Grøftekanterne – smånatur i klemme

Vejkanter – grøftekanter populært kaldet – udgør et vidt forgrenet, men spindelvævstyndt netværk af vild natur i den mere ydmyge ende af skalaen. De er til gengæld iøjnefaldende, især når man er på farten, og de tiltrækker sig opmærksomhed fra stadigt flere over det meste af landet, inklusive nu heldigvis også fra myndighedsside i mange kommuner.

Naturindholdet i vejkanterne bestemmes af det universelle samspil (læs: økologi) mellem først og fremmest flora og fauna, som er gældende alle andre steder i naturen – og man behøver ikke at være hverken fagbiolog eller tudsegammel for at konstatere, at vejkanterne er blevet kedeligere og mere ensartede med tiden: Mere græs, færre blomster og ingen sommerfugle. I lille, flade, tætbefolkede og hårdt opdyrkede Danmark er vejkanterne, som det meste anden natur, kommet i svær klemme pga. den fortsat dominerende doktrin om, at nytteværdi er det eneste, der tæller.

Situationen er såre velkendt og udstilles i helt konkret forstand af typiske vejkanter i det åbne land: De er klemt fra den ene side af trafikal infrastruktur og fra den anden af intensivt drevet monokultur, begge dele at regne for golde ørkner i biologisk forstand. Vejkantens stribe af vegetation befinder sig i to-fronts skudlinje af kvælstofforbindelser fra kunstgødning, gylle og udstødningsgasser, fra sprøjtegifte, andre kemikalier, mikroplast og partikler. Hertil kommer en grød af findelt plantemateriale, efterladt fra vejmyndighedernes rutineslåning eller privates nidkære aktivitet med havetraktorer. Visse steder skal der lovmæssigt slås af hensyn til trafiksikkerhed og naboskab til frøgræsavl, men det er ikke pointen her. Blomsterrigdommen – og dermed faunaen – er som følge af denne situation raslet ned i løbet af de sidste 50-70 år og erstattet af høje græsser, brændenælder, brombær, opvoksende vedplanter mm. – arter, som er på speed af det svulmende næringsstofoverskud.

I DN-Svendborg har vi i samarbejde med Svendborg kommune sidste år søsat et projekt med ”særpleje” for en række udvalgte, kortere strækninger, mærket med små skilte med ”Artsrig vejkant”, hvor der stadig findes rester af varieret flora og dermed insekter. Det drejer sig om ændret slåningspraksis – gode resultater på længere sigt vil afhænge af, at plejeplanerne fastholdes – og af velvilje fra lokale lodsejere og landmænd..

Det nyttige er ordentligt og tamt – som nyttehaver og tamdyr. Men der er heldigvis øget bevidsthed om, at noget har ret til at være unyttigt, dvs. uordentligt og vildt. En udsået blomsterstribe i blandede bolchefarver er ganske vist bedre end en hvedemark så tæt, at en kat kan gå ovenpå – men den er fortsat tam i naturmæssig henseende. Et rigere insektliv, målt på både mængder og arter, hjælpes bedst på vej, hvis det er naturens egen frøbank, der får lov at bestemme hvad der gror frem. En aktuel engelsk videnskabelig artikel viser med al tydelighed, at der er dobbelt så mange insekter i en stribe, hvor fremvæksten er sket ”uden assistance”, selvom det så måske er mindre kulørte arter som brandbæger, tidsel, røllike og andet ”ukrudt”. Insekter og anden fauna trives bedst sammen med de oprindelige plantearter, de er udviklet sammen med – det hører til naturens orden og burde være børnelærdom.

Bannerbillede: Denne offentlige vejkant bliver af en lokal lodsejer slået meget jævnligt, tilsyneladende for at få P-plads. En smal stribe vegetation står tilbage ind mod den høstmodne hvedemark. Et tilbageværende eksemplar af den trængte blomst Blåhat (til højre i billedet) kæmper for livet: Naturkrisen i en nøddeskal! Sådanne strækninger skal vi have færre af. Foto: Ian Heilmann.