Cand. phil. Steen Ole Rasmussen har skrevet dette tankevækkende essay. God læselyst!
Finanskrisen giver muligheder. Har man friværdi, får man penge for at låne. Det gør det muligt for nogle at trække sig tilbage tidligt. Det kan være et bidrag til den store omstilling.
Jeg har trukket mig ekstremt tidligt tilbage.
De beskedne mængder af fast ejendom, som jeg har, gør, at jeg betales for at låne 1,1 million kr., samtidigt med at jeg kan hente lejeindtægt fra de belånte aktiver, indtil jeg går på pension.
Den nuværende situation med minusrenter, som vi er nogle, der har fordel af, er udtryk for det pengeøkonomiske systems krise.
Magteliten
Magteliten bruger nationalbanker og stater til at holde priserne oppe på kapitalen. Prisen betaler dem, som har sparet op. For priserne på kapital holdes oppe med skabelsen af penge og erstatningen af finanssektorens penge med nationalbankpenge. Udbuddet af penge stiger og deres værdi falder. Det er til fordel for mig, men kan ikke siges generelt kun at være godt.
Markedet og mig
Den enes succes på markedets vilkår behøver ikke at bygge op om en udvikling mod den bedste af alle verdener. Derfor skal individuel succes legitimeres med mere end henvisningen til markedet.
Jeg vil her forsvare min livsførelse. Hvordan kan jeg tillade mig at have det godt uden for arbejdsmarkedet?
Nøjsomhed!
Nøjsomheden er den overordnede forklaring på, hvordan man kan gøre sig uafhængig af den altødelæggende pengeøkonomi og hvordan man kan lade være med at bidrage til den.
Nyanskaffelser af ting kan begrænses til det, som gør en mindre afhængig af penge.
Brugt er bæredygtigt, godt og billigt.
Bilen er overflødig, hvor man har en elcykel.
Flyvning er forbudt, og charterrejser en dødssynd.
Kødspisning skal begrænses til kylling og bæredygt fisk. Oksekød fra lokalt kvæg til naturpleje i begrænsede mængder kan tillades.
Bo fx i kolonihave det meste af året. Det er gratis!
Grøntsager fra egen have er bedst, gratis.
Jeg har opført et par huse, primært af genbrugsmaterialer, som jeg selv har oparbejdet ved nedrivningsvirksomhed. Energiforbruget i dem er lavt.
På det private plan er jeg tæt på at leve i overensstemmelse med det nødvendige hensyn til klima og miljø.
Det må legitimere det at leve selvfinansieret og tilbagetrukket.
Hvad kan man ellers forlange?
Jeg bruger min tid på at påpege nødvendigheden af ærligt at forstå, hvad dens store omstilling handler om personligt og generelt.
Jeg er og jeg argumenterer for “den store omstilling”, som finanskrisen er beviset på nødvendigheden af.
Det provokerer.
Her i Janteland skal man ikke være frelst, og slet ikke prale med det.
Når jeg alligevel gør, så kommer de rigtige følelsesmæssige reaktioner. De er stærkt fordømmende!
Selv de nærmeste i min tidligere omgangskreds var uden forståelse for det projekt, som jeg eksplicit har forfulgt hele mit voksne liv, da jeg kom i mål med det. Det overrasker at genkende det storforbrugende ego hos sine nærmeste, og se sig fordømt selv her, når det går op for dem, at man er kommet i mål med det, som man hele livet har fortalt dem, at man sigtede til og at man faktuelt er deres levende kritik.
Bedsteborger bedst!
Ærligheden i forhold til den nødvendige omstilling mangler. Det gælder på alle planer. Når regeringen påstår, at den vil realisere en 70 % reduktion i udslippet af klimagasser inden 2030, så er den ikke ærlig, for det kommer ikke til at ske, uden at den går imod sine økonomiske succeskriterier.
Den store omstilling forlanger et opgør med de gældende succeskriterier. Det er ekstremt ubekvemt.
Bedsteborgernes medier
Det skal med, at samtlige medier lever af
markedets efterspørgsel på “bekvemme sandheder”, og det er markedet, som
disse medier har ophøjet til dommer i alle livets spørgsmål. Dvs. medierne
lyver om nødvendigheden af den store omstilling af markedsmæssige og ideologiske grunde.
