Der er stadig blus på skovbundens hvide anemoner. Travlt har de med at blomstre og sætte frugt, før løvspringet skruer ned for det livgivende lys. Flere steder er der også andre farver vævet ind i aprilskovbundens hvide tæpper: rødt og hvidgult fra lærkespore, gult fra gul anemone og guldstjerne, violet fra viol, blåt fra lungeurt og grønt fra bingelurt, desmerurt og milturt. I nogle få, eksklusive skove på kalkbund vokser den ikoniske blå anemone.
Men der er meget mere endnu.
Visse gode, og især ældre løvskove disker også op med forskellige arter af orkidéer. Den tidligst blomstrende er tyndakset gøgeurt. Skydende op fra en roset af store, blanke, grønne blade med mørke pletter bærer stænglen en klase af iøjnefaldende, rødviolette blomster, ikke ulig en hyacint. De første er allerede sprunget ud nu. Som hos alle orkidéer er blomsten uregelmæssig, med seks kronblade, hvoraf især det ene, læben, adskiller sig fra de øvrige fem. Blomsten kan ofte ligne en lille skikkelse, med to kronblade som arme, tre som et lille ansigt med kyse over, og den nedadrettede læbe som krop og ben, enten med kjole eller buksedragt, eller helt uden. Ofte er det klart en mandlig person.
Ægbladet fliglæbe er godt på vej til at sende sit lange aks af små blomster til vejrs på en høj stængel. På trods af sin højde går den ofte i ét med skovbunden, da dens mange blomster i akset er spinkle og gulgrønlige. Læben er dybt 2-fliget – den lille blomsterskikkelse er elegant og langbenet. Artens to store, ægformede og buestrengede grønne blade sidder indbyrdes modsat, et stykke op ad stænglen.
De to nævnte arter vokser hist og her i muldrige løvskove, også et par steder i Svendborg kommune. Men de kræver en skovkvalitet, som ikke følges ad med rationel, intensiv skovdrift. Bortset fra den robuste skov-hullæbe leder man forgæves efter de mere kræsne skovorkidéer i plantager med geledder af jævnaldrende træer, i beplantninger af fremmede stedsegrønne arter, hvor der er drænet og sprøjtet, og hvor skovbunden jævnligt bliver maltrakteret af gigantiske skovningsmaskiner. Det er dette generelle modsætningsforhold mellem naturens mangfoldighed og menneskets rationelle produktionsmetoder, som også trækker sit forstemmende spor over det meste af Danmarks agerland – og mange andre steder ude i verden.
Vil man opleve nogle af vores interessante skovlevende orkidéer, skal man opsøge løvskove med lang kontinuitet og gamle og store træer, skove overladt lidt til sig selv, med vindfælder og døde stammer i bunden – eller skove, der er eller har været drevet med såkaldt stævning. Det er en nænsom, men mindre lønsom driftsform, hvor man med års mellemrum skærer mange træer ned til stubben. Ligesom styning var stævning udbredt i gamle dages afvekslende bondelandskab. Det kan man stadig opleve enkelte steder på Sydfyn og Langeland. Orkidéer er indikatorer på rig natur – og rig natur er noget rodet.
