Poldanor
Selskabet Poldanor i Pommern opbevarer sin gylle fra de mange tusinder af svin i åbne gyllelaguner. Foto: Ecodnia.

Nyt rekordår for de danske svineproducenter i Østeuropa i Axzon-koncernen med solide bidrag fra svinestaldene i Polen og Ukraine. Det skrev landbrugsavisen 18. april 2013.

Med svineselskaberne Poldanor i Polen og Danosha i Ukraine leverer Axzon-koncernen igen solide resultater. Mens de mindre dygtige danske svineproducenter afleverer underskud på underskud og må tigge om statsstøtte til de nødvendige investeringer, præsterer den danskejede Axzon-koncern en fremgang på over 100 mio. kr. i forhold til sidste år, og det sker med plus 234 mio. kr. på bundlinjen.

Virksomheden er favoriseret af billig arbejdskraft, men er ellers underkastet samme EU-krav som i Danmark. I modsætning til hvad mange landbrugslobbyister hævder, så skal Poldanor i Polen opfylde samme miljø- og kvalitetskrav som de underskudsgivende danske producenter.

Udover primær landbrugsproduktion er selskabet også aktiv i slagteridrift og biogasanlæg. I slagterierne lagde Axzon for tre år siden en afsætningsstrategi, hvor en større del af kødprodukterne skulle sælges via private labels til de store supermarkedskæder i Polen. Det har været en succes.

Hvor stor en del af Poldanors svineprodukter, der eksporteres til Danmark, oplyses ikke, men den er sandsynligvis betydelig. Faktisk importerer vi så mange tons svinekød, at mængden modsvarer hele hjemmemarkedets behov. Blandt storimportørerne er bl.a. COOP, der modtager en fjerdedel af kædens udskårne svinepålægsvarer fra Polen.

Svineproduktionen og slagterierne dækker hovedparten af Axzons omsætning med hhv. 746 mio. kr. og 567 mio. kr. 2012 har dog også været et godt år for biogas, som har øget produktionen med 17 pct.

Axzon A/S har netop accepteret IFC, som er en del af Verdensbanken, som en afgørende partner for koncernens fremtid. IFC har i april 2013 investeret  400 mio. kr. i Poldanor-folkenes moderselskab.

Det er det største beløb,  en ekstern investor nogensinde har placeret i et danskejet landbrug. Investeringen skal bruges til at udvide produktionen og blandt andet sikre adgangen til det boomende marked i Rusland i skarp konkurrence med producenterne i Danmark.

Fakta: 2012 tal for Polen Invest (moderselskab til Axzon-koncernen). 2011-tal i parentes.

Omsætning: 1.089 (959) mio. kr.

Resultat efter skat: 234 (131) mio. kr.

Egenkapital: 1.396 (1.119) mio. kr.

Medarbejdere: 1.771 (1.596)

Læs mere om Axzon-koncernen her: www.axzon.eu/en/why-axzon

 

 

Visited 11 times, 4 visit(s) today

Comments are closed.