Miljøet og naturens nederlag er totalt i den nuværende regering. Nu taler man lige frem om vandløb som noget forhadt. Debatindlæg af Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF, bragt hos Jyllands-Posten 9. november 2015.
Landbrug og Fødevarer havde svært ved at få armene ned, da de forleden afholdt delegeretmøde i Herning Messecenter. Den ene minister efter den anden betrådte talestolen og talte ind i landbrugets mytedannelser om, hvor vigtigt erhvervet er og hvor hårdt landmændene, der modtager støtte som få andre, har det.
I en artikel på Altinget.dk sagde en enkelt overskrift det hele: “Svært ikke at være begejstret for Kjer,” lød den. Og man forstår hvorfor. Den magtfulde interesseorganisation har fået det præcis, som de vil have det, efter magten skiftede.
Sjældent har nogen regering – endda også regeringer med Venstre for bordenden – været så ensidigt på landmændenes side.
For ligesom at slå det fast med syvtommersøm, udsendte Fødevare- og Miljøministeriet onsdag en pressemeddelelse med denne overskrift: “Eva Kjer: Forhadte vandløb skal ud af nye vandområdeplaner”.
Undskyld mig, men hvordan kan det være en miljøministers opgave at omtale vandløb som forhadte?
Eva Kjer har fuldstændig adopteret landbrugets tankegang. Væk er enhver omtanke for, hvordan landbruget påvirker den omkringliggende natur og den landbrugsjord, som erhvervet selv er afhængige af.
Mantraet synes entydigt at være mere gylle, mere gift, mindre natur og mindre beskyttelse af vores vandmiljø og drikkevand.
Det er simpelthen falsk varebetegnelse, at Eva Kjer kalder sig miljøminister. Hvorfor ikke bare stå ved, at man er landbrugsminister. Og intet andet.
Et kig ud over hvad miljøministeren ellers har bedrevet for Danmarks natur er heller ikke opløftende. De danske strande – dem vi kender fra sommerferier og nationalsangen – er ikke længere helligt land. Nej, de skal plastres til med diverse byggerier.
Lad mig minde om, at Danmark heller ikke lige frem var en naturperle under den tidligere regering. Vi har næsten ingen vild natur. Stort set alle andre europæiske lande har udlagt flere områder til naturbeskyttelse, end vi har. Flere og flere danske dyrearter er truet. Biodiversiteten – naturens mangfoldighed – presses også hårdt.
Vi lever i et land, der dyrkes hårdt. Det bør vi erkende. Vi bør beskytte den beskedne natur, vi har tilbage, ikke udvide rovdriften. I stedet rabler politikerne efter en veltilrettelagt spinkampagne om, at Danmark overimplementerer EU-regler. Det er og bliver noget sludder.
Sandheden er i stedet, at vi i Danmark blot må gøre mere for at leve op til nøjagtig de samme krav, som resten af EU må leve op til. Den danske natur er mere sårbar.
Det skyldes den danske geografi og den danske jordbund. Uanset hvilken landmand vi taler om i Danmark, er han tæt på havet og den natur, som EU med god ret kræver vi beskytter. Han dyrker sandsynligvis også jord, hvor udsivningen er større end mange andre europæiske kolleger. Det betyder, at vi må leve op til andre krav, end for eksempel en landmand i Bayern, der er langt fra havmiljø og ikke dyrker sandjord ned til et vådområde ved en kyst.
Så hvis vi skal undgå den såkaldte overimplementering, skal vi ændre selve Danmarks geografi.
Men hvis hun kunne, er jeg faktisk næsten ikke i tvivl om, at Eva Kjer vil gøre forsøget – for vennerne i landbruget. Det landbrug, som hun bør opkalde sit ministerium efter.
For en miljøminister hader ikke vandløb. Hun beskytter dem.
