flere ejendomme men jeg har ikke været i stand til at købe da det er en meget dårlig forretning som bankerne løber skrigende væk fra. Jeg har tidligere arbejdet på nogle farme i usa og Australien så jeg prøver at sammenligne os med dem.
Lad os se på jorden i Danmark koster jorden i gennemsnit 120000 pr hektar hvor man i Australien og USA kan købe god jord til 12000 pr hektar så i Danmark kan man aldrig betale jorden af ved at avle hvede hvilket er muligt i usa og Australien så har vi også et problem med geografien i Danmark. Danmark er et lille land med en stor befolkning så lige gyldigt hvor man er er der aldrig mere end nogle få km til nærmeste by der er aldrig langt til beskyttet natur og vandmiljø hvilket gør det umuligt at drive jordbrug lige så effektivt som i usa og Australien hvor der er store landbrugs områder med lille befolkningen og ofte langt til nærmeste storby man kan bare se på markernes størelse i Danmark er en mark i gennemsnit 10 hektar i Australien er den i gennemsnit på 70 hektar.
Så har Vi husdyr produktionen i Danmark skal man have div godkendelser Milijø godkendelse, veterinær godkendelse og godkendelse af produktionsanlæget i usa og Australien ja der knalder man bare noget op så billigt som muligt og starter sin produktion de fleste steder er der ingen bygge koder som skal overholdes og der er heller ingen regler om miljø og dyrevelfærd.
Så har Vi vores bureaukrati i Danmark skal alt der foregår i husdyrproduktionen indberettes til chr registeret der skal laves gødnings og markplan også er der alt det rod med at søge eu støtte og efterafgrøder som er ved at give de fleste landmænd og konsulenter grå hår for ikke at snakke om vores skatte system og alt det bøvl der er med at have ansatte hvad angår APV, feriepenge, forsikringer, og pensioner. I USA og Australien der skal man bare have et CVR nr, et besætnings nummer som dyrene skal bære når de forlader besætningen. Deres skattesystem er som vores var i 1960erne og lønudbetaling foregår enten med en bankoverførsel eller en check.
Så kan vi prøve at se på effektiviteten i Danmark skal der være mindst 3 fuldtidsstillinger inclusiv ejer til at passe et landbrug med 200 køer og 200hektar eller 500 grisesøer og 200 hektar og der skal løbes stærkt. Jeg var ansat på en farm i Australien med 4000 hektar med planteavl og 10000 får og vi var 4 folk inclusiv ejer og det var aldrig lige så intens som daglig dagen på et dansk landbrug foreksepel arbejde vi kun i weekenden når der skulle høstes eller såes.
Så har vi økonomien en dansk landmand har en normal gæld på 20.000.000 på en ejendom med 200 køer og 200 hektar en australsk landmand har en normal gæld på 12.000.000 på en ejendom på 3000 hektar og en amrikansk landmand har den samme gæld som den australske på ca 2000 hektar. priserne på avlen er ca den samme over hele verden dog har amerikanerne og australierne ca det halve udbytte som den danske da de bla er bagefter teknologisk og jorden er også mindre frugtbar men deres omkostninger er også betydligt laver end vores da de for det første ikke er så presset til at gå efter et højt udbytte da banken ikke står og banker på døren og skatte trykket er og betydligt laver hvilket gør lønninger metrialer og energi billigere. I Danmark betaler vi en af verdens højeste skatter på 85 % vis man tager moms og div afgifter med. I Australien er det ca 35% og i usa ca 25% så vil nogle sige at de ikke har nogen velfærd i de lande men det er ikke sandt både usa og Australien har en bedre kernevelfærd end Danmark hvilket kommer fra en der har boet og arbejdet der Den danske stat har fået det problem at den er blevet for stor og magtfuld og derfor har ført en politik der er en dødsspiral for det private erhvervsliv høj skat føre til dårlige konkurrence vilkår de første der mærkede det var de tunge industrier så de små fiskere og nu de danske landmænd. For hver stilling der forsvinder i det private erhverv er staten nødt til at skabe en det føre til mere bureaukrati som føre til højre skatter som føre til dårligere konkurrence for Danmark
Så hvad jeg kan konstatere er at dansk landbrug er en dødsspiral men hele Danmark er en dødsspiral vis dansk landbrug forsvandt vil det føre til en økonomisk krise for en ting er de 70 miliarder og dem der er direkte ansat direkte i landbruget men hvad med alle dem der er indirekte beskæftiget med landbruget vis landbruget forsvandt vil jeg gætte på 25% arbejdsløshed. Tiden og konkurrencen er løbet fra dansk landbrug og vis der kunne findes arbejdspladser til alle dem der får deres levebrød fra landbruget direkte og indirekte var vi nok bedre af at afvikle det
Vedrørende det danske sundhedsvæsen så er det ikke så godt som det bliver rost for det ligger kun lige pladsen over Marokkos og vis man bliver syg i usa vil man blive behandlet uanset om man har forsikring eller ej kan man ikke betale regningen for behandlingen bliver den sendt til staten lægerne i usa lader ikke nogle dø vis de Kan redes.
Pingback: Holland vil sænke landbrugsdyr med 30 procent, Belgien følger trop – hvornår vil Danmark også tage ansvar for natur og klima? | Gylle.dk
Tak for artiklen. Vi skal virkelig investere mere i landbrugsvirksomhed og se efter nogle metoder til at gøre det bedre. Vores mad er meget dyr sammenlignet med andre europæiske lande.