Demokratiet og den økonomiske rationalitet er udfordret på klimaet.
Hvis den liberale markedsøkonomi ikke formår at tage vare på klimaet, så går den under for sig selv!
Af cand. phil. Steen Ole Rasmussen
Kravet om enighed – bag de fælles beslutninger om at løse klimaproblemet, sådan som det formuleres bag de beslutningsprocesser, som EU bygger op om – står i vejen for, at der kan ske noget effektivt på nationalt plan.
Blokeringen fra Polens side understreger, at institutionen, EU, er del af problemet, at kravet om enighed, konsensus, er selve forhindringen for, at der handles på området.
“Så længe alle medlemslande har vetoret i forhold til klimaspørgsmålet, dvs. så længe kravet om enighed står ved magt her, og alle kan henvise til alle andre, og bruge det at andre ikke handler, har nationerne den perfekte undskyldning for ikke selv at ændre den livsstil, der underminerer de globale livsbetingelser.”
Medlemslandene kan bruge argumentet: “Hvad hjælper det, at vi gør noget, når ingen andre gør noget”?
“Hvorfor skal vi indskrænke os, tilsidesætte umiddelbare nationale interesser af hensyn til noget så abstrakt som vore fælles livsbetingelser, når andre har lov til at smadre løs på livsgrundlaget, fordi det betaler sig for dem nu og her”!
Argumentet holder, så længe man samtidigt kører frem med, at vi har grund til at vente på den konsensus, der skulle medfører handling.
Processerne – der bygger op om en fremstilling af viljen til at nå frem til forpligtende fælles beslutninger – har primært den effekt, at de forhindrer handling på nationalt og lavere niveau!
En mere konstruktiv udvikling undermineres på den måde af de liberale institutioner, og det sker under højtidelige erklæringer om at ville den forpligtende fælles beslutning om at handle!
Spørgsmålet er, om ikke disse institutionerne er skruet sammen med det formål at forhindre alle former for indskrænkning af det økonomiske menneskes selvudfoldelse?
Spørgsmålet er også, om det er demokratiet som sådan, der er problemet, eller om det er de udgaver, som vi har, der er problemet.
Nogle har for meget (at skulle have sagt)!
Det er tydeligt, at det primært er de økonomisk højtflyvende og mest privilegerede, der er imod konkrete og alvorlige indskrænkninger i deres forbrug. Men det er deres fatale overforbrug af jordens livsbetingelser, der er det største problem for alle os medlemmer af den noget overrepræsenterede art, homo ludens, sapiens, oeconomicus etc.
De højtidelige erklæringer om at ville løse klimaproblemet fra de ledende liberale kredses side kan betragtes som bedrag. Og det virker, til dels.
Processen, som Cop1-24 er led i, virker på samme måde. Den bygger op om kravet om enighed alverdens nationer imellem, og blokerer for handling, så længe at alle venter på fælles konsensus.
Vi er for mange, men nogle fylder mere end andre
Når man påtænker det faktum, at vi som overrepræsenteret art med den syge livsstil har fuld fart på i retning mod ødelæggelsen af vort klima, så må man sige det, som det er: “det åbne liberale samfund, som EU blot er en enkelt institution inden for, har mistet sin legitimitet”.
Den rationalitet, som det liberale demokrati er bygget op om, handler om den meget bekvemme fortælling, der fremstiller det økonomiske menneskes rationalitet som garanten for udviklingen.
Alle de magtfulde internationale institutioner bygger op om denne fortælling, WTO, G20, Verdensbanken, IMF osv.
De utilsigtede bivirkninger ved det yderst egennyttige økonomiske menneskes virke har dog for længst afsløret, at fortællingen om det globale samfund og uanet økonomisk vækst er brudt sammen!
Markedet er ikke for alle. Magteliten har sit eget netværk af personlige forbindelser, der står til rådighed for elitens medlemmer, hvor alle andre skal stå til rådighed for “et frit marked”, som man hævder er til alles fordel i sidste ende!
Finanssektorens spidser, få politikere, erhvervsledere, fagforeningsledere, medieverdenens ledere og særlige familiedynastier inden for det politiske system udgør magteliten her til lands.
