Så er det nu. Oven på betydelige mængder regn efter tørre måneder myldrer svampene op. Pulsen stiger tilsvarende hos de stadigt flere, for hvem efterårsskovturen er utænkelig uden svampekurv, svampekniv og svampebog. Bert Wiklund, næstformand i Danmarks Naturfredningsforening Svendborg, og svampekyndig, arrangerer svampeturer, som lynhurtigt bliver overtegnet.
Der er stor interesse for at komme til at kunne kende flere af de tusinder af svampearter, dansk natur byder på. Men mange tager ud med utilsløret fokus på det kulinariske storvildt, svampearterne med to, og helst tre kokkehuer: Karl Johan og andre fede rørhatte, tragt-kantarel, trompetsvamp mm. Men man kan desværre også roligt regne med, at turlederen ikke leder sin discipelskare durk hen til de bedste steder i så henseende. Det må man selv ligge og rode med.
Man kan så også blot vælge at lade synssansen råde alene og fryde sig ved farverne og formerne. Som oftest falder disse kvaliteter ikke sammen med de kulinariske.
Rød fluesvamp er svampeikonet over dem alle, kendt fra børnebøger, billedlotterier, nisselandskaber og som den svamp, vikingerne sandsynligvis spiste af, når de fik trang til bersærkergang og efterfølgende invasion af England og Rusland. Tilstrækkeligt fornuftige har de så samtidigt været til at holde sig fra slægtningene hvid og grøn fluesvamp, som er dødeligt giftige. Trial-and-error har til alle tider været et nyttigt princip.
Selve ’paddehatten’ er som bekendt blot toppen af isbjerget. Under overfladen breder den egentlige svamp sig ud, myceliet, som lever af at nedbryde organisk materiale – i jord, ved eller levende plantevæv. Porcelænshat er glinsende og festligt hvid som det fineste Meissner-porcelæn. Den lever på dødt træ og er en iøjnefaldende deltager i den mangeartede og årelange nedbrydningsproces i væltede træstammer og grene i skovbunden.
På åbent græsland, helst gamle overdrev, er der visse steder farveorgie – bl.a. i gult, orange og rødt. En af de sjældne skønheder her hedder noget så spektakulært som knaldrød vokshat.
I Nyborg er en krabat af en rørhat for nylig dukket op i en græsplæne. Bert Wiklund dømmer, efter fotos, umiddelbart punkstokket indigo-rørhat, skønt stokken er atypisk meget kraftigt, næsten eksotisk indigo-farvet. Holder bestemmelsen, står den lykkelige haveejer med en svamp med tre kokkehuer. Men nu er den for gammel til køkkenet – svampe kan også blive for svampede.
Hej Ian
Den med rød fluesvamp og vikingers bersærkergang er en total ammestuehistorie. Svampen fremkalder i bedste fald en trancetilstand, hvorfor den har været anvendt af sibiriske shamaner, men den er vanskelig at dosere, og det kan gå helt galt. Gode krigere kommer der under ingen omstændigheder ud af det.
Min egen teori er, at vikingernes porseøl kan have været midlet, da porseøl skulle være mere aggressionsfremkaldende end humlekrydret øl, som man først fik i middelalderen.
Det hele dog forudsat, at der overhovedet var tale om bersærkergang fremkaldt af et ellerandet rusmiddel.
Hilsen Henrik
(Som du nok bedst husker som oldermanden)
Kære Henrik og velærværdige oldermand i Nydams utrættelige lesvingerlaug
Hvor er det godt, at du kalder mig til orden i mine omsiggribende løsagtigheder om dette og hint. Det er en medfødt skavank hos mig at løbe med en halv vind og skrive om hvad som helst uden at have læst ordentligt på lektierne. Men egentlig mente jeg det – inkl. det med de medfølgende invasioner i øst og vest – som rent efterårssjov. De gæve mænd med fluesvamp i maven havde med garanti måttet brække sig i alenvis ud over rælingen på langskibene på vej over Nordsøen i stormende kuling – og ikke været meget værd ved ankomsten til de engelske strande.
Mange gode hilsner – og på gensyn forhåbentlig,
Ian