Den danske pelsindustri bruger i disse dage en god del af formuen på at indrykke den såkaldte ‘ Pelsavis’ i landets største dagblade. Avisen er reelt annoncer, der skal forestille journalistisk indhold, fordelt på to avissider. Men der er langtfra tale om journalistik. Helt ensidigt opsøges og gengives kun unuanceret ros til pelsindustrien. Pelsavisen er lavet, fordi den kritiske journaliststand ifølge pelsbranchen ikke gør deres arbejde godt nok. Der ønskes åbenbart kun medvind på cykelstien, og enhver form for kritisk fokus på denne milliardindustri og ikke mindst kritik af den meget ringe dyrevelfærd er uvelkommen.
Det skriver direktør Britta Riis og dyrlæge, ph.d. Birgitte Damm, Dyrenes Beskyttelse i Politiken 25. januar 2016.
Med alle midler bekæmpes debatten, sideløbende med en iøjnefaldende mangel på vilje til at lade de enorme avancer på pels komme dyrene til gode. Mink er aktive rovdyr, der er udviklet til at leve alene og slås for deres territorier. I stedet for at tage hensyn til dyrenes naturlige behov har den danske pelsindustri valgt stik modsatte retning: Flere og flere mink stuves sammen i de små trådbure med mere aggression, flere bid og sår og flere døde dyr til følge.
Det er dog forståeligt, at branchen frygter for fremtiden. I flere og flere lande vinder dyreetikken, og pelsavl forbydes.
Det gælder for f. eks. England, Østrig og Holland. I Danmark har vi forbudt hold af ræve. Det næste må selvfølgelig være et forbud mod hold af de territoriale, solitære mink i små trådbure.
Gylle.dk har læst den pågældende reklamepublikation, og her er et uddrag af den rosende reklametekst, som Fødevarestyrelsens veterinærdirektør Per Henriksen leverer i minkbranchens avis:
Per Henriksen, du er veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen. Er jeres kontrol tilstrækkelig?
Ja, vi prioriterer vores kontrol, hvor der er behov for det, både hvad angår dyrearter og områder.
Mener I, at I får et retvisende og dækkende billede af forholdene på de danske minkfarme ved det omfang, kontrollen har?
Ja, det synes vi. Ud over den ordinære kontrol gennemfører Fødevarestyrelsen særlige kontrolkampagner for alle husdyr med fokus på områder, hvor der vurderes at være ekstra behov for opmærksomhed. Bl.a. gennemførte Fødevarestyrelsen i 2011 og 2012 kampagner vedr. håndtering af syge og tilskadekomne mink. Og i år gennemfører Fødevarestyrelsen en kampagne bl.a. med fokus på overholdelse af arealkrav for mink. Fødevarestyrelsen vurderer også, at pelsdyrbranchen i Danmark selv har gjort en væsentlig indsats for at komme de ”brodne kar” i branchen til livs.
Pingback: Minkfolk misbruger veterinærdirektør | Gylle.dk