En ny form for uhyrlige ødelæggelser af det marine miljø begrundes af EU og dets medlemsstater med “videnskabelig forskning”.
Af George Monbiot, offentliggjort på Guardians hjemmeside, 9. februar, 2015.
En af de største vittigheder i naturbevaringens historie er den japanske regerings påstand om at være engageret i “videnskabelig hvalfangst”. Al fangst med Japans harpunflåde finder sted under dække af “forskning”, da dette er den eneste begrundelse, der kan retfærdiggøre drabene, i henhold til internationale regler.
Ifølge diplomaten Joji Morishita, der repræsenterer Japan ved hvalfangstforhandlingerne, har dette “forskningsprogram” udgivet 666 videnskabelige artikler. Mens vi skal respektere hr. Morishita ret til at påberåbe sig tallet for Satan, hvilket kan være rimeligt i denne forbindelse, så har Den Internationale Domstol påvist i sin undersøgelse af den japanske hvalfangst, at hele “forskningsprogrammet” faktisk kun havde genereret to anerkendte artikler, der brugte data fra kroppene af ni hvaler.
I samme periode dræbte den japanske flåde omkring 3600 hvaler. Så hvad var det for presserende videnskabelige spørgsmål, disse hvaldrab søgte svar på? Her er de sandsynlige forskningsområder:
– Hvor mange penge kan der tjenes på at sælge hver slagtekrop?
– Er hvalkødets smag bedre stegt eller ristet?
– I hvilket omfang kan vi tage pis på resten af verden – og slippe af sted med det?
Vi er med rette oprørte over dens slags bedrag. Men mens vi fokuserer vores vrede på et land på den anden side af kloden, anvendes det samme trick til massenedslagtning af marine skabninger i havet – under dække af “videnskabelig forskning” – lige foran vores egen næse. Vore egne regeringer, sammen med Europa-Kommissionen og de øvrige medlemsstater, benytter sig af det samme hykleri.
Europæisk fiskeri med giftstoffer, sprængstoffer og elektricitet er forbudt. Men Kommissionen har gradvist ophævet forbuddet mod at bruge elektricitet. Det begyndte med et par både, men i 2010, efter at voldsom lobbyvirksomhed fra den hollandske regering, fik 5 pct. af den hollandske trawlerflåde lov til at bruge denne teknik. I 2012 er antallet hævet til 10 pct. Fire-fem enorme hollandske supertrawlere er nu blevet udstyret med elektrisk pulsgear, til en pris på omkring tre mio. kr. per skib.
I de seneste måneder har den britiske regering uddelt licenser til yderligere tolv skibe. Disse er registreret i United Kingdom og sejler under EU-flag, hvilket betyder, at de har lov til at fiske inden for tolv sømilegrænsen, men ifølge kilder i fiskeindustrien er i det mindste nogle af bådene finansieret og udstyret af hollandske virksomheder.
Fangstmetoden pulse-trawling, som teknikken er kendt under, anvender elektricitet til at skræmme fladfisk eller rejer op fra de sedimenter, hvor de skjuler sig. De elektriske stød får dem til at vride og vende sig opad i vandfasen – og ind i nettet. Elektrisk fiskeri kan i høj grad øge fangsten af disse arter.
Industrien og de hollandske og britiske regering hævder, at denne teknik er mindre skadelig end konventionel bomtrawling. Det er ikke ligefrem den bedste sammenligning. Havde de brug for at markedsføre influenza, ville de uden tvivl hævde, at det er bedre end byldepest.
Fiskeri med trawl er et perfekt system, der er designet til maksimal ødelæggelse af miljøet. Trawlet river ikke bare livet på overfladen af havbunden, men brugen af “skrabekæder” tjener til at udvinde begravet fladfisk fra de underliggende sedimenter.
Så det er absolut ikke utænkeligt, at fiskeri med puls-trawl forårsager mindre skader end den massive miljøforstyrrelse, der leveres af bomtrawl. Men på nuværende tidspunkt har man ingen viden om disse forhold.
Hidtil har der ikke været gjort nogen seriøs indsats for at undersøge, hvilke virkningerne af gentagne elektriske stød der kan være på de marine dyresamfund: dem, der lever i det åbne vand, på havbunden eller nede i bundsedimentet.
(forts.)
