Natur & Landbrug-kommissionens formand Jørn Jespersen slipper ikke for debat ved at kræve ubetinget enighed og positive tanker. Og det nytter slet ikke at spille “han hader jo bare landbruget”-kortet som svar på enhver kritik. Det sidste argument burde i øvrigt være langt under en kommissionsformands niveau.
Politiken 10. juli 2013
af Kjeld Hansen, gårdejer og journalist
Natur- og Landbrugskommissionens 44 anbefalinger bygger helt overvejende på gammelt tankegods. Der er lånt fra zoneplanen (1963), marginalredegørelsen (1987) og fremfor for alt fra Wilhjelm-udvalgets kompetente rapporter (2001) – altsammen velmente og veldokumenterede redegørelser, der blev skudt ned af Venstre og Axelborg.
Den historiske erfaring demonstrerer med overvældende styrke, at det anspændte forhold mellem flertallet af landbrugserhvervets organisationer og samfundet ikke løses med god vilje, fælles fodslag eller positivisme. Alligevel afviser kommissionsformanden Jørn Jespersen i Pol. 4.7. at forholde sig konkret til et eneste af de kritikpunkter, jeg rejste i kronikken Pol. 28.6.
Men, Jørn Jespersen, du slipper ikke for debat ved at kræve ubetinget enighed og positive tanker. Og det nytter slet ikke at spille “han hader jo bare landbruget”-kortet som svar på enhver kritik. Det sidste argument burde i øvrigt være langt under dit niveau.
De få nye forslag i NLK-rapporten handler især om landbrugets klimabelastning og om en ny miljøregulering. Det er så seriøse emner, at her er det ikke nok med kvikke bemærkninger om “hår i suppen”, når fagfolk rejser kritik.
Jørn Jespersen, du bør kunne forklare, hvorfor NLK har udeladt klimapåvirkningen af de 1,5 mio. ton soja, der årligt importeres til især svinefabrikkerne. I virkelighedens klimaregnskab er der udsigt til en forøgelse på 4,2 mio. tons CO2-ækvivalenter frem for den reduktion på 208.000 tons, som kommissionen foregøgler offentligheden som konsekvens af at øge svineproduktionen med 30 pct. Det er en afgørende post, som NLK end ikke nævner, at I har udeladt i klimaregnskabet.
Du skylder også de mange bekymrede landmænd en forklaring på de bureaukratiske konsekvenser af jeres forslag om nye kvælstofnormer. Virkeligheden er jo den, at du vil indføre individuelle miljøgodkendelser for 39.900 selvstændige landbrug, der tilsammen driver 2,4 mio. hektar landbrugsjord. Denne jord er inddelt i skønsmæssigt mindst 500.000 markblokke, der kan dyrkes med flere hundrede forskellige afgrøder – og hver mark skal have sin kvote.
Hvordan vil du undgå et bureaukratisk ragnarok, når jeres teoretiske miljømodel skal tilrettelægges, dokumenteres og kontrolleres? Og det skal den jo, for at landmanden kan hæve sine EU-tilskud. Her er tale om særdeles konkrete problemer for i forvejen regeltyranniserede mennesker. Dem løser du næppe med ord som “synergi og optimering af flere hensyn samtidig”.
Helt afgørende må det dog være, om det rent samfundsøkonomisk overhovedet giver mening med den detailregulering på markblokniveau.
Ifølge NL-kommissionens egen analyse vil de 44 anbefalinger føre til en ekstra “årlig sektorøkonomisk indtjening på ca. 70-365 mio. kr.”. Med 2,4 mio. hektar jord i dyrkning giver det 29–152 kr. pr. hektar. For at sætte gevinsten i perspektiv kan den holdes op mod den generelle indtjening ved dyrkning af vinterhvede. Ifølge Håndbog i Driftsledelse 2011 er indtægten pr. hektar 6482 kr.
Denne beskedne gevinst vil være dyrt betalt for skatteborgerne. Ifølge NLK-rapporten er den nødvendige samfundsøkonomiske investering i størrelsesordenen 800 mio. kr. årligt, hvis landbruget skal sikres en indtægtsfremgang på 70-365 mio. kr.
Hvis dette beskedne slutfacit er korrekt, så rejser det spørgsmålet, om det samfundsøkonomisk overhovedet kan være pengene værd at gennemføre alle de mange anbefalinger.
Hvorfor må disse forhold ikke debatteres åbent og ærligt, Jørn Jespersen?
