Sådan ser et “havbrug” ud, når man bygger det på land. Her har man fuld kontrol med alle former for forurening.

For at skåne havmiljøet skal der anlægges ”hav-dambrug” på land ved Grenå. Til de lukkede dambrug på land skal der pumpes saltvand ind fra Kattegat. Inden det ledes ud i havet igen, bliver det renset for kvælstof, fosfor og andre affaldsstoffer, oplyser manden bag, direktør Jens Petri Petersen, Randers, til www.gylle.dk. Han er en af de store spillere i landbaserede saltvandsbrug på land,  nemlig Sustainable Seefod Invest ApS, (SSI) i Randers.

Jens Petri Petersen.

Jens Petri Petersen driver i forvejen flere dambrugsprojekter i Jylland. Således Danish Salmon med et lukket saltvandsdambrug i Hirtshals og Sashimi Royal A/S i Hanstholm  med en af Europas første indendørs fiskefarme. Selskabet har gang i et lignende projekt – som det planlagte i Grenå – i Thorsminde på den jyske vestkyst. Det er et år længere fremme end i Grenå.

Ejer 350 vindmøller

Jens Petri Petersen er dog nok mest kendt som ejer af 350 vindmøller rundt omkring i Danmark via firmaet Wind Estate A/S i Randers.

– Hvis man skal investere, skal man gøre en forskel, siger han. Selv om han ser en mulig forretning i fiskeindustrien, er ambitionen om at mindske miljøpåvirkningen ved fiskeproduktionen en helt afgørende faktor for hans indtog i branchen. Ligesom med grøn energi fra vindmøllerne.

Ved dambrugsdrift på land kan man opnå fuld kontrol med alle former for forurening.

Har reserveret grund på 47.000 kvm

Sustainable Seafood ApS har allerede reserveret en 47.000 kvadratmeter stor industrigrund ved Stenmarksvej i det nordlige Grenå. Norddjurs Kommune har startet processen med lokalplanlægningen. Den skulle være klar i september. Hvis alt ellers forløber planmæssigt, skulle saltvandsdambruget kunne være klar i begyndelsen af 2021, siger borgmester Jan Petersen, Norddjurs Kommune.

Mindst 60 arbejdspladser

Direktør Jens Petri Petersen oplyser, at det endnu ikke er besluttet, hvilken slags fisk, der skal opdrættes i Grenå. Det kommer an på priser og meget andet om tre år. Grunden på de 47.000 kvadratmeter giver plads til 4 moduler af dambrug. Et modul, som man starter med, vil beskæftige 10-12 ansatte. Med fire moduler vil der blive tale om 30 arbejdspladser. Dertil kommer mindst lige så mange i følgeindustrien. Det første anlæg vil koste 100 mill. kr. Bygges der yderligere tre moduler, bliver prisen 300-400 mill. kr.

Vil ikke have havdambrug ved Djursland

Borgmester Jan Petersen, Norddjurs Kommune

Borgmester Jan Petersen siger, at Norddjurs Kommune hele tiden har talt for lukkede  dambrug på land i skarp modsætning til havbrug ved Djurslands kyster, som kommunen ligesom naboen Syddjurs og en række landspolitikere og organisationer har protesteret imod.

Så dette projekt passer meget fint ind i vores strategi. Også, fordi Djursland historisk set har været et område med fødevareproduktion – også fisk.

Billederne er fra Jens Petri Petersens nuværende lukkede dambrug i Hanstholm: Sashimi Royal A/S.

Visited 59 times, 11 visit(s) today

Comments are closed.