Regeringsgrundlaget tager med disse ord – ”Regeringen vil sikre en fornuftig balance mellem fødevareklyngens vækst og miljøet” – et skridt på vejen til en ny miljø- og erhvervspolitik. Men ambitionen om ”en fornuftig balance” er for svag, og vil være genstand for kritik fra enten erhverv eller miljøinteresser. Det skriver Mogens Schou, der er partner i AquaMind i et debatindlæg i Jyllands-Posten 2/7. I nedenstående tekst, der ikke tidligere har været offentliggjort, uddyber Mogens Schou sit forslag.
Det er på tide, at vi tænker over om den naturforvaltning vi har, opfylder fremtidens krav, og om den udnytter den viden og de teknologier vi har udviklet siden miljøpolitikken først blev formuleret.
Den nye regering kunne se på dette forslag:
”Ministeriet for Naturressourcer etableres med det formål at skabe og udvikle en konkurrencedygtig naturkapitalforvaltning, der forener hensynet til de acceptable naturbelastninger med vækst drevet af erhvervsmæssig frihed, udvikling og investeringer.”
Baggrund og rationale
Anvendelsen af vore naturlige ressourcer: Naturkapitalen, er med den forventede befolkningsudvikling den vigtigste globale konkurrenceparameter. Der er meget på spil; en ny forvaltning kan skabe fortsat vækst inden for det råderum naturen giver os, og den kan købe os tid til at udvikle teknologiske løsninger.
Danmark er i front når det gælder miljøbeskyttelse, men bagud når det gælder konceptudvikling, strategisk tænkning og institutionel innovation. Det er ikke en ny plan, vi står og mangler, men en ny måde at tænke forvaltning på. Et tankesæt, der gør effektiv benyttelse af naturen til en almen interesse, og ikke som i dag et konflikttema, som kræver stadig mere regulering for at inddæmme privat foretagsomhed.
Naturkapitalen er jordens ”råvarer”. Metaller og olie, dens produktion af fisk, dyr og afgrøder, dens evne til at neutralisere forurening og meget mere. Den er grundlaget for vores overlevelse, vores velvære og for vores økonomi. Dens evne til at skabe økonomisk vækst afhænger af, at vi bruger den effektivt, og af at vi gennem intelligent udvikling skaber nye og bedre anvendelser. Naturkapitalen er ikke nødvendigvis begrænset, men vores evne til at få den til at ”strække” afhænger af hvordan vi forvalter den og om vi skaber incitament til nye løsninger.
Miljøministeriet blev etableret i 1971 som en kamporganisation. Ministeriet fik beføjelser, der skulle skabe modvægt overfor erhvervsministerierne og et klagesystem, der mobiliserede de grønne interesser overfor erhvervslivet. Miljøpolitik blev dermed defineret som en kamp om flere eller færre restriktioner for erhvervslivet. Denne konfliktorientering har overlevet indtil i dag.
Få vil bestride, at vi har opnået store miljøforbedringer som følge af miljøpolitikken. Men i dag er vores måde at forvalte på utilstrækkelig i forhold til miljømålene og hæmmende for erhvervenes økonomiske og teknologiske udvikling. Udviklingen i miljøbevidstheden i banebrydende teknologier og nye metoder betyder, at der kan hentes meget store gevinster ved en frisættelse af erhvervets produktionsvilkår. Godt nok har staten opnået fremskridt for grønne løsninger ved at pumpe store offentlige midler i udviklingsprojekter og landbrugsstøtte, men denne indsats står samtidig i vejen for en konkurrencedreven udvikling, der i det lange løb er mere holdbar.
Den nye regering har muligheden for at skabe et nyt fundament for en naturkapitalforvaltning:
1. Sæt klare grænser for forbruget af naturkapitalen, hvor det er muligt og skab grundlag for at disse muligheder til stadighed udvides.
2. Lad erhvervslivets konkurrence om adgangen til naturkapitalen skabe effektivisering og innovation og understøt denne gennem dedikeret forskning og udvikling. Fjern alle reguleringer af virksomhedernes produktionsmetoder og valg af teknologi.
Disse enkle principper vil bringe os tilbage til Brundtland-rapportens oprindelige bæredygtighedsbegreb, der peger på en udvikling, hvor vi skaber mest mulig vækst inden for naturkapitalens reproduktive kapacitet.
”Mere miljø for pengene”, har gennem en årrække været et dansk slagord bag nye afgifter og gebyrer, nye forskningsbevillinger og nye reguleringer. Det vi mangler er en sammenhængende forvaltningspolitik, der sikrer, at de private virksomheder, der forbruger vores naturkapital har en direkte økonomisk interesse i at bruge naturens ressourcer med samme forsigtighed, som de anvender de finansielle.
Regeringen har med Natur- og Landbrugskommissionen vist en vis interesse for at sætte noget i gang. Kommissionens anbefaling af at fastlægge ”udledningskrav frem for krav til produktionens størrelse og indretning” har fat i det rigtige, men princippet drukner mellem de mange konkrete anbefalinger. Regeringen har som opfølgning igangsat et arbejde med målrettede reguleringer, men det nærmere indhold fortaber sig i ”regeringsinterne dokumenter”.
Indretningen af vores regering er med til at sætte rammerne for hvordan den offentlige forvaltning fungerer. Den nuværende organisation med et Miljøministerium overfor erhvervsministerier dur ikke. Den erkendelse er man da også nået frem til i andre lande, hvor UK og Frankrig har fundet, at man er bedst tjent med en løsning, hvor miljø og primærproduktion styres i samme ministerium, USA har samlet ansvaret for havene og klimaet i NOAA, som dækker både forskning, miljø og produktion. Sverige og Tyskland, hvor primærerhvervene ikke fylder meget har til gengæld stadig et miljøministerium.
I UK har man etableret The Natural Capital Committee, som en uafhængig rådgiver af regeringen med det mål at ”forvalte naturkapitalen effektivt og bæredygtigt for at opnå øget vækst”. Lignende initiativer ser man i en række andre vestlige lande. Under Rio+20 konferencen om bæredygtig udvikling I 2012 vedtog den finansielle sektor ”The Natural Capital Declaration”. Den markerer en vidtrækkende ændring af opfattelsen af vækstbegrebet i en retning hvor en produktions konkurrencedygtighed skal tage højde for omkostningerne ved alle afledte miljøeffekter.
