Dansk landbrugs sande tilstand med muligheder

På opfordring fra redaktionen har Steen Ole Rasmussen, Odense, skrevet dette tankevækkende essay. God læselyst!

Dansk landbrug forvalter ca. 60% af nationens landområde, og de 10 000 000 000 kr., som erhvervet gennemsnitligt har modtaget i årlig offentlig støtte fra 2012 til 16, udgør broderparten af erhvervets driftsresultat i perioden.

Det viser tallene fra statistikbanken, som ikke tager højde for indeværende års katastrofale høst, der igen skal ses på baggrund af en pågående globale klimakrise, som erhvervet forværrer med sit forsøg på at overleve på “markedets” betingelser.

En ting er de tilsigtede mål med bedriften, der eksplicit handler om økonomi. Noget andet er alle de utilsigtede bivirkninger ved dansk landbrugs virke.

Kataloget over de utilsigtede bivirkninger ved den kapitalintensive produktion af kød og mælk er langt, og de omkostninger, som man kunne indregne i opgørelsen over landbrugets sande pris for mennesker og natur, er gigantiske.

Steen Ole Rasmussen.

Mainstreamøkonomien omtaler teoretisk disse omkostninger som “eksternaliteter”, negative, men uden reelt at turde indregne dem i landbrugets bidrag til BNP’et, dvs. det eneste, som den forstår.

Spørgsmålet, som mainstreamøkonomerne ikke for alvor tør stille sig selv, end sige sætte mere forpligtende tal på, er følgende:

Hvad er den sande pris, som vi kommer til at betale for

•       kvælstof og gift i grundvand, vandløb og hav?

•       ødelagte livsbetingelser for mennesker, dyr, planter, fugle og insekter på landet?

•       multiresistente bakterier?

•       ødelagt voksemedie (forsvindende humuslag, permanent forgiftning af samme med metaller som kobber og zink)?

•       kræft og andre sygdomme grundet fremmed kemi i fødevareproduktionen?

•       erhvervets bidrag til atmosfærens indhold af drivhusgasser?

Svaret blæser i vinden, også fordi der dybest set er tale om usammenlignelige værdier, noget som slet ikke kan gøres op i penge.

“Bæredygtig, dvs. dygtig til at lade sig bære økonomisk”!

Dansk landbrug er ikke bæredygtigt i økonomisk forstand, og det vil få endnu sværere ved at klare sig på markedsvilkår fremover, hvis det holder fast i den form for falsk økonomisk nødvendighed, der har dikteret udviklingen indtil nu.

Klimaændringer og ændrede markedsvilkår for import og eksport af energi, sojaprotein til kød og mælkeproduktion, fremmed kemi, fødevarerne selv m.m., udfordrer allerede erhvervet. Fremtiden ser ikke lys ud.

Den såkaldte økonomiske nødvendighed, eller udviklingen, som man forstår den inden for de ledende kredse i erhvervet, dækker kun over “bæredygtighed” i den betydning, der handler om evnen til at lade sig bære økonomisk via overførselsindkomster fra samfundet.

Udtrykket, “bæredygtig”, misbruges bevidst vildledende af landbrugets mest aggressive lobbyorganisation, Bæredygtigt Landbrug. Denne samling af faktuelle godsejere eller bare wannabe godsejere er landets dyreste bistandsklienter, og det er ikke i økologisk forstand, at de vil det bæredygtige.

Ideologi og falsk nødvendighed

Hvis bønderne generelt mangler integritet i deres selvforståelse, så er det dog ikke kun deres egen skyld. Men man kan godt klandre dem for ikke i højere grad at være i stand til at tage afstand for de rabiate godsejere fra BL.

Den falske økonomiske nødvendighed presses ned over landbruget ude fra af finanssektor, grovvareselskaber, producenter af maskiner og fremmed kemi, bureaukratier, pseudovidenskabelig fagøkonomi og liberale medier, der ligesom landbruget selv er direkte på overførsel eller indirekte via omfordelingen af landbrugets offentlige midler til sig.

Disse sammenvævede snævre privatøkonomiske interesser er del af forklaringen på den udbredte mangel på respekt for de ikke umiddelbart økonomisk målbare værdier i periferien til landbrugets pengeøkonomi. Der er tale om et stort kollektivt tunnelsyn af uhellige økonomiske alliancer og direkte blindhed hos mange aldeles troende og velmenende folk i og omkring landbruget.

Man er ofre for en falsk økonomisk nødvendighed, der forlænges af de troende i deres tilbedelse af “de evige markeder”. Men man er ikke kun ofre, hvorfor der også kan tales om bevidst manipulation med sandheden, a la det, som banditterne i habitter i Danske bank er blevet så folkekendte på.