Den løgn – som samtlige kommercielle nationalt danske medier og public service medier lever af at sælge til sine brugere, ligesom den vestlige verdens leder, Donald Trump gør fra det hvide hus – går på, at vi kan forbruge os ud af de problemer, som vi skaber for os selv med vores forbrug.
Løgnen skal dække over den ubekvemme men videnskabelige sandhed, som er, at der er “grænser for vækst”. Bogen blev udgivet i 1972, og den er videnskabeligt funderet i udviklingen siden.
Demokratiet anerkender ganske enkelt ikke “den ubekvemme sandhed”, som er kvalificeret på andet end markedets og demokratiets vilkår.
På det seneste er det blevet afsløret, at selv vore universiteter har ladet sig korrumpere af efterspørgslen på den bekvemme sandhed. Det handler om meget mere end oksekød og landbrug. Miljøproblematikken rammer langt dybere.
De globale klimaproblemer, spørgsmålet om overbefolkning og generelt stigende pres på jordens sparsomme ressourcer handler om, at vore økonomiske og demokratiske frihedsidealer er under pres af sin egen succes.
Politikerne vil kun se på win win scenarier. Men den store omstilling er ikke win-win i sædvanlig forstand.
Forleden stillede Ida Auken sig op med sit professionelle smil og sagde, at en beskedne afgift på flyrejser kan revolutionere produktionen af brændstof til fly, så flyrejser bliver bæredygtige. Det er løgn.
Fra det sidste topmøde for verdens økonomiske elite forlød det, at problemerne omkring ernæring, energi og miljø på verdensplan kunne løses med bedre teknologi! (Frankfurter Allgemeine Zeitung d.10/8 -19.) Det er løgn.
Når Macron påtaler, at Bolsonaro skal stoppe afbrændingen af Amazonas, så husker han omhyggeligt at glemme og fortælle, at EU netop har lavet en frihandelsaftale med regionen, som i sig selv vil fremme afbrændingen af urskoven, fordi der er åbnet for eksport af kød til EU her fra.
Når Tyskland var imod at stille konkrete krav om beskyttelse af Amazonas, så var det fordi handelsaftalen er helt afgørende for den tyske bilindustri, der håber på at kunne sælge flere fossilbiler til Sydamerika takket være aftalen.
Fortællingen om, at elbilerne vil føre til en drastisk sænkning i udledningen af CO2 er løgn. En elbil skal køre minimum 50.000 kilometer, før den er på niveau med en fossildreven en. Dvs. besparelsen på klimaregnskabet er marginalt. De andre udfordringer, som “fremtidens eldrevne økonomi” står over for, handler om adkomst til fx de sjældne jordarter, hvor Kina har monopol de næste mindst 10 år.
Det begynder og slutter med individet
Den store omstilling skal begynde på det personlige plan, og så skal der argumenteres og handles på det her fra.
Det kommer til at koste et hav af hellige køer, blod, sved og tårer. Belønningen er stoltheden over at gøre en positiv og enestående forskel, fx her i jantes eget land.
“Fortællingen om, at elbilerne vil føre til en drastisk sænkning i udledningen af CO2 er løgn. En elbil skal køre minimum 50.000 kilometer, før den er på niveau med en fossildreven en. Dvs. besparelsen på klimaregnskabet er marginalt.”
En sænkning på 50% over bilens levetid er vel ikke så ringe endda.
Hvis målet, 70% reduktion 2030, skal nås, så er ikke engang 100 % elektrificering af de 2,5 millioner privatbiler, som kører rundt på vejene nok. Faktisk ville elektrificeringen medfører en langt større forurening med CO2 indtil da, da elbilerne begynder i minus, skal køre rigtigt langt, før de bliver relativt neutrale.
Sagen er, at det eneste, som kan medføre de drastiske reduktioner i udslippet, er en reduktion i antallet af kørte kilometer.
Netop privatbilismen har været stigende de sidste mange år, den har udfoldet sig på bekostning af kollektiv transport og som konsekvens af almindeligt øget forbrug.
Så, selv om en 50% procents reduktion isoleret set lyder af og kan være værd at tage med, så vil elbilernes bidrag ind til 2030 netto ikke kunne være andet end marginalt.
Elbilernes funktion i klimadebatten er ikke ret meget andet end en fortælling om det tekniske fix, der som fuglene på taget bruges til at dulme forbrugerens dårlige samvittighed.