oldenborere 2bergsøe148

Denne artikel er skrevet af biolog og åmand emeritus Bent Lauge Madsen og bringes her med forfatterens tilladelse.

”Oldenborrerne er grove, plebejiske ædere, som grådigt kaster sig over alt grønt, ofte optrædende i masser, der ikke giver Orientens græshoppesværme synderligt efter”.

Vilhelm_bergsøe
Zoologen Vilhelm Bergsøe.

Sådan indleder biologen Vilhelm Bergsøe (1835 – 1911) sit 4o sider lange oldenborreafsnit i den stadig læseværdige bog “Fra Mark og Skov” (1881). Oldenborren var, som han skrev, det insekt der påførte landbruget, og skovbruget, de største skader.

Bergsøes mangeårige studier over oldenborren er et meget fint eksempel på anvendt videnskab, der har gjort nytte. Og han gjorde en stor og prisværdig indsats for at bringe sin viden ud i de yderste led, de landmænd, som led under skadedyrets hærgen. Allerede i 1852 udgav han sammen med sin læremester, entomologen J C Schiødte (1815-1884)) et lille skrift for landmænd: ”Oldenborrens livshistorie”. Heri også gode råd om, hvordan skaderne kunne mindskes. 1899 udgav han den i en opdateret form, og af en eller anden grund med gotiske bogstaver, ”Oldenborrens udryddelse”.

Oldenborre_larver
Larver af oldenborre. Foto: Wikipedia.

Oldenborrelarverne lever i jorden, hvor de spiser afgrødernes, og andre planters rødder. De er rodklippere. De tilbringer 3 år her, og det fjerde kommer de frem som voksne oldenborrer, som regel i maj. Deraf det tyske navn Maj-bille. De store sværme var med rette frygtede, idet de kunne afløve skovene. Især egetræerne. 1758 blev store skovområder ved Ålborg ødelagt, 1880 kom turen til skovene ved Hørsholm. I Vejle amt var oldenborren den skyld i et tab på 1 million kr. i årene 1881-82.

Skaderne var meget store, ikke kun i Danmark, men i store dele af Europa. Den kunne lægge landsdele øde. I Irland var et angreb så voldsomt, at befolkningen måtte bage brød af ristede oldenborrer i stedet for mel.

Oldenborren blev lyst i band af kirkens, men billen var resistent mod alle former for himmelske påvirkninger. Skolelærer Schelderup fik læst og påskrevet af Bergsøe for et foredrag, han i 1859 havde holdt i Holbæks landøkonomiske forening: ”Sammenblandingen af tiende, oldenborrer, præster, landmænd og Vorherre hører hjemme i middelalderen tykkeste mørke, ikke i vor oplyste tid”.

Særlig slem blev oldenborre-plagen i Danmark i den sidste del af 1800-tallet, og Bergsøe har et bud på årsagerne: “Det er især Drainingen, den forandrede Pløjetid og Fuglenes aftagen, som har spillet hovedrollen, og da disse Forhold ikke lader sig forandre, må det rationelle Landbrug, tage kampen op ”.

oldenborretegningDræningen tørrer jorden ud, så oldenborrens larven får den løse, iltrige jord, den kan leve i. Hvad fugle angår foreslår Bergsøe, at man kan tage kampen op og ved at fremme livs betingelserne for de dyr, der lever af oldenborrernes grådige larver. Man kan fx sætte stærekasser op på markerne, men endelig ikke med flyvepind: ”Denne pind er en pind til ungernes ligkiste. Thi når de gamle er fløjet ud, har jeg flere gange set at ugler og krager sætter sig på pinden, hvor de i ro og mag han hale ungerne trods deres ynkelige skrigen”.

Muldvarpen er en anden forbundsfælle. Den havde fået et uretfærdigt rygte som planteæder, og dermed medskyldig i skaderne. Men det gendrev han. Vel skader dens skud, men den skade er forsvindende mod nytten af ae dens store appetit på de fede larver. Den bestiller ikke andet end at spise og sove, mest spise, skrev han. ”Enhver jordbruger, der forstår sin sande tarv, gør derfor vel i at frede den”. En anden forbundsfælle er grævlingen, der nok roder jorden op, men som fortærer rigtig mange oldenborrelarver.

