Den gamle svinestald var under nedrivning i sensommeren 2023. Foto: Agri Nord

Sagen drejer sig om, hvordan fristen i åremål for overholdelse af kravet om totaldeposition for ammoniak skal fastsættes ved revurderingen af et husdyrbrugs miljøgodkendelse, herunder navnlig hvordan bestemmelsen i husdyrgodkendelses-bekendtgørelsen skal fortolkes.

Eller sagt med almindelige ord – hvor mange år må en svinekødsfabrik fortsætter med at udlede alt for megen ammoniak til nærliggende ammoniakfølsomme naturtyper, før den skal overholde lovgivningen?

Påstanden

Steen Christensen satsede på myndighedernes langmodighed, men forregnede sig. Foto: Agri Nord

I 2014 erhvervede landmand Steen Christensen svinekødsfabrikken udenfor Nibe med plads til 1.100 slagtesvin. Ved overtagelsen var virksomheden omfattet af en miljøgodkendelse fra 24. oktober 2007. Det fremgik af miljøgodkendelsen, at bedriften var omfattet af IPPC-reglerne, så Aalborg Kommune skulle revurdere godkendelsen otte år efter meddelelsen (første gang den 24. oktober 2015) og derefter mindst én gang hvert tiende år.

Aalborg Kommune har vurderet, at der i nærheden af svinekødsfabrikken ligger to kategori 1-naturområder i forhold til Natura2000-direktivet. Det pålægger EU’s medlemslande at bevare en række arter og naturtyper, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene.

Kategori 1-natur omfatter en række (42 ud af 52) specificerede, ammoniakfølsomme naturtyper inden for Natura 2000-områderne samt § 3-beskyttede heder og overdrev inden for Natura 2000-områderne, som ikke samtidig er kortlagt som habitatnatur.

Det nærmeste kategori 1-naturområde ligger ca. 390 meter nordøst for svinekødsfabrikken og består af habitatnaturtypen ”9190 Stilkegeskov og -krat på mager sur bund”.

Aalborg Kommune har beregnet ammoniakdepositionen fra svinekødsfabrikken til naturområdet, der viser, at totaldepositionen er 0,9 kg N/ha/år. Kommunen har ved beregningen fastsat ruheden for naturområdet til skov (s). Kommunen har ved fastsættelsen af totaldepositionskravet medregnet udledningerne fra to andre nærliggende husdyrfabrikker. Med henvisning til bestemmelsen i husdyrgodkendelses-bekendtgørelsens § 26, stk. 1, nr. 1, har kommunen konkluderet, at da der er flere end et andet husdyrbrug i nærheden, må totaldepositionen med ammoniak fra husdyrbruget ikke overstige 0,2 kg N/ha/år. Total-depositionskravet for stilkegeskoven er dermed ikke opfyldt.

Det andet kategori 1-naturområde ligger ca. 670 meter nordøst for Steen Christensens svinekødsfabrik og er ifølge Aalborg Kommune af typen ”Rigkær”. Kommunen har beregnet, at totaldepositionen til dette område er 0,2 kg N/ha/år. Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens strengeste krav for totaldepositionen til kategori 1-natur, svarende til 0,2 kg N/ha/år, er dermed overholdt.

Blandt orkideerne er Maj-Gøgeurt langt den hyppigste i rigkærene. De tåler ikke nedfald af ammoniak. Foto : Jens Chr. Schou/www.biopix.dk

Kræver 25 års frist

Den gamle miljøgodkendelse blev revurderet af Aalborg Kommune den 16. august 2019. Det fremgår af revurderingen, at formålet var at sikre, at svinekødsfabrikken kom til at leve op til lovens krav om totaldeposition af ammoniak, og at revurderingen alene omfatter dette forhold. Ved revurderingen konkluderede kommunen, at totaldepositionskravet for ammoniak ikke var overholdt.

Det vilkår, der blev meddelt som påbud, havde følgende indhold:

”Vilkår R1: Totaldeposition med ammoniak til kategori 1-natur må maksimalt være 0,2 kg N/ha årligt ved udgangen af 2030. Kategori 1-natur fremgår af bilag 1 og skema 4. Redegørelse og dokumentation for at kravet til ammoniakdeposition opfyldes skal indsendes til tilsynsmyndigheden inden udgangen af 2030.”

Senest i 2030 skulle Steen Christensen havde nedbragt sit ammoniakudslip til 0,2 kg N/ha årligt, men denne tidsfrist på 11 år var han ikke tilfreds med, og han fik støtte fra landbrugets lobbyistorganisation. Mindre end måned senere indbragte Landbrug & Fødevarer på landmandens vegne kommunens afgørelse for Miljø- og Fødevareklagenævnet med påstand om, at kravet om totaldeposition for ammoniak først skal være opfyldt senest 2039-2044.

