Dansk naturpolitik – forsømt og ude af proportioner

Af Søren Mark Jensen, biolog og geograf, tidligere embedsmand i miljøministeriet, medlem af DN

Det er almindelig kendt, at Danmark er et lille, fladt og intensivt opdyrket land, og at vi naturmæssigt ligger helt i bund i forhold til alle andre lande. Kun Bangladesh er lige så opdyrket som Danmark. Især den natur, der før fandtes i landbrugslandet, er derfor på voldsom retur.

Alligevel er det ikke rigtig noget folketinget og regeringen gør noget ved. Jo da, vi skal da have naturnationalparker, nu hvor det langt om længe erkendes, at nationalparkerne ikke har sikret mere og bedre natur. Men naturnationalparkerne vil kun udgøre omkring 0,6 % af vores landareal, og det selv om EU snart kræver, at medlemslandene skal sikre streng beskyttelse af mindst 10 % af deres landareal inden 2030. Og jo da, det er fint, at regeringen har vedtaget, at der skal være mere vild natur i statsskovene, hvoraf nogle skal være ”urørte”, men statsskovene udgør jo kun lidt mere end en sjettedel af det samlede danske skovareal, som fortsat overvejende vil blive dyrket på en måde, som ikke levner ret megen plads til vilde dyr og planter.

“I Holland har regeringen besluttet at bruge milliarder fra statsbudgettet til aktivt at nedlægge tusindvis af moderne husdyrbrug på grund af deres voldsomme kvælstofforurening og negative klimaeffekt”

Og jo da, det er fint, at der de senere år er afsat lidt midler til at gendanne moser og søer (lavbundsjorde), som landbruget har drænet, og hvor der nu dyrkes afgrøder på, men det duer jo ikke, når der ikke rigtig sker noget på området.  De sidste par år er der kun udtaget 187 ha lavbundsjord og der er uendelig langt til den politiske målsætning om udtagning af 100.000 hektar inden 2030. Bøndernes medvirken er baseret på kompensation og frivillighed, og det virker ikke åbenbart ikke uden overbetaling eller indførelse af mere håndfaste offentlige virkemidler for at få tingene til at ske.

I fx Holland, der ligesom Danmark er et lille, tæt befolket og opdyrket land, har regeringen besluttet at bruge milliarder fra statsbudgettet til aktivt at nedlægge tusindvis af moderne husdyrbrug pga. deres voldsomme kvælstofforurening og negative klimaeffekt. I Danmark handler den aktuelle landbrugspolitik om, hvordan man mon kan skrue en CO2-afgift sammen for landbruget, så de ligesom resten af samfundet kan bidrage til at reducere udslippet af drivhusgasser, men på en eller anden snedig måde så det ikke resulterer i, at landbrug nedlægges. Gid dog vores regering og Folketing kunne udvise samme politiske beslutningskraft, som vi ser i Holland.

Man skulle egentlig tro, at en stor NGO, som fx Danmarks Naturfredningsforening med sine langt over 100.000 medlemmer, ville få øget opbakning, inklusiv fra ungdommen, til sit arbejde for fremme naturens sag, men foreningen har svært ved at skaffe nye medlemmer og især med at engagere de unge. Medlemmerne udgøres i dag mest af seniorer på over 55 år, som ikke rigtig har erkendt, at man også har et personligt ansvar og fx bør skære markant ned på indtaget af kød og mejeriprodukter, hvis man vil hjælpe den danske natur. I foreningens medlemsblad, Natur & Miljø, bragtes indtil for nylig reklamer for grisekød, og stadig for mælk og ost, og til møder i foreningen er der ofte grisekød og oksesteg på bordet. Det er således ikke lykkedes foreningen – hverken udadtil eller internt – for alvor at erkende sammenhængen mellem naturbeskyttelse og klimakamp, hvilket jo nok er en nødvendig forudsætning for at appellere til mange yngre og veluddannede borgere.