Et hyppigt brugt middel var at samle larverne ind, når jorden blev pløjet. De var et udmærket foder til svinene. Og arbejdskraften var billig. Således står der i Ugeskrift for Landmænd, 1860, side 189, at to børn havde opsamlet 30.000 larver om dagen. Daglønnen var 33 øre, men så skulle de også holde sig selv med kost. Ved Petersværft blev der i tre år indsamlet næsten 1,4 millioner larver, og kornhøsten var tilfredsstillende.

Men Bergsøe og andre biologer var helt klar over, at der måtte andre midler til også. Han gik, sammen med andre europæiske biologer, den videnskabelige vej: Hvad er årsagerne til dens masseforekomst, hvad er de svageste led, hvor man med held kan bekæmpe dem. Bergsøe henviser til sin tyske kollega Ratzeburg, der efter af have erkendt de kosmiske kræfters utilstrækkelighed i 1837 stillede en general-regel op for, hvordan man får bedst kan bekæmpe dem. ”Der hvor man med den mindste Møje kan tilintetgøre den størst mulige Mængde. Det er nu for oldenborrens vedkommende aabenbart i Flyvetiden.”

Oldenborre_hun_noWiki
Oldenborre, hun. Foto: Darkone.

Herhjemme fulgte Bergsøe i Ratzeburgs spor: Det rette tidspunkt at bekæmpe oldenborren på er at fange dem i flyveåret, dvs. hvert fjerde år, når de kom frem i store sværme for at parre sig i træerne. Parringen foregår om natten, og den bedste tid at fange dem på er den efterfølgende morgen, hvor de, ”stivnede af morgenkulden, våde af duggen, og enerverede af parringen, da sidder så løse, at de kan rystes ned som nødder”. De samles i sække, og bagefter blev de kogt i gruekedlen. I Sachsen blev med den metode i 1868 samlet 1,6 milliarder oldenborrer. Det anskueliggjorde Bergsøe: Hvis de blev trukket på en snor ville den strække sig 5520 mil, dvs. den kunne næsten nå jorden rundt ved ækvator. Belønningen var, at der i næste sværmeår ikke var mange oldenborrer.

Den metode blev ophøjet til lov i Danmark i 1887, og staten betalte en del af omkostningerne. ”Når et oldenborre- år er i vente gælder det om at have tilstrækkeligt mandskab”, skrev Bergsøe. ”Hertil kan man anvende kvinder, børn og overhovedet personer, der er uskikkede til strengt arbejde”. Bergsøe foreslog, at man i oldenborre-sæsonen kunne give børnene fri fra skole om formiddagen. Han har et eksempel, hvor en gammel mand og en lille dreng på én dag samlede tre kornsække (17 skæpper) oldenborrer, som indbragte dem samlet 3 kr. og 93øre, ”hvilket må anses for en særdeles god dagløn”.

I 1887 blev der i Danmark samlet over 7,5 millioner pund, eller ca. 4 milliarder voksne oldenborrer. Det næste oldenborre-år, 1891, blev der ”kun” samlet ca. det halve.

Det så altså ud til, at det nyttede at bekæmpe oldenborrerne med en stor indsats. Omkostningerne blev udlignet ikke kun af et merudbyttet, men også at den nytte man kunne have af larverne som foder, og de voksne som gødning. Bergsøe gengiver tabeller over bl. a. indholdet af kvælstof: Værdier er ca det halve af det samme kvantum dyr guano-kunstgødning, der blev importeret fra Sydamerika.

Kritiske røster var, som ventet, hurtige til at sige, at oldenborrerne nok var forsvundet alligevel, måske pga. svampesygdomme eller lignende.

BentLaugeMadsen2014
Bent Lauge Madsen.

Professor Wesenberg Lund (1867-1955)), der reviderede Bergsøe’s ”Fra Mark og Skov” (1915), støttede fuldt ud Bergsøes opfattelse, og han citerer J.E.V.Boas (1855-1935), professor i zoologi på Landbohøjskolen, for at ”de store oldenborre år indtil videre ikke mere eksisterer her i landet”.

Og der er ganske interessant, at oldenborren ingen plads har fået i Grønwald-Fynboes store ”Håndbog for danske landmænd” (1910).

Det er nok på sin plads at slutte med Wesenberg-Lunds hundrede år gamle slutbemærkning: ”Bergsøes påstand om, at det for et intenslandbrug bliver mere og mere farligt at lade naturen om at regulere sig selv, er selvindlysende.”