Det går godt, rigtig godt endda, for den danske modebranche ude i den store verden. Det skriver journalist Dorrit Saietz i Politikens tillæg om økonomi, 3. februar 2016.
I de første tre kvartaler af 2015 steg eksporten med 7 procent, så der i alt blev solgt for 23,8 milliarder kroner bukser, kjoler, bluser og sko med danske varemærker på. Til sammenligning blev der solgt for 17,9 milliarder kroner svin, fremgår det af et nyt analysenotat fra brancheforeningen Wear under Dansk Erhverv.
»Jeg synes, den danske modebranche gør det rigtigt, rigtigt godt«, siger Morten Gade Steinmetz fra revisionsselskabet Deloitte, som hvert år udgiver ’Modeanalysen’ om branchens tilstand.
Men kan man tale om en eksportsucces, når tøjet stort set aldrig er fremstillet i Danmark, men snarere i Bangladesh, Indien eller Kina?
Og er det fair at sammenligne med svineeksporten, hvor produktionen foregår herhjemme?
»Det vil jeg bestemt sige, at det er«, siger Morten Steinmetz. »Danskerne er gode til at spotte nogle trends, designe lækkert tøj, lave gode kollektioner, som man tager ud og sælger. Varerne kommer oftest forbi Danmark, hvor de bliver ompakket og sendt ud til landene. Fordi der ikke sidder syersker i Danmark og syr tøjet – så kan man jo også spørge, hvor svinefoderet kommer fra«, siger han.
Læs hele artiklen.