Sprojte_desinfiktion
Alt liv sprøjtes væk fra stadig større dele af landbrugslandet. Her er det en kartoffelmark på Falster, der er blevet steriliseret.

Det brede flertal bag regeringens sprøjtemiddelstrategi for 2013-15 blev 22. maj 2015 enige om at forlænge den nuværende strategi med et år. Flertallet består af regeringen samt SF, EL, V og K. Baggrunden for forlængelsen er strategiens manglende succes.

Strategiens hovedmål er at sænke miljø- og sundhedsbelastningen fra kemiske sprøjtegifte med 40 procent i 2015 i forhold til 2011, og det giver mening at forlænge strategien, mener miljøminister Kirsten Brosbøl.

Brosboell2
Miljøminister Kirsten Brosbøl har fået udskudt den pinlige evaluering, der ellers vil afsløre, at regeringens sprøjtemiddelstrategi har spillet fallit. Først i 2016 vil det stå klart, at der skal mere til end god vilje og frivillige aftaler med agroproducenterne.

– Vi har allerede gjort de mest belastende sprøjtemidler dyrere, indført nye regler om gebyrer og syn af sprøjter og gennemført mange andre initiativer fra strategien. Men vi kan ikke vide, om vi har nået målet på belastningen, før vi til næste år har salgstallene for 2015. Derfor giver en et-årig forlængelse god mening, siger Kirsten Brosbøl.

I januar 2013 blev det aftalt, at regeringens sprøjtemiddelstrategien skulle gælde i tre år, men allerede dengang udtrykte miljøfolk tvivl om strategiens effektivitet.

-Vi støtter regeringens mål om 40 procent reduktion af miljøbelastningen, men vi tvivler på, at det er muligt at nå målet med de virkemidler, miljøministeren foreslår. Der er for meget frivillighed i udspillet, og vi ved fra den tidligere regerings strategi på området, at frivillige ordninger ikke virker. Der bør for eksempel være krav om at bruge de bedste teknologier, sagde Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.

– Afgifter og godkendelsesordning er ikke er nok til at redde grundvand og natur. En effektiv sprøjtemiddelstrategi skal indeholde en række konkrete og klare forbud mod brug af sprøjtemidler på særligt udpegede arealer og på særlige tidspunkter af året. Først da er det muligt at sænke miljøbelastningen,  sagde præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen.

Som en del af sprøjtemiddelstrategien har internationale eksperter set nærmere på, hvordan vi godkender sprøjtemidler i Danmark, og de er kommet med en række anbefalinger.

Der er enighed om at bede Miljøstyrelsen om at se nærmere på de internationale anbefalinger i løbet af det år, sprøjtemiddelstrategien nu er forlænget. Samtidig sættes penge af til at fortsætte kontrolindsatsen, syn af sprøjter mv., der er indeholdt i sprøjtemiddelstrategien.

Visited 2 times, 1 visit(s) today

Comments are closed.