Smædekampagnen er bl.a. fremført ukommenteret i LandbrugØst, der udgives af medievirksomheden Effektivt Landbrug

En ny smædekampagne mod kommunale embedsmænd og politikere blev sparket i gang 29. august 2017 af protestorganisationen Bæredygtigt Landbrug (BL). “Rådne roer og oversvømmede marker præger Lolland-Falsters to kommuner” lyder kampråbet, hvor politikere og kommunale biologer mistænkeliggøres i enslydende ”debatindlæg”. De er bragt i regionale landbrugsmedier og dagblade, men uden nogen form for konkrete eksempler eller anden dokumentation. Politikere og embedsmænd afviser påstandene som “absurde” og “grebet ud af den blå luft”.

Den massedistribuerede tekst er fabrikeret af den kontroversielle agrarøkonom Vagn Lundsteen, der er en velkendt BL-konsulent. Han er tidligere direktør for Bæredygtigt Landbrug, men driver i dag konsulentfirmaet AgroBalance. Lundsten har før været ude med selvopfundne fakta i historier bl.a. om elementær landbrugskemi.

Voldsom retorik

Angiveligt havde Vagn Lundsteen været en tur på Lolland-Falster, og han var rystet over vandløbenes tilstand. Han mener ligefrem, det er ”svært at se, om der overhovedet er vandløb” i de to kommuner, Lolland og Guldborgsund.

Imidlertid påstår skribenten videre, at ”biologer og ansatte i kommunerne lader hånt om vandløbsvedligeholdelse og regulativer”, og dette skulle resultere i, at der er ”oversvømmede marker, der ikke kan høstes. Roemarker, der ødelægges og rådner.” Igen uden at nævne konkrete eksempler, men med meget alvorlige anklager mod både politikere og biologer i de to kommuner.

De fremsatte påstande kan kun betegnes som injurierende og ærekrænkende overfor både politikere og kommunalt ansatte, med mindre der foreligger dokumentation for de påståede ulovlige forhold.

Lundsteen gentager til slut de grove anklager med ordene: ”Hvem bestemmer i kommunerne? Politikerne der beslutter planer og bevilger penge til dem. Eller biologerne, der har sine egne dagsordner og gør som det passer dem?”

Borgmester og gårdejer John Brædder: “Absurde påstande.”

Absurde påstande

Forelagt beskyldningerne i Lundsteens tekst svarer borgmester og gårdejer John Brædder fra Guldborgsund Kommune 13. september:

”Jeg kan absolut ikke genkende de absurde påstande”.

Efterfølgende har centerchef Christian Refstrup 7. september uddybet svaret fra Guldborgsund Kommune i en mail til gylle.dk:

”Vi er meget uforstående overfor det læserbrev, der er skrevet. Vi har i Guldborgsund Kommune en god og tæt dialog med vores landbrug om planlægningen og driften af vores vandløbsopgaver. Opgaven udføres efter regulativerne i tæt dialog med lodsejerne omkring de enkelte vandløb. Vi holder løbende planlægnings- og opfølgningsmøder og der har kun været positive tilkendegivelser fra landmændene både denne og forrige sæson. Vi har således heller ikke henvendelser liggende fra nogle af vores lokale landmænd om manglende vedligehold eller andre forhold omkring vandløbene, så læserbrevet må stå helt for skribentens egen regning.”

Christian Refstrup vil kontakte Vagn Lundsteen med henblik på dokumentation af beskyldningerne mod kommunens medarbejdere.

Borgmester Holger Schou Rasmussen melder også hus forbi i Lolland Kommune.

Grebet ud af den blå luft

Også borgmester Holger Schou Rasmussen fra Lolland Kommune er forbløffet over de voldsomme beskyldninger. I en mail fra 3. september til gylle.dk skriver han:

”Det er første gang jeg oplever kritik at standarden på Lollands vandløb og åer. Ingen lokale landmænd har rettet henvendelse til undertegnede. Jeg vil undersøge om vi har styr på vores forpligtigelser.”

Heller ikke Lolland Kommune har oplevet klager over rådne roer eller oversvømmede marker i snart mange år. Centerchef Bjarne Hansen siger 15. september til gylle.dk:

”Siden 2011, hvor vi indførte sommerslåning i de store vandløb, har vi ingen klagesager haft. Med mindre Vagn Lundsteen fremsender konkret dokumentation for sine uhyrlige påstande, må vi betragte dem som grebet ud af den blå luft. Det har intet på sig.”

Viceborgmester og formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Lolland Kommune, gårdejer Henrik Høegh, har fremsendt kommunens politiske svar på de grove beskyldninger. Her er teksten:

Viceborgmester og gårdejer Henrik Høegh, Lolland Kommune: “Vi udstikker kursen.

”I Landbrugs-Nyt 29. august er Vagn Lundsteen ”rystet over den tilstand, vandløbene er i” på Lolland-Falster, og han spørger ”hvem bestemmer i kommunerne?”. Det er ikke påstande, der dokumenteres, men de skal alligevel ikke stå uimodsagt.

For at tage det sidste først, så er det i Lolland Kommune politikerne, der bestemmer, og det står vi til ansvar for overfor vælgerne. Vi agerer selvfølgelig også på medarbejdernes anbefalinger, men det er os politikere, der udstikker kursen og træffer beslutningerne.

Når det kommer til vandløbenes tilstand, så kommer Vagn Lundsteen ikke med konkrete eksempler. De skal være velkomne, men ellers kan jeg generelt oplyse, at der for alle 1000 km. vandløb i Lolland Kommune findes et regulativ. Det er et regulativ, som er politisk godkendt, og som administreres af kommunens ”Park og vej”, eller af en entreprenør, som kommunen har aftale med.

Med regulativerne følger at alle vandløb i kommunen får en årlig vedligeholdelse. Skråningerne slås, og der sker oprensning/klipning af bunden. Denne vedligeholdelse foregår i perioden august til december. Hertil får de 200 km. hovedvandløb også en såkaldt sommervedligeholdelse. De vandløb får også slået den ene brink og bliver bundrenset i perioden 15. juni til 1. august.”

Mediernes medansvar

Ansvarshavende redaktør Lars Hovgaard vil ikke tage ansvar.

Gylle.dk har kontaktet et udvalg af de medier, der indtil videre har kolporteret Vagn Lundsteens grove beskyldninger.

Den regionale ugeavis Landbrugsnyt, der udgives af Lolland Falsters Folketidende, var først med ”debatindlægget”, men trods gentagne henvendelser til den ansvarshavende redaktør Lars Hovgaard har avisen ikke ønsket at oplyse, om den har været præsenteret for dokumentation, før man valgte at viderebringe Lundsteens påstande. Lars Hovgaard har ignoreret adskillige henvendelser.

Ugeavisen LandbrugØst, der udgives af medievirksomheden Effektivt Landbrug, har også bragt Lundsteens beskyldninger. Ansvarshavende redaktør Henrik Sieben ønsker heller ikke at oplyse, om han har sikret sig dokumentation for de injurierende påstande, men svarer blot 7. september:

”Det læserbrev du henviser til har, indtil videre, ikke affødt nogle bemærkninger fra de omtalte kommuner, endsige politikere valgt, eller på valg i de to kommuner.”

Visited 15 times, 7 visit(s) today

Comments are closed.