Hockeystaven i praksis: ‘Det virker jo reelt, som om at vi ikke tager klima alvorligt’

Det går alt for langsomt med at tage klimabelastende landbrugsjord ud af drift. Indtil nu er der blot givet tilsagn til projekter, som dækker i alt 4.769 hektar, men ingen af markerne er dog reelt under vand i dag. Der skal langt skrappere værktøjer på bordet, hvis målet om at der skal udtages 100.000 hektar lavbundsjord inden 2030 skal nås. Det skriver DR Nyheder 13. april 2022

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) kaldte det ”danmarks- og klimahistorie”, da alle Folketingets partier – undtagen Frie Grønne og Alternative – i oktober 2021 kunne præsentere en aftale for den grønne omstilling af landbruget. Men de seneste opgørelser, som DR har rekvireret, viser, at der er lang vej til at nå det centrale mål i aftalen. Nemlig udtagning af lavbundsjorde – jordtyper med et højt indhold af kulstof, som afgiver store mængder CO2.

Ifølge aftalen er det ambitionen, at 100.000 hektar lavbundsjorde i landbruget skal tages ud af drift inden 2030. Ud af de 100.000 hektar skal 50.500 hektar lægges under vand, og det er der indtil nu givet tilsagn til projekter, som dækker i alt 4.769 hektar marker gennem de tre ordninger specifikt rettet mod formålet. Ingen af markerne er dog reelt under vand i dag, og der er ingen sikkerhed for, at projekterne faktisk bliver gennemført.

Med syv år tilbage til at nå målet skal der årligt udtages 7.200 hektar, med mindre hele mankoen på 45.500 hektar skal hentes alene i 2029, sådan som det er beskrevet i den såkaldte ”hockeystav-model”. Det er næppe realistisk og derfor tvivler eksperter på, at processen kan gå hurtigt nok.

– Med de nuværende virkemidler og processer tror jeg ikke, at vi når i mål i 2030. Det går simpelthen for langsomt, siger Jørgen E. Olesen, der er professor og institutleder for Agroøkologi på Aarhus Universitet, til DR Nyheder.

”Når det handler om anden form for samfundsmæssig nytte – infrastruktur og så videre – så griber vi nemt til ekspropriation, men når det handler om klima, så er det åbenbart ikke så vigtigt, at vi behøver ekspropriation. Det virker jo reelt, som om at vi ikke tager klima alvorligt”  Professor Jørgen E. Olesen, AU

Som en tænd/sluk kontakt

Det vurderes, at der er omkring 171.000 hektar lavbundsjorder i Danmark. Tilsammen udleder de 5,7 millioner ton CO2 om året, hvilket svarer til knap 40 procent af landbrugets samlede udslip af drivhusgasser, og ifølge Jørgen E. Olesen 10 procent af de samlede udledninger i Danmark.

Så lavbundsjordene er altså helt centrale, hvis landbruget skal bevæge sig i en grønnere retning, forklarer Mogens Humlekrog Greve, der er sektionsleder hos Institut ved Agroøkologi på Aarhus Universitet og arbejder med lavbundsjorde.

– Det her er ligesom en tænd/sluk-kontakt. I det øjeblik, du vådlægger arealerne, stopper det CO2-emissionen. Så det er et meget hurtigt virkemiddel, forklarer han til DR Nyheder.

Før der kan slukkes på kontakten, så lavbundsjordene ikke længere drænes og i stedet oversvømmes, går der bare for lang tid, mener Mogens Humlekrog Greve.

Lodsejere og landmænd skal nemlig frivilligt gå med til at afgive deres jord. Enten skal de have en økonomisk erstatning, eller også skal der måske findes erstatningsjord til dem et andet sted. Dét puslespil er med til at forklare, hvorfor projekterne kan tage flere år at gennemføre.

– Det er så tungt at gennemføre de her vådlægninger, så vi har meget kort tid til det, siger Mogens Humlekrog Greve. – Derfor tror jeg, at man fra politisk hold i løbet af kort tid vil komme til en forståelse af, at vi må gøre noget mere for at få det her gennemført.

Flere penge ville give større effekt

Den ekstra indsats kunne ifølge både Mogens Humlekrog Greve og Jørgen E. Olesen være brug af ekspropriation – altså at en lodsejer tvinges til at afgive sin jord.

– Hvis vi skal tage tyren ved hornene, skal vi også have fat i de jorde med store udledninger, og hvor dyrkningsværdien også er høj