I over halvdelen af alle aktive drikkevandsboringer i Danmark kan der påvises kemikalier, heraf cirka 13 procent over EU-lovens grænseværdi. Skiftende miljøministre har lovet at sætte drikkevandet som førsteprioritet, men indsatsen udskydes gang på gang og erstattes af papirarbejde frem for handling
Af Erik Arvin, professor emeritus, Institut for Vand og Miljøteknologi, DTU, uddannet: cand.polyt. (DTU) og Jens Andersen, fhv. planchef, HOFOR, uddannet: cand.techn.soc.
I over halvdelen af alle aktive drikkevandsboringer herhjemme kan der påvises kemikalier, heraf ca. 13 % over lovens grænseværdi fastsat af EU. Og analyser af det unge grundvand viser, at vi fremover kan vente mere fra den kant – mere end 85% af analyserne i 2022 viste rester af pesticider. Hertil kommer andre uønskede kemikalier, ikke mindst de fluorholdige ”evighedskemikalier”.
Hvordan er vi havnet i den situation, og hvad sker der med d rene drikkevand, som statsminister Mette Frederiksen kaldte vores rene guld i sin tale tale ved Folketingets åbning den 4. oktober 2022.
Historien om guldet
I 1993 havde den daværende direktør for Danmarks Geologiske Undersøgelser (nu GEUS) Ole Winther Christensen en kronik i Politiken under overskriften ”Giften i drikkevandet”. Det var dengang, hvor det stadig var avisoverskrifter i at skrive, at nu havde man fundet sprøjtegifte (pesticider) et eller flere steder i landet.
Nogle få år før havde Folketinget besluttet, at der skulle etableres et nationalt overvågningsprogram, der omfattede fund af pesticider og nitrat i grundvandsboringer, dels medtog ditto fund i vandforsyningens boringer. Og ikke længe efter begyndte alarmklokkerne at ringe. Først få fund, med årene flere og flere til i dag, hvor fund af kemikalier i grundvand og drikkevand langt fra er ”kioskbaskere” og nærmest irriterende læsning, hvis det altså ikke lige handlede om vores drikkevand.
Her 30 år efter er det så meget mere deprimerende at læse afslutningen på kronikken fra 1993: ”Det er stadig muligt at vende udviklingen – men det er nu, vi skal handle. Gør vi ikke det, kan det blive for sent”!
Kortlægning uden beskyttelse
Skiftende regeringers politik med at beskytte ”guldet” har slået fuldstændig fejl. Godkendelsessystemet for pesticider og andre kemikalier har langt fra vist sig at være i stand til sikre grundvandet mod forurening – og hermed befolkningens og de kommende generationers legitime ret til rent drikkevand. Det samme gælder forsøg på gennem frivillighed at få aftaler med landmænd og andre for at få dem til at stoppe med hælde kemikalier ud ovenpå det grundvand, der kan ende som vores drikkevand – og hvis anvendelse i øvrigt er godkendt af myndighederne.
Miljøministre har gang på gang forsikret befolkningen, at nu ville der komme styr på tingene. Hver gang man har nærmet sig ondets rod – forbud mod kemikalier og inddragelse af eller restriktioner på de nødvendige arealer i indvindingsområderne – så har ansvarlige politikere bistået af embedsværket i stedet besluttet sig for mere kortlægning – for ikke at genere jordejere og erhverv. Dette til trods for gentagen kritik fra bl.a. Rigsrevisionen om statens indsats og de tørre tal om stadig flere fund af kemikalier i grund- og drikkevand.
Nu har vi for et milliardbeløb kortlagt grundvand og drikkevandsområder i en periode på måske 50 år, og vel at mærke gennem årene stadig mere målrettet mod at sikre drikkevand – kortlægning i verdensklasse! Men kortlægning alene er som en bil uden hjul. Der mangler politisk mod og en lovgivning, der effektivt beskytter befolkningens drikkevand. Man kan gennemtvinge store anlægsprojekter som motorveje og energianlæg gennem ekspropriation – men besynderligt nok ikke sikre arealer mod forurening af vores drikkevand!
De senere år har man forsøgt sig med at frede mindre arealer ved drikkevandsboringer – de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder (BNBO). Tro mod grundlovens principper har dette tiltag som udgangspunkt været baseret på frivillighed, og så sker der – vanen tro – alt for lidt. Da deadline for BNBO indfandt sig, var der kun indgået aftaler for få procent af de udpegede BNBO-arealer. Loven sagde, at så skulle gennemførelsen ske ved påbud, men endnu engang blev tingene udskudt.
Senest har vores miljøminister Magnus Heunicke lovet, at der i sommeren 2024 kommer et påbud. Ministeren bedyrer, at rent drikkevand har førsteprioritet – vi afventer i spænding konkrete handling og ikke flere undskyldninger!
Grundvandsparker, rensning og flere fluer med et smæk
Skal grundvand i drikkevandsområderne beskyttes effektivt, så er hverken BNBO eller den generelle regulering af kemikalier nok. Vi skal meget hurtigt få udpeget de arealer, hvor den største grundvandsdannelse sker – måske omkring 200.000 ha på landsplan. Disse grundvandsparker med forbud mod brug af kemikalier kan langt hen ad vejen udpeges pba. eksisterende kortlægning. En skærpet lovgivning om ekspropriation og et landsplandirektiv er de værktøjer, der inden for en kort årrække er de nødvendige værktøjer for at sikre etableringen af grundvandsparker.
Og herved kan samfundet opnå flere fordele end ”blot” at sikre folkesundheden og de kommende generationers ret til rent drikkevand. De udpegede arealer kan ved opkøb bidrage til at opfylde målsætningen om mere natur, økologisk land- og skovbrug, klimamål og bedre rekreative muligheder for en hungrende befolkning – flere fluer med et smæk! I regeringsgrundlaget tales om langt mere skov, grundvandsbeskyttelse, udtagning af lavbundsjorde, klimamål og mere natur. Nedriv siloerne og tænk på tværs i dette lille land! Heldigvis er flere vandforsyninger selv gået i gang med at opkøbe jord.
Hvad med at rense drikkevandet? En række stoffer er praktisk gennemførligt umulige at fjerne, rensning er langt dyrere end at forhindre forurening, rensning er energikrævende – ikke smart i en tid med klimaproblemer. Endeligt strider selve princippet om at rense i stedet for at forebygge mod miljølovgivningen og alt, hvad ethvert parti hidtil har sagt.
EU kræver handling
I begyndelsen af 2021 trådte et revideret drikkevandsdirektiv i kraft. Medlemslandene fik to år til at implementere dette EU-direktiv i dansk lovgivning. De opstillede målsætninger skal være opfyldt i 2027. Formålet er at sikre rent og sundt drikkevand til borgerne. Det skal bl.a. sikres gennem at få udpeget og foretage en risikovurdering af forureningstrusler og -styring af indvindingsområderne. Med andre ord taler direktivet direkte ind i tanken om at få udpeget og sikret grundvandsparker. Det er landområder, hvor dannelsen af rent grundvand som grundlag for drikkevand har første prioritet. Som konsekvens heraf må der i disse områder ikke foregå grundvandstruende aktiviteter eller ligge affaldsdepoter, der ikke søges oprenset. EU ønsker fornuftigt nok en udvikling baseret på forebyggelse af forurening, så produktionen af drikkevand kan ske ved en simpel og hermed en bæredygtig vandbehandling.
Men det går ikke så godt med at få implementeret direktivet.
Danmark har i år modtaget en såkaldt åbningsskrivelse fra EU, som er en diplomatisk rykkerskrivelse, når tingene går for langsomt. Indtil videre har miljøministeren meddelt, at han bl.a. vil få udarbejdet en erfaringsopsamling om at beskytte grundvand i et afgrænset område, nemlig Fyn, og andre udredningsprojekter. Og når resultatet af disse initiativer kommer, hedder årstallet mindst 2026. Endnu en gang drukner den konkrete beskyttelse af drikkevandet i udredninger og rapporter. Formålet er vel at vise handlekraft, men papir sikrer ikke så meget som en dråbe rent drikkevand.
Nu må de ansvarlige politikere træde i karakter, hvis vi skal nå at opfylde direktivets deadline i 2027. Brug den eksisterende kortlægning og få udpeget grundvandsparkerne, gennemfør den nødvendige skærpelse af lovgivningen for at beskytte de udpegede arealer mod kemikalier, udsted et landsplandirektiv for sikre en gennemførelse – kun på den måde er der fortsat håb for det danske guld – vores rene drikkevand!
Denne artikel har været bragt i let redigeret form på Altinget.dk den 7. august 2023.
Frivillige aftaler = Noget man ikke behøver at tage sig af.
Gift der er forbudt I EU det fik Lars Løkke dispensation til at bruge. Giftbønder sprøjter lystigt stadigvæk 10 12 gange om året. Giftbønder tror på deres egne eksperter, der er ansat i giftindustrien. Danmark har plads i den allerhøjeste top mht cancertarmpatienter.
Vi må da straks rette henvendelse til menneskerettighedsdomstolen for at få samme beskyttelse, som andre EU borgere.
Oprydning efter en grusom giftindustri hænger Danmark selv på.
Mærkning af giftmad med hvilke gifttoffer maden indeholder kontra økologisk mad skal da ikke mærkes. Sundhed kommer indefra giver færre cancersygdomme.