Kroniken i Politiken 30. juli 2018 var skrevet af to politikere, der giver en forbilledlig introduktion til forståelsen af kemilandbrugets ødelæggende virkninger på biodiversiteten og den politiske træskhed, når det gælder om at sikre almenvellets klare interesser. De to politikere er Søren Egge Rasmussen, der er uddannet økologisk landmand og medlem af Folketinget for Enhedslisten, hvor han er partiets landbrugs- og fødevarerordfører, og Jonas Paludan, der er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse og har repræsenteret Enhedslisten i Roskilde Byråd i perioden 2011-17. Han var formand for kommunens klima- og miljøudvalg i perioden 2014-17.
Her bringer vi indledningen på kroniken:
Husk navnet: Neonikotinoider. Det er det stof, der dræber bierne. Hvorfor i alverden bliver det ikke forbudt?
De fleste har aldrig hørt om neonikotinoider. Det er en fejl. Det er et dødsensfarligt stof, der dræber bierne, og som burde forbydes med det samme.
Spørger vi en tilfældig dansker, hvordan det med bier og blomster hænger sammen, vil vi formentlig få at vide, at det handler om bestøvning. Hvis vi spørger samme dansker, hvad neonikotinoider er for en størrelse, vil pågældende formentlig blive lidt flakkende i blikket.
Det er ikke så underligt, for neonikotinoider er et pesticid, som benyttes i det konventionelle landbrug, og som indtil for nylig ikke har haft meget opmærksomhed omkring sig, men som nu trækkes ind i rampelyset grundet dets negative indvirkning på bestøverne.
I lyset af biernes klare tilbagegang i Europa og den voksende dokumentation for insektgiftens skadelige virkning på bier indførte EU allerede i 2013 et forbud mod tre neonikotinoidprodukter markedsført af kemikaliefabrikanterne Bayer og Syngenta. EU-forbuddet kunne dog omgås af medlemslande, hvis der i nødsituationer ikke er alternativer til de nævnte midler.
Sidstnævnte har Danmark benyttet sig af, og Danmark har givet sig selv dispensation fra forbuddet, med henvisning til at de danske doser er lavere end dem, der bruges i andre EU-lande. Midlerne bruges således fortsat i Danmark og i ganske væsentligt omfang, idet rapsmarker udgør ca. 7 pct. af landbrugsarealet, ligesom kartofler i dele af Danmark dyrkes meget koncentreret.
I april i år vedtog EU en stramning af det eksisterende forbud, så det i praksis bliver forbudt at anvende neonikotinoider andre steder end i lukkede kredsløb i drivhuse. En stramning, som Danmark desværre stemte imod. For at gøre slemt værre er der mulighed for, at den ansvarlige minister kan dispensere fra brugen af giftstofferne – hvilket kan underminere intentionen med forbuddet.
Men hvorfor er neonikotinoiderne så farlige, at de bør forbydes? Denne Kronik giver svaret, men vi er nødt til at starte et helt andet sted. Vi begynder med blomsterne og bierne.
Honningbier og humlebier adskiller sig på mange måder markant fra de øvrige bier. Størstedelen af bierne er såkaldt solitære insekter, hvilket betyder, at de lever alene, mens honningbier og humlebier levet i meget komplekse samfund med én dronning og (i honningbiens tilfælde) tusindvis af arbejdere. De er såkaldt eusociale insekter.
Uanset om det er solitære eller sociale insekter, vi taler om, spiller de en meget væsentlig rolle her på Jorden – ikke mindst for os mennesker. Det æble, du satte tænderne i til frokost, er engang blevet besøgt af en bi eller en anden bestøver.
De grøntsager, som de danske sundhedsmyndigheder opfordrer os til at spise flere af, har behov for at blive bestøvet for at blive til den lækre salat bestående af tomat, courgetter og artiskok sammen med utallige andre grøntsager og frugter, som vi mere eller mindre tager for givet.
Her er der grund til at være på vagt, for bierne står over for en række trusler, som alle har det tilfælles, at de er menneskeskabte.
Hvis man lukker øjnene og forstiller sig et dansk sommerlandskab, vil billedet på nethinden formentlig være en bølgede kornmark eller en rapsmark i fuld blomst. Det er ikke så underligt, eftersom Danmark er det mest intensivt dyrkede landbrugsland i hele Europa, hvor ikke mindre end 62 procent af arealet er landbrugsjord. Når land lægges under plov, forsvinder de naturlige redesteder, habitater og fødegrundlag, som bierne og de øvrige bestøvere er afhængige af.
Tag en rapsmark som eksempel. I den korte blomstringsperiode, hvor de smukke gule blomster folder sig ud i fuldt flor, kan bierne finde rigeligt med føde, men hvad sker der bagefter? Når rapsen er afblomstret, er der intet tilbage. Intet ud over en død og gold ødemark, hvor intet levende kan trives.
(forts.)
Læs hele kroniken.
