Nedenstående indlæg om landbrugets letsindige omgang med fakta har været trykt i avisen Nordjyske 13. december 2016. Vi bringer det med tilladelse fra forfatteren Bent Andersen.
Alt tyder på, at 32 % af de næringsstoffer, der findes i de indre danske farvande, stammer fra Danmark, og af disse 32 % stammer 75 % fra dansk landbrug. Det er derfor forkerte tal, der er brugt i forskellige avisindlæg her på det sidste, hvor der bliver påstået, at kun 3 – 5 % af de næringsstoffer, der findes i det danske vandmiljø, stammer fra Danmark. Man henviser til at :“Kendt viden siden slutningen af 1800-tallet viser, at ca. 94 pct. af kvælstof i danske farvande kommer fra Østersøen, Skagerrak og Tyskerbugten. Og kun ca. fem pct. fra dansk afstrømning, hvilket vil sige spildevand fra rensningsanlæg, industri, landbrug, naturområder m.v.”
Fra dele af landbruget side klager man over, at modstanden mod visse dele af det moderne intensive landbrug ikke bygger på fakta men derimod på fordomme og derfor ikke er seriøs. Hvordan kan man så i ramme alvor henvise til forhold, der er mere end 100 år gamle, hvor affald fra byerne blev ledt urenset ud i vandmiljøet, og hvor hø var det vigtigste vinterfoder for landbrugets kreaturer, og der derfor blev bjerget hø på mange af de vandløbsnære arealer, der i dag bliver brugt til kornavl med det langt større gødningstryk til følge.
Hvordan kan man ligeledes mene, at de næringsstoffer, der hvert år er skyld i iltsvind i store dele af Limfjorden og ofte i dele af Ringkøbing Fjord og Nissum Fjord, stammer fra andre lande? Det er rigtigt, at der hvert år er målinger, der indikerer, at noget af den iltsvind, der rammer de indre danske farvande, stammer fra andre lande, med det er dog tankevækkende, at det altid er ganske tæt ved den danske kyst og i vore fjorde, at iltsvindet er størst. Der findes ofte moderat iltsvind (2 – 4 mg ilt/l) i dele af Østersøen, i Storebælt og i Øresund, men derimod kraftig iltsvind (under 2 mg ilt/l) i de jyske fjorde, der vender ud mod Lillebælt.
Det nytter altså ikke, at visse repræsentanter fra dansk landbrug holder hænderne op foran brystet og siger: “Det er ikke vores skyld”. Ønsker man en saglig, konstruktiv debat, er det nok ikke en god idé at starte med at sige, at alle forskere og lærde ud i vandmiljø tager fejl og er manipulerende og utroværdige, og at det kun er landbruget, der har forstået den rette sammenhæng.
Hvis man vil skyde myndighederne og forskere i skoen, at deres indlæg i debatten alene er styret af et ønske om midler til at “lege” med det danske miljø, kunne man jo lige så godt skyde landbruget i skoen, at alt, hvad det gør, alene er styret af dets egen mulighed for en kortsynet profitmaksimering. Det er i bedste fald ikke en seriøs tilgang til en løsning af problemet.
De samme kræfter inden for landbruget har gennem de seneste år haft meget travlt med at sige, at mange af de problemer, landbruget har, skyldes udefra kommende årsager. “Det er altid andres skyld”. I stedet for at konsolidere sig og betale skat har nogle landmænd gældsat sig i de gode år og kan så, når der kommer dårlige år, ikke forstå, at man ikke kan få sin virksomhed til at løbe rundt. Det må være træls for de mange landmænd, der med dygtighed, rettidig omhu og omtanke producerer nogle af verdens bedste landbrugsprodukter, at se kollegaer udvikle sig til grædekoner, fordi disse synes, det altid er andres skyld, når alt ikke lige flasker sig, som de havde håbet på.
