Det er på høje tid, at vi omlægger denne altødelæggende svineproduktion her til lands, mener forfatteren til dette debatindlæg. Foto: Finn Birkholm-Clausen
Mange steder på landet bliver man kvalt af gylle og sprøjtemidler her i foråret. – Jeg er mere bekymret for kemikaliedampe og miljøbelastningen fra svinebrug end for corona. Den altødelæggende svineproduktion må omlægges, skriver Ziff V. Hansen i dette debatindlæg, der har været bragt i dagbladet Information den 24. april 2020
Af Ziff V. Hansen, landskabsarkitekt
Kvalme og hovedpine driver mig til at skrive denne tekst. Og nej, jeg har ikke fået corona.
Det er morgen, og mit spædbarn ligger og sover indenfor. Jeg så ellers helst, at hun blundede udenfor i sin barnevogn. Min krop er gennemsyret af ubehag og væmmelse, for på markerne omkring min landsby spredes der gylle. Igen.
Naboer til svinefarme bliver syge
Helbredspåvirkninger ved landbrugets gylleudledning er meget underbelyste, omend de er massive. Vi, der er naboer til svinefarme, mærker det på egen krop. Nogle må bære maske, når de færdes i deres have, og jeg kan i skrivende stund smage gyllen indenfor, selv om alle vinduer og døre er lukkede.
Vi kan ikke være her. Vi kan ikke være ude, vi kan ikke være inde, og grundet corona skal vi #staythefuckhome. Vi er fangede under uudholdelige kår. Og jeg er bekymret for vores helbred. For mit nyfødte barns helbred. Det er kvælstof, vi indånder. Absurde mængder ammoniak, svovlbrinte og metan. Og når det ikke er gylle, er det sprøjtegifte, vi inhalerer. I denne karantænetid er disse kemikaliedampe min største bekymring. Større end COVID-19 – thi den kan man til dels skærme sig mod.
En stor del af Danmark lider markant under gyllespredning i disse dage og finder det urimeligt, at utallige mennesker og dyr må lide for ganske få personers vinding. Det er uholdbart, og det er det modsatte af bæredygtighed. Det er uholdbart, at vi holder så mange dyr så tæt og under så usle vilkår, så det udgør et inferno for udvikling af vira og bakterier til skade for hele nationer. Og det er uholdbart, at svineproduktionen forbruger dobbelt så meget antibiotika som sundhedsvæsenet.
Landmændene følger gældende lovgivning, og det er den, det er galt med. For takket være de seneste miljøministre uden interesse for miljø, er husdyrbrugsloven nu formuleret så meget til svineindustriens fordel, at selv kommunen ikke kan modsætte sig udvidelser af i forvejen gigantiske svinebrug.
Kommuner godkender udvidelser på stribe, omend loven har til formål at »medvirke til at værne om natur, miljø og landskab, så udviklingen af husdyrproduktionen og anvendelsen af gødning kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskers livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet«. Det formål bliver ikke engang tilnærmelsesvis tilstræbt eller håndhævet, for hvordan skal man håndhæve en formulering så vag.
Industriområder i landskabet
Kulturlandskabeter kendetegnet ved, at det bærer præg af den måde, vi lever og dyrker jorden på. Landbruget tegner i dag landskabet med store monotone marker med få afgrøder. Om foråret skrigende gule rapsmarker så langt øjet rækker. Marker, der stinker af gylle om foråret, dernæst af sprøjtemidler og afslutningsvis af prut i sensommeren. Vejene former sig ikke efter landskabets topografi, men er vinkelrette med markerne, for at øge effektiviteten af landbrugsmaskinen. Smalle transportveje for svinebrugenes lastbiler, traktorer, gyllevogne og svinetransporter udgør også børnenes skoleveje.
Støt bygges der store svinestalde. De lægger sig i landskabet som hundrede meter lange, flade betonparcelhuse, ofte akkompagneret af høje metalsiloer. Der stilles ingen krav til æstetisk udformning, trods loven tilsigter at »skabe og bevare værdifulde bebyggelser, kultur- og bymiljøer samt landskaber«. Dette er en noget subjektiv betegnelse, som næppe for nylig er set opfyldt – ej heller håndhævet.