De er alt andet end liberale, når det kommer til stykket.
Det fri marked er en fortælling, som masserne får, som medierne betales for at pakke alt ind i.
Den egentlige forklaring, på hvorfor vi befinder os i den antropocæne epoke, som tilmed har en slutdato, kaldet fake news æraens selvforskyldte død, handler om forholdet mellem den falske fortælling og det økonomiske menneskes totale mangel på respekt for livets sande betingelser.
Dommer i alle livets spørgsmål
Mennesket kan ikke se sig selv, hvis det har ophøjet markedet til dommer i alle livets spørgsmål.
Markedet for holdninger er også bestemt af den gældende ordens snævre logik, og spørgsmålet om, hvorvidt dette marked nu også er den sande dommer i alle livets spørgsmål, det har man overladt til markedet selv at svare på (demokratisk og økonomisk).
Svaret på om markedet er den sande dommer i alle livets spørgsmål, følger af sig selv, af indre nødvendighed, som patetisk og performativ bekræftelse på, hvorfor epokens udløbsdato nærmer sig. For markedet anerkender ingen ved siden af eller over sig selv.
Demokraterne kan ikke acceptere naturens nødvendighed, fordi den er udemokratisk og økonomerne er for økonomiske til at forstå økonomien, fordi forståelsen for det økonomiske menneske og samfundets økonomiske system afslører, at det slet ikke kan betale sig at bevare klima og miljø! Og hvor er vi så henne?
Videnskaben om markedet, økonomien, som den udøves på universiteterne, er gået under for økonomien og de institutioner, som eliten sidder på. Det videnskabelige bevis på det kan udledes af den orden, som bogen om “Magteliten” beskriver, samt lidt sammenlignende betragtninger over det, som kommer fra fakulteterne.
Fagøkonomiens teoretiske grundlag falder uden for det, som den vil forholde sig til af flere grunde;
- dels fordi der ikke kan regnes kvantitativt på det[1],
- dels fordi forskningsmidlerne er øremærkede til at bekræfte fortællingen om, at hvad der er godt for finanssektoren, landbruget, Novo Nordisk osv. det er bare godt,
- og endelig fordi det er alt for svært og filosofisk at komme ind på for finanssektorens servile regnedrenge, cand. oeconer og politter. (Det eneste, de kan, det er at regne, og man kan ikke regne sig frem til “verdens sande tilstand”. Det ikke beregnelige er fremmed land, inkl. forudsætningerne for regnemetodernes gyldighed. Derfor påstår man slet og ret, at verden er et stort kvantificerbart måleligt udstrakt organ. Hvad man ikke forstår, findes ikke for den fattige forstand, og hvad der ikke findes for den, det findes slet ikke!)
I Tyskland kan de grønne se frem til at blive det største parti ved valget til efteråret. Det eneste aviserne kan finde ud af at skrive om i den anledning, går på om nationen overhovedet har råd til at redde klimaet, sådan som de grønne vil!
Det er samme logik, som de Radikale benytter sig af. Har vi råd til at redde klimaet, spørger de meningsløst sig selv, når de forlader regeringsforhandlingerne med påstanden om, at det ikke giver mening at blive enige om en klimaaftale, hvis ikke økonomien er i orden!
Vi har ikke råd til verdens sande tilstand
Vi andre mener, at det er økonomien, der ikke er plads
til og at demokratiet skal tage udgangspunkt i den viden, som videnskaben har
kvalificeret som sand på alt andet end markedets betingelser. Men vi har
hverken magt eller råd til at overbevise verden om dens sande tilstand. Den
sidder de kommercielle medier og det økonomiske menneske på.
[1]Jeppe Druedahl, Cand.polit: “Jeg forstår simpelthen ikke den sammenhæng, nogle heterodokse økonomer laver mellem fundamental usikkerhed og umuligheden af kvantitativ bevisførelse. Verden er kvantitativ. Verden består af så og så mange bananer og æbler. Så og så mange dollars og kroner, osv.” Kilde: magtelite.dk