Det skulle de ikke have gjort.

Klagenævnet skærper påbuddet

Klagenævnet stadfæstede den 18. december 2020 kommunens afgørelse men med en markant ændring af blandt andet vilkår R1 om totaldeposition for ammoniak. Klagenævnet bestemte, at totaldepositionskravet skulle være opfyldt ved udgangen af 2021 – og hverken i 2030, som besluttet af Aalborg Kommune eller i 2039-2044 som forlangt af svineproducenten.

Den afgørelse besluttede lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer at få prøvet retsligt ved Vestre Landsret, men det kom der ikke noget ud af.

Landsretten fandt intet grundlag for at fastslå, at klagenævnet ikke havde foretaget en konkret og individuel vurdering, og da de forhold, som Steen Christensen i øvrigt havde anført, ikke kunne medføre, at klagenævnets afgørelse af andre grunde skulle ophæves, tog landsretten klagenævnets frifindelsespåstand til følge.

THI KENDES FOR RET:

Miljø- og Fødevareklagenævnet frifindes.

I sagsomkostninger skulle Landbrug og Fødevarer F.m.b.A som mandatar for Steen Christensen inden 14 dage betale 200.000 kr. til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Dommen fastslår, at en miljøgodkendelse ikke bare er et stykke papir, der kan omskrives igen og igen. Foto: Agri Nord

Men heller ikke denne afgørelse ville svineproducenten og Landbrug & Fødevarer acceptere.

Højesteret sagde også nej

Med Landbrug & Fødevarer i ryggen blev landsrettens dom appelleret til Højesteret. Men lige lidt hjalp det.

Højesterets dom blev afsagt 19. april 2023, og retten fandt intet grundlag for at tilsidesætte klagenævnets vurdering af sagens faktuelle indhold. Herefter tiltrådte Højesteret, at der ikke var grundlag for at ophæve klagenævnets afgørelse og hjemvise sagen til fornyet behandling.

THI KENDES FOR RET:

Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal Landbrug & Fødevarer F.m.b.A. som mandatar for A betale 200.000 kr. til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

En tåbelig lovgivning

Formanden for Agri Nord Carl Chr. Pedersen

Formanden for den regionale landboforening Agri Nord var ikke enig med hverken Miljø- og Fødevareklagenævnet, Vestre Landsret eller Højesteret.

”Det er en dom, der bygger på en tåbelig lovgivning, der forhindrer god natur og god husdyrproduktion i at være naboer”, udtalte formand Carl Chr. Pedersen til landbrugsmediet Effektivt landbrug 24. august 2023. På det tidspunkt var Steen Christensen i gang med at nedrive den gamle fabriksbygning.

Der er noget helt galt, når miljøregler tvinger en landmand til at jævne sin stald med jorden, mente Carl Chr. Pedersen og fortsatte:

”Set i forhold til den øvrige miljøpåvirkning fra samfundet er det alt for rigidt, når afgørelser bygger på beregninger af udledninger og naturens faktiske tilstand.”

Formanden konkretiserede dog ikke sine påstande nærmere.

Bannerbillede: Gammel svinestald må nedrives for at skåne ammoniakfølsom natur. Foto: Agri Nord

Visited 11 times, 6 visit(s) today

Kommentarer

  1. Torben Aagesen

    Hvor meget vil den nuværende produktion så blive nedsat? Som jeg læser artiklen vil der blive opført en ny fabrik men savner konkrete tal på hvormeget der fremover vil blive produceret!

    • Hansen, Kjeld

      Det er der vist ikke tale om. Hvor læser du det?

      • Torben Aagesen

        Du har ret, det står der ikke. Det var min udlægning af det læste, som jeg ved nærmere eftertanke – må indrømme er forkert. Undskyld.

  2. Jan Stampe Nielsen

    Ud over den tåbelige påstand fra Carl Chr. Pedersen som tydeligt viser Landbrug og Fødevarers forfærdelige natursyn, så tror jeg, at Torben Aagesen har en pointe, men det finder Gylle.dk nok ud af.

  3. Karen Lisbet Ogstrup

    Formanden for Agri Nord, Carl Chr. Pedersen har ikke læst på sin lektie. Ammoniakreglerne blev nøje tilpasset til, at en svineproduktion kunne forrente sig i passende tid, inden kravene skulle opfyldes. Det var landbrugets egen lobbyvirksomhed, der resulterede i den situation.

  4. Endelig! Dejlig læsning – godt at L&F lobbyister med deres dyre advokater måtte rende forgæves og betale omkostningerne. Det trængte jeg til 👍

Skriv en kommentar