Hvis vi ønsker, at vores landskab skal omdannes til industriområder, er vi godt på vej.
Stigende ulemper ved at flytte på landet
Attraktionsniveauet ved at bo på landet daler støt i takt med, at svineindustrien udvides. Trods protester, indsigelser og høringssvar fra svinefarmenes omkringliggende landsbyer og naboer, udvides staldene alligevel. Vores huse falder i værdi eller bliver direkte usælgelige. Man kan dårligt være her og man kan dårligt flytte. Og grundet den øgede mængde næringsstof i luften oplever naboer til svinefarme massiv algevækst i bække og søer samt på byggeri. Det, vi kalkede og malede sidste år, er nu grønt af algevækst.
Centraliseringen, som har hersket siden kommunesammenlægningen i 2007, er i den grad effektueret ved, at landbruget ejes af få landmænd, som opkøber gårde og jorde for at have flere steder at sprede deres gylle. Er det rimeligt, at kun ganske få personer besidder store svinebrug og jorde i Danmark, mens et flertal lider under generne?
De store svinebrug udvides støt i landet af de samme få familier, som også besidder flere og flere svinebrug i andre dele af Europa. Også her står de for forurening, nedgang i biodiversitet, lukning af drikkevandsboringer og er kun få om at høste gevinsten, mens alles livsgrundlag ødelægges.
Manglende dyrevelfærd
Dyrevelfærd er et kapitel for sig og ikkeeksisterende i svinebrugene, hvor dyrene lever deres korte liv i stor pinsel uendeligt fjernt fra deres naturlige miljø, før de drives til slagtning under stress og rædsel. Dyrene er klemt sammen under ubegribeligt kummerlige forhold i potentielle udklækningssteder for nye sygdomme.
Dyrene er forædlede til at fare flere smågrise, end de har dievorter til, de spærres inde i båse, der er mindre end dyret selv, det ellers renlige dyr render rundt i egen afføring og får ikke mulighed for at udleve blot et minimum af deres naturlige behov. Og det gives der landbrugsstøtte til?
Jeg tror, vi er mange, der har boykottet den form for fødevare, mens vi måske gladeligt vil betale, hvad det koster at sætte tænderne i kød fra et dyr, der har haft et anstændigt liv. Og en anstændig død. Det er bare ikke til at opdrive – i et land med næsten 13 millioner grise.
En stor klimasynder
Landbruget står for næsten en fjerdedel af Danmarks CO2-udledning. På verdensplan bidrager vi ydermere med at åbne nye svinefabrikker i andre lande og rydde skov til foderproduktion. Det er ubegribeligt, hvordan det kan fortsætte, når befolkningen gentagne gange har vist, at de ønsker høje grønne ambitioner. Det burde være i svineindustrien, man straks satte ind for blandt andet at opfylde klimamålene.
Jeg er ikke ene om min bekymring. Landsforeningen mod svinefabrikker, der blev stiftet for cirka en måned siden, har nu over 300 betalende medlemmer. Også i Holland har man indset svineindustriens død og ødelæggelse. Her er man begyndt at give støtte til at lukke de større svinebrug.
Gjorde man det samme her, ville vi opnå talrige gevinster, såsom et vigtigt skridt på vejen mod at opfylde klimamålene om at reducere CO2-udslip, minimere brug af antibiotika, minimere udvikling af antibiotikaresistente bakterier og af nye vira, få bedre dyrevelfærd, få flere til at flytte på landet og minimere presset på de større byer, beskytte grundvandet og minimere lukning af drikkevandsboringer, beskytte vores natur, øge biodiversiteten, skabe flere naturområder, forskønne vores landskab og skabe flere åndehuller.
Åndehuller, der i krisetider som denne, viser sig at være en eftertragtet mangelvare.