Den pris, samfund og natur betaler for industrilandbruget, kan slet ikke gøres op på den falske nødvendigheds målestok.

Markedsværdien af en bred og rig biodiversitet, et sundt klima, godt vandmiljø i, under og omkring landjorden, fiskemuligheder i havet, fødevarer uden multiresistente bakterier, en ren jord fyldt med humus, osv. er slet ikke slet ikke til at gøre op. Disse værdier er højt hævet over det, der kan måles i pengepriser, og kunne være del af de muligheder man havde for sig i fremtiden, fordi de netop står for det sandt bæredygtige og vedvarende.

Udviklingen har afsløret den herskende udviklingstro som ideologi. For markedet har ikke ret, bl.a. fordi de troende satte det ud af kraft med forsøget på at redde det efter 2008. Det skete fx med de 6 bankpakker, ligesom landbrugsstøtten hele tiden har været en uting i de troendes univers.

Paradokserne står i kø omkring landbruget som intellektuelt monstrøse monumenter over meget grundlæggende mangel på integritet inden for magtelitens fyrster og tjenere.

Den store øjenåbner burde have været den nu 10 år gamle finanskrise, hvor markedet så åbenlyst svigtede sine disciple.

Op til finanskrisen i 2008 var ingen i tvivl om, at markedet med “dets økonomiske nødvendighed” havde ret. Man troede blindt på markedets lov, når det dikterede bønderne at fortsætte den lånefinansierede udvidelse af bedrifterne. Sådan havde de gjort i årtier, så hvorfor skulle det ikke kunne fortsætte?

Landbrugets egne og især de finansielle rådgivere anbefalede bønderne at købe hinanden op for lånte penge og udvide produktionsapparatet ud fra fortsatte forventninger om, at priserne på bedrifter og jord ville stige hurtigere end andre priser og at den generelle inflation samtidigt ville bidrage til udhulingen af værdien af de lån, som udvidelserne både var årsag til og virkning af.

Udviklingen, den økonomiske og falske nødvendighed, var drevet af den svikmølle, der hedder pengeskabelse og deraf følgende prisinflation i de aktiver, der danner grundlag for udstedelse af penge, skabt som lån i kapitalværdi som fx landbrugets jord og produktionsapparat.

Det er sørgeligt at så mange fortsat drømmer om, at inflationen skal komme tilbage, så priserne på bedrifterne igen kan stige, således at erhvervets lånefinansierede pengeøkonomiske fundament igen kan vækste i sin pålydende værdi, på trods af eller uafhængigt af erhvervets realøkonomiske bidrag til samfundet. Det er drømmen, nostalgien og ideologien, som den fortsat præger den sociale selvforståelse i og omkring landbruget.

Men jordpriserne befinder sig til stadighed under, hvad de var før krisen, selv om de holdes kunstigt oppe af landbrugets kreditorer, dvs. banker og realkreditinstitutter, der samler frit op, når landbrugene ender på tvang. Det koster jo ikke et realkreditinstitut noget at byde ind på tvang, når det selv er modtager af det, som det skal betale for at tilegne sig en bedrift på tvang. Og selvfølgelig er finanssektoren ikke interesseret i, at de generelle markedsværdier afslører sig som værende langt under det, der figurerer som deres aktiver inden for deres opgørelser over egen solvens. Det forklarer, hvorfor “markedet fortsat ikke har ret” her ti år efter 2008, hvor markedets lov for en gangs skyld sagde noget, som dets disciple ikke brød sig om!

Landbruget er nok det erhverv, der er tungest belastet af den slags penge, som finanssektoren selv laver, dvs. markedsendogent skabte penge, som Joseph A. Schumpeter kaldte dem i “Das Wesen des Geldes”, 1970, og som John M. Keynes kaldte “non proper money” i “A Treatise on Money”, 1930. Den slags penge skabes i selve låneprocessen. I øjeblikket udgør de ca. 1.200 milliarder kr., eller mere end 95 % af af vor lille nations likvider.

Hvis markedets prisdannelse er falsk, og landbruget er i krise, så har det bl.a. med den slags penge at gøre, lige så meget som de mere synlige støttekroner, erhvervet modtager fra det offentlige hvert år.

Sådanne aspekter af pengeøkonomien tåler vore to nationalbankdirektører slet ikke at komme ind på. Derfor er det utidigt, når Lars Rohde, en af dem, begynder at tale om sit markeds nødvendighed, i forbindelse med at en tredjedel af landbrugets bedrifter skal ofres til fordel for færre, større og mere kapitalintensive brug.

Lars Rohde er det inkarnerede udtryk for vor tids falske økonomiske nødvendighed, falsk økonomisk og økologisk bæredygtighed.