“Både Frank Erichsen og Sebastian Klein er ude i et ganske sympatisk ærinde, men de bidrager ikke til at henlede vores opmærksomhed på de afgørende forhold”

Men der er da nu større opmærksomhed på naturproblemerne end før, siges det. Ordet ”biodiversitet” er ved at være noget, flere og flere kan udtale uden at kløjs i det, og noget som, de fleste nok forstår, er stærkt truet. Populære mediefigurer som fx Frank Erichsen (”Bondeknolden”) og Sebastian Klein har da fået mere TV-sendetid på det sidste, og de slår jo et slag for de vilde planter og insekter mv.  Det er naturligvis meget bedre end budskaberne fra andre medie-darlings som fx brødrene Price, der i deres evindelige madprogrammer åbenlyst modarbejder de officielle kostråd og decideret lovpriser klima- og naturskadeligt indtag af kød, fedt og smør. Men alligevel, Bonderøvens og Kleins fokus er i høj grad på private haver og offentlige arealer, som skal gøres vildere, og de undgår at fortælle om proportionerne – altså at private haver udgør omkring 1,5% af landets samlede overflade, mens markerne står for over 60%, og at den danske natur jo ikke går markant tilbage fordi folk slår deres græsplæner, men fordi Danmark har en af verdens største og eksport-orienterede industrielle produktioner af grise, høns og kreaturer. En produktion som forudsætter, at hovedparten af vores landskab udgøres af pløjede, gødede og sprøjtede overflader med majs, byg, raps og hvede, som går til opfedning af 200 millioner husdyr årligt. Så, jo, både Bonderøven og Klein er da ude i et ganske sympatisk ærinde, men bidrager ikke til at henlede vores opmærksomhed på de afgørende forhold.

Ser vi på naturen i havet, står det desværre endnu ringere til. Her har regeringen med bredt flertal i juni vedtaget en havplan, som ikke gør noget ved hovedproblemet (landbrugets udledning af gødningsstoffer), og som udlægger store havområder til forurenende havbrug og udpeger zoner til etablering af store havvindmølleparker i nogle af Danmarks biologisk mest værdifulde havområder (fx i det sydlige Lillebælt og i Jammerland bugt).

“Så hvordan kan vi ændre på denne helt igennem triste situation?”

Slemt er det også, at fiskeri med bundtrawl ifølge havplanen kun begrænses ganske lidt og fortsat vil være tilladt i hovedparten af de områder, som tænkes udlagt til ”havnatur”.  Og nærmest fortvivlende bliver det, når man medtænker, at langt hovedparten af den mængde fisk, som den industrielle danske fiskeflåde lander årligt, går til fodring af dansk landbrugs grise, høns og køer og til norske havbrugslaks. Havplanen spænder desværre ikke ben for, at vi også fremover tømmer store danske havområder for liv for at holde gang i den ikke-bæredygtige animalske husdyrproduktion og norske lakseproduktion.

Hvordan kan vi få ændret på denne helt igennem triste situation? Det vil nok kræve, at vores politikere, NGO’er og medie-darlings m.fl. hanker op i sig selv, åbent fokuserer på de reelle problemer og dropper håndskyheden overfor danske erhvervsinteresser, men det kræver nok også, at vi alle hver især gør en større indsats. Fx ved at reducere vores verdensrekord store indtag af kød og mejeriprodukter, og ved aktivt at bakke op om ideen om mere plantebaseret kost. Flere internationale studier fremhæver, at det er den klimamæssigt set vigtigste enkelthandling, man kan foretage sig som forbruger, og det siger sig selv, at det ikke mindst i en dansk sammenhæng er relevant og farbar vej frem mod en mere bæredygtig brug af vores landskab.

Bannerbillede: Naturen i landbrugslandet Danmark er mange steder reduceret til en blomsterstribe langs landevejen. Privatfoto