De første forårstegn i marts

Et stykke inde i marts begynder naturens forårsbebudere at komme væltende oven i hinanden

Man finder næppe forårstegn i marts mere vibrerende skildret end på de første sider af Martin A. Hansens stemningsmættede novelle ”Martsnat”. Netop ankommet til den fædrene gård efter tyve års fravær har fortælleren sanserne pivåbne i nattemørket: Følelsen under håndfladen af den gamle og fortrolige, trøskede pils bjergkædeagtigt knudrede bark, en svag vejring af violer og små saftgrønne skud af skvalderkål ved dens fod, lugten af markjord, det gutturale skrig fra viben nede i enghaven og en enlig agerhønes skogren ude fra grønjorden.

Nu, et par menneskealdre efter Hansens sjællandske nattetableau, har meget ændret sig. Det er blevet en begivenhed at høre vibeskrig fra et tilbageværende stykke våd lavbundsjord, og agerhønen er så godt som forsvundet fra agerlandet. Piletræer er der stadig, men stadigt færre af de gamle, tykmavede og hule eventyrtræer med klumphoveder og stive vidjer i vejret. De står tilbage som mindestøtter over en forgangen tid med traditionel styningsdrift.

Til gengæld har den velvoksne grågås med de blegrøde fødder og orange næb haft buldrende fremgang siden Martin A. Hansens dage. Grågæssene er blevet iøjnefaldende forårsbebudere i landskaberne, og klimaforandringerne er en medvirkende årsag til artens kæmpesucces. Grågåsen dropper i stigende grad de risikofyldte rejser til og fra vinterkvarterne i Sydvesteuropa og bliver stadig oftere hjemme gennem den grønne og våde danske vinter. Den har altid ynglet tidligt. Fra de vintergrønne markers flokke, ofte i selskab med andre arter, har grågæssene nu skilt sig parvist ud og skal snart til at ruge i deres store, lidt sjuskede reder, i ly af rørskov og pilekrat i fugtigt terræn. Inden længe brister de store, kalkhvide æg, og de årvågne forældre vil promenere mere åbenlyst med en stribe dunede, gule gæslinger på travle ben i hælene, i retning af gode græsgange, græsplæner i parker ingen undtagelse.

Men piletræerne har været tidligere ude, de har nemlig allerede fået gæslinger. Det er pileknoppernes enligt omsvøbende og mahogniblanke knopskæl, der tidligt i marts brister og lader blomsterraklerne i silkeblødt, sølvgråt svøb komme til syne. Det er højt elskede forårstegn, ikke mindst af børn, der med små fingre bare bliver nødt til at ae de små, nye pilerakler, bløde som kattepoter eller, ja – nyklækkede gæslinger. De sølvskinnende rakler i knop springer snart ud og bliver til gule og luftige små muffer, fulde af pollen og nektar. De er såre kærkomne og uimodståelige for igen andre forårsbebudere, de første summende insekter, ikke mindst humlebierne.

Humlebidronningerne er kommet fortumlede, brummende og slunkne op fra deres dvale siden forrige sommer nede i buldermørke, underjordiske kringelkroge, og nu styrer de i det skarpe martslys mod de udsprungne pilerakler, i en tid hvor kun få andre blomster er sprunget ud. De enkelte pileblomster har ingen synlige kronblade at lokke med, men til gengæld lyser raklens samlede pollenmængde fristende gult for insekter, som var det en gul kurvblomst. Humlebien skal have fyldt meget på for at genvinde kræfter til at etablere en ny koloni med hundredvis af nye humlebier. Det er mest arterne seljepil og gråpil, ´vårpilene´, der får tidlige gæslinger.

Insektbestøvning er opstået gennem årmillioners evolutionære parløb mellem blomsterplanter og insekter. Det er en anderledes målrettet bestøvningsstrategi end den mere diffuse vindbestøvning, som bl.a. alle andre skovtræer, bortset fra lind, betjener sig af. Men for piletræernes vedkommende skal den pollenbærende humlebi helst næste gang lande på et træ med gulgrønne hunrakler, fulde af små hunblomster med støvfang og frugtanlæg. Pilen er nemlig tvebo, dvs. de enkønnede blomster sidder kønsopdelt på han- henholdsvis huntræer. Hassel har også rakler med enkønnede blomster, men her sidder de to køn på samme træ – den er såkaldt enbo. I vore dages grønne vintre er haslens yndefuldt hængende, lysegrønne hanrakler ofte udviklede allerede i slutningen af januar. Den er en af de mere ekstreme forårsbebudere.

Bannerfoto: Vintergæsterne blisgås og bramgås i blandet flok på brakmark. De hænger ud på danske breddegrader til hen i maj, mens vores egne grågæs for længst er begyndt at ruge og senere har fået små, gule gæslinger. Foto. Ian Heilmann