Der er ikke noget parti, der kan tillade at kalde sig grønt, hvis det stemmer for vor tids største grønne fupnummer. Det skriver Torsten Gejl, politisk ordfører, Alternativet, i et debatindlæg 22. oktober 2024.
I fredags var jeg ude at dykke i en af Øresunds få tilbageværende skove af ålegræs. Ålegræs er for havet, hvad træer er for landet: lungerne. Jeg dykkede for at se, hvad det er for marine naturrigdomme, der går tabt, når iltsvindet breder sig.
For vores ålegræs forsvinder.
I dag er over to tredjedele forsvundet. Og når ålegræsset forsvinder, er det, fordi vi har alt for store udledninger af kvælstof fra landbruget. Vores fjorde dør, vores bælter dør, vores farvande dør. Og situationen lige nu har form af en miljøkatastrofe. Vi har det største iltsvind i 22 år.
Derfor har jeg svært ved at være i min krop, når regeringen bruger de ulykkelige omstændigheder til skamløst at promovere en såkaldt grøn trepartsaftale, der ikke løser problemerne.
Trepartsaftalen bringer os nemlig et stort skridt tilbage i vores kvælstofreduktioner. Hvordan? Jo, for det første udskyder regeringen vores EU-deadline for at opfylde vandrammedirektivet med tre år til 2030 i stedet for i 2027. Vi når altså ikke i mål med den kvælstofindsats, som vi har forpligtet os til i EU og med Landbrugsaftalen fra 2021.
For det andet vil regeringen skære i det samlede behov for, hvor meget kvælstofudledningen skal reduceres. Det gør den ud fra en ny rapport fra Finansministeriet, der møder stor kritik fra forskere for at snyde med data – en rapport, der blandt andet viser, at man kan reducere kvælstofindsatsen for den døende Vejle Fjord.
For det tredje så bliver kvælstofindsatsen frivillig, hvis man følger den trepartsaftale, der blev præsenteret i år i juni. Det fortoner sig i det uklare, hvad der sker, når det viser sig, at de frivillige aftaler ikke virker. Og der er desværre meget, der peger på, at frivillige aftaler stort set har samme effekt som at gøre ingenting. I 2023 viste data, at kun 0,2 procent lavbundsjorder var blevet taget ud af drift siden 2021, hvor indsatsen blev igangsat med Landbrugsaftalen.
Og så sent som mandag den 21. oktober meldte Rigsrevisionen ud, at kontrollen med kvælstofreduktioner er »mangelfuld«, og at det er »uigennemsigtigt«, om kvælstofreduktionerne bliver opnået.
Statsministeren proklamerede ellers i sin åbningstale i Folketinget, at der er indgået en ny grøn generationskontrakt. Men skal vi virkelig tro på det, når virkemidlerne er en forringelse af de eksisterende tiltag, der allerede har vist sig at være alt for lidt?
Den grønne trepart er tidens største generationsfejltagelse. Den løser ikke de problemer, den adresserer – og allermindst stopper den iltsvindet.
Der er ikke noget parti, der kan tillade at kalde sig grønt, hvis det stemmer for vor tids største grønne fupnummer.
Det eneste politikerne synes at ville omkring miljø – grønt eller blåt – er flere stemmer, længere tid på Borgen/kaldet Folketinget. Miljø-, landbrugs og så mange andre styrelser synes at følge trop.
Naturen er man stort set ligeglad med – den er der ikke stemmer i.
Måske kan de klare det sammen med Landbrug og Fødevare ved at donere nogle ARLA-sheltere på synlige steder.
Hvordan har præsidenten det? Glad for at være med i det “gode” selskab ?
Jeg tror at størstedelen af borgerne i Danmark er dødtrætte af de danske politikere. 90% af dem burde ryge ud ved næste valg og det burde være forbudt at kunne få en taburet hvis man ikke har arbejdet i det private erhvervsliv i mindst 5 år. Vi mangler folk der ikke er bange for at kalde en spade for en spade og tage de ubehagelige beslutninger!
@Wendie. Men vil borgerne fjerne de politikere, de er dødtrætte af? Det handler ikke kun om, at politikerne er “bange for at kalde en spade for en spade og tage de ubehagelige beslutninger!” Det handler om, at de placerer sig i lommen på Axelborg og giftlandbruget, som de modtager partistøtte fra. Giftlandbruget er på finansloven med store milliardbeløb og noget af det ryger tilbage til partierne. Danmark er som bekendt verdens mindst korrupte land.