Boris Johnson leverer Brexit

Det blev ikke pengepungen, der bestemte udfaldet af valget den 12/12-19, men briternes ide om tilhørsforhold og identitet. Resultatet cementerer beslutningen om udtrædelse af EU, afstemningen i 2016 der ramte EU’s magtelites selvforståelse som en forhammer i panden på et kreatur, lige før pulsåren åbnes af slagterens skarpe kniv.

Det skriver Steen Ole Rasmussen.

Døden er ikke bare livets undergang, men også grundlaget for forandring i den proces som Joseph A. Schumpeter kaldte “kreativ destruktion”.

EU er skabt om en fortælling, der handler om det åbne markeds velsignelser. Men markedet og dets institutioner agerer ikke i overensstemmelse med en højere rationalitet, for hverken markedet i sig selv eller de ledere formår effektivt at inddrage hensynet til klima, natur, miljø og ressourcer. Og hvis institutionerne ikke formår at tage vare på de naturlige livsbetingelser, så kan deres undergang være begyndelsen på noget bedre, led i en slags kreativ destruktion.

Der er mere på spil

De europæiske medier har travlt med at fortæller briterne, hvad det er, der er galt med dem. Men det er ikke kun briternes problemer, der afslører sig i diagnostikken. Det handler lige så meget om diagnostikeren, patologen. Og hvis det ikke er briterne, der er syge, så er det diagnostikken/patologien, der fejler noget. Det handler om EU’s identitet og overlevelse, om de perspektiver der bliver lagt på Brexit ude fra.

Den britiske identitetsfølelse afgjorde valget. Den henhører under det psykisk sociale i patologiens og sociologiens regi. Det er et ekstremt svært tema at behandle.

Den psykiske diagnose rammer på identiteten, hvor andre mere fysiske diagnoser kan virke som en mental aflastning for den udfordrede og fungere som undskyldningen for et individs mentale tilstand. Således præsenteres det offentlige sundhedsvæsen dagligt for folk med helt andre ønsker om bestemte diagnoser, end dem som det offentlige sundhedsvæsen tilbyder, lidt modsat de alternative behandlere, der er mere fritstillede i forhold til det at acceptere og behandle på baggrund af ønsker om bestemte diagnoser: Hvis behandlingen i øvrigt er alternativ nok, så virker den helt uafhængig af en forudgående diagnostik!

Briterne er udfordret af mere eller mindre alternative former for behandlere både indefra og udefra. Problemet er, at også dem, der mener at arbejde på objektivt og videnskabeligt forankrede kriterier for definition på sygdom, står over for briternes subjektivitet, og at det netop er det subjektive, der her er det objektive, fordi briterne suverænt selv bestemmer, hvem de objektivt er med deres subjektivitet. Alle de medier og politikere, der står på nakken af hinanden for at beskrive Brexit som en sygdom, er svært anfægtede af det faktum.

EU’s krise er ikke verdens undergang

Det er ikke verdens undergang, at den psykiske og sociale selvforståelse ændrer sig eller bryder sammen. I en vis forstand opstår der en hel ny verden med ethvert individs fødsel, og verden har hidtil været stor og stærk nok til både at indeholde og overleve den mangfoldighed af psykisk og social selvforståelse, som har udfoldet sig her på vor lille blå planet. Troen på det fri marked og dets institutioner, som EU, WTO, IMF, m.fl., trues af Brexit og Trump. Men det virkelige svigt er i forhold til naturgrundlaget, foruden hvilket den økonomiske velstand er intet.

Dommedag sælger

Al stor kunst bygger op om identitetens opstand, forandring og undergang. Det viste Friedrich Nietzsche os med “Tragediens fødsel” fra 1872.

For tiden kan man se “Apocalypse now, final cut” af Francis Coppola. Vietnamkrigen ramte USA hårdt på identiteten. Den omtales som alle tiders bedste film, fx i konkurrence med Blade Runner 2018 og 2048. Disse store værker virker i kraft af skildringen af kampen mod undergang, for identitet og overlevelse.

I toppen af listen over mest solgte bøger i tyskland finder man i øjeblikket bogen “Der Grösste Crash aller Zeiten”. Den sælger på sin økonomiske dommedagsprofeti, og forsøger at vinde troværdighed med nogle af dens forfatteres heldige forudsigelser.

Den samler op på, hvordan samtiden er blevet domineret af Fake News og forfatterne er stolte af at have forudsagt og forklaret Trump, for øvrigt som en vis anden.

Bogen forklarer, hvordan finanskrisen er opstået med markedsendogent skabte penge, hvilket vi også er mange, som forstod for længe siden, og hvordan nationalbankernes pengepolitik samt staternes gældsættelse ikke er løsningen på krisen.

Nulrente og minusrenter, historisk gældssætning m.m. er symptomer på det sammenbrud, som bogen bebuder vil komme, senest 2023. Den ser nærmest frem til det sammenbrud, som skyldes, at statsmagter og nationalbanker har sat sin egen magt og markedets funktion ud af kraft i og med forsøget på at redde marked et.

Bogen giver råd til dem, der forbereder sig på tiden efter det store Crash. Her bliver den plat med sine lavpraktiske anbefalinger om at købe guld og bitcoins, selvom den faktisk også ret seriøst går ind og viser styrken ved blockchain-økonomien.

George Orwell dystopiske roman “1984”.

Vore medier griber til litteraturen, for at finde billeder som kan bruges på samtiden. Fx kommer de til dystopiens mester, George Orwell, som havde et skarpt blik for sin samtids lagdelte Storbritannien. Han beskrev UK som de riges paradis, med dets nedarvede sociale struktur, hvor de velstillede kunne købe en sig en uddannelse i Oxford eller Cambridge, der gav dem den accent, som var adgangsbillet til samfundets ledende lag. Boris Johnson har sådan en uddannelse og tilhører eliten, der har solgt Brexit til arbejderne. Det er den teatralske drøm om engelsk nationalisme og storhed, der fungerer som erstatning for de nederlag, arbejderklassen har oplevet på egen krop med EU’s indre marked.

Hvor det i 1970’erne hed sig, at man skulle stemme på Labour, hvis man vil have en sort til nabo, så hedder det sig i dag, at polakker og spaniere bare skal tage hjem. Underforstået, luk det indre marked ned og dem ude, som tager briternes arbejde.

Vi de fritstillede

Som selvstændige iagttagere står det os frit for at indtage den alternative behandlers position i forhold til Brexit, dvs. gå frem uden anden diagnostik end patientens egen. I det her tilfælde er det legitimt og gyldigt, for Storbritanniens suverænitet lever ved nationens autonomi, på samme måde som patientens identitet lever ved dennes subjektivitet. Det subjektive og nationale er det objektivt sande.

Når Brexit bliver beskrevet som en sygdom, så handler det lige så meget om, at patologen, iagttageren, dvs. magteliten og medierne på fastlandet er ramt hårdt på sin selvforståelse med briternes udmeldelse af EU: Beskrivelsen af Brexit som en sygdom er patetisk!

Den egentlige diagnose og kur EU må forholde sig til sine problemer:

  • klima, miljø og biodiversitetskrise,
  • de syge støtteordninger til landbruget,
  • den ekstremt skæve fordeling af udvikling mellem øst og vest, syd og nord,
  • den forfejlede pengepolitik, med statsgældskrise og falske markedsværdier som følge.

Hvis ikke disse faktuelle problemer gribes funktionelt an, så mister EU og andre af globaliseringens institutioner al troværdighed og den psykisk sociale selvforståelse vil flygte ud af de rammer, som medierne hele tiden holder op for os, bl.a. med sin måde at tematisere Brexit på.

Skriv en kommentar