Dansk landbrugs sande muligheder

Vi har alle behov for ind imellem at kunne trække os tilbage fra det sociale. Det er her, at naturen kommer os i møde. Det er så befriende at forholde sig til de uartikulerede ikke menneskelige livsformer, fordi de ikke kan lyve, eller påstå noget som helst. Og når man så alligevel kan blive ked af det på naturens vegne, så er det fordi den heller ikke kan tale sin egen sag og er så sårbar. Det mener DF så heller ikke, at der er andre der skal have lov til, slet ikke Danmarks Naturfredningsforening.

Det er kun os sociale væsner, der kan tale naturens sag. I den anledning er det vigtigt at gøre opmærksom på, at DF ikke er identisk med det danske folk. Personligt synes jeg det er perfidt, at Pia Kjærsgaard er folketingets formand, og at man kan tillade sig og kalde sig Dansk Folkeparti med det, som partiet, DF, står for.

Der er mange muligheder for at lade det bæredygtige udfolde sig i naturen og det danske land, som ikke får ikke lov, med mindre vi bliver opmærksomme på det og gør det til en social udfordring.

Hvis de mange støttekroner fx gik til en bæredygtig produktion af de meget begrænsede mængder af kød og mælk, som vi har brug for her til lands, så ville broderparten af landarealet være fritaget for at lægge ryg til det ekstremt uøkonomiske og direkte naturødelæggende industrilandbrug! Der er slet ikke grund til at fremme eksporten af kød og mælkeprodukter, for det giver ikke noget af værdi, der kan måles med de andre muligheder, som vore landarealer kunne give uden for dansk landbrugs nuværende forvaltning af dem.

Den fritstillede landbrugsjord kunne overgå til mere ekstensive former for anvendelse eller natur slet og ret. Græsarealer for kødkvæg, også kaldet naturpleje, skovrejsning, rekreative områder for både natur og mennesker, attraktioner med mulighed for fricamping, opholdsmuligheder i kontakt med fx ekstensive landbrug som tilbyder forplejning og opholdsmuligheder, jagt og fiskeri, golf, ferie, turisme ect.

Der bliver i øjeblikket talt og skrevet meget om, at den højeste luksus i vores ekstremt nytteoptimerende samfund er fritid!

Hvorfor omdanner man ikke bare industrilandbrugets arealer til fritidsmuligheder, mere eller mindre offentlige og naturligt forekommende rekreative muligheder!

Historisk set var fødevareproduktionen den primære økonomi. Det er den langt fra nu, hvor Dansk Landbrug bidrager med mindre end 2% til det hellige BNP.

Men de 60% af landarealet kan blive det primære aktiv for nationen igen, hvis man vender tilbage til nogle af de mere oprindelige produktionsformer af fødevarer, miljø og forplejning i ophøjet enhed.

Når jeg cykler min sædvanlige tur fra mit fritidshus ved Odense kanal i Odense, langs Odense fjord ud til Hasmark strand, hvor jeg bader hele året, så ser jeg hele tiden muligheder i landskabet.

Der ligger et stort fuglereservat ved stranden, hvor jeg bader, og i foråret stryger jeg rejer, samler lidt muslinger etc. som supplement til diæten. Kødkvæget holder arealerne ude ved reservatet, Enebærodde, hvor de indgår så eksemplarisk og bæredygtigt i bidraget til økonomien.

Turen er relativt lidt benyttet, og der er mange muligheder for at gøre den mere attraktiv. Et par kilometer før stranden finder fx man stiftet, Hofmansgave, et gods, som indeholder og forvalter en del herlighed. Det var oplagt at lave beværtninger i området, udvikle produktionen af lokale fødevarer og tilbyde dem til forbipasserende.

Når jeg passerer igennem et landskab er det altid med trang til at “fouragere” i bred forstand. Som tidligere jæger kan jeg ikke lade være med at opleve naturen som mere eller mindre tung af jagtbart vildt, ligesom det er lystbetonet at høste rejer og muslinger. Men det er ikke kun trangen til at sætte tænderne i vildtet, som tænder mig. Der er en dyb tilfredsstillelse i at se vild natur trives sammen med mere eller mindre kultiveret natur, netop fordi naturen ikke som os andre hele tiden stikker tvivlsomme påstande op under næsen på os. Naturen er ikke kun det sociales nødvendige kontrast men  i sandhed vort egentlige livsgrundlag.

Det danske landskab er fyldt med muligheder for at dvæle i det og begive sig gennem det, fouragerende med alle sanser og med begrundet oplevelse af at være vidne til og del af noget selvbærende, sundt og livskraftigt. Disse muligheder kan realiseres i langt højere grad, hvis vi for alvor begynder at tænke i de brede sandt bæredygtige baner.

Comments

comments

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.