I november forbereder livet i skoven sig på den stille tid. Sommerens fugle- og florafestival er for længst forbi, nu er det så sæson for det store udtræk af svampe, som sine steder lyser op i skovbundens våde mørkebrunhed. Skovstierne bliver sløret af nedfaldsbladene, det er ventetid og der er tyst – indtil der lyder fine mussepip fra højden. Akustikkens grundlove tilsiger, at lydgiverne må være små, som mus eller mindre endnu. Og småfugle kan man roligt kalde det, de højfrekvente kald kommer fra bl.a. mejser af flere arter, som i rastløst selskab afsøger løvskovens næsten bladløse grenværk for alt spiseligt. Særlig én art skiller sig ud og lyser op med en profil som ingen anden, når man er heldig. Det er halemejsen…
Det er en fugl med en ganske lille krop, nærmest kuglerund, hvid med sorte og rødbrune tegninger, sorte øjne og et lille næb, som kun akkurat stikker frem af ansigtets hvide fjer. Og så er der lige dens unikt lange, sort-hvide hale, som udgør mere end halvdelen af fuglens samlede længde. Den tjener som balancerende kontravægt, når de ca. syv gram halemejse bevæger sig akrobatisk rundt i de yderste, tynde og gyngende kviste, ofte med hovedet nedad. Netop som man får indstillet øjne eller kikkert på en halemejse, er fuglen gerne videre, på små runde vinger, i hoppende og lidt skødesløs flugt, tilsyneladende noget besværet af at have den alenlange hale med på slæb. 
Halemejsen må siges at rangere højt på den nationale skala over søde og charmerende dyr, som en slags fuglefaunaens svar på hasselmusen. Begge arter stiller høje og delvis sammenfaldende krav til levestedets kvalitet. Men mens syvsoveren hasselmusen blot rider den kolde tid af i op til syv sovende måneder, må halemejsen som standfugl være yderst vågen og aktiv året rundt, med den udfordring at være insektæder gennem en vinter lang. Man finder bedst halemejser i varieret løv- og blandingsskov, helst på fugtig bund, gerne med hasselkrat og ellesump og diffuse bryn ud til skovmoser. Her finder halemejsen sin plads nær toppen af righoldige fødekæder med mosbegroet ved, stående eller liggende dødt træ, svampe, mider, edderkopper, bænkebidere, springhaler og meget andet liv fra krible-krable afdelingen.
Uden for yngletiden kan halemejser strejfe opportunistisk rundt i mere forskelligartet terræn, i evig søgen efter føde, som kan holde temperaturen i den lille krop 30 grader eller mere over omgivelserne. Skovnære haveejere med foderbrætter med fedtkugler kan få kortvarige besøg af de vimse langhaler, eller en kreativ halemejse kan finde ind gennem en åben drivhusdør for at afsøge visnende tomatplanter eller druestokkenes gulnende blade for smådyr.
Typiske produktionsskove med drængrøfter og mørk, lukket nåleskov eller højstammet, ensartet løvskov er ikke noget for halemejser. Lavbundsjorde, der i fremtiden bliver sat fri og springer i sumpskov vil være en gave til halemejser. Foruden til klimaet og en hel del mere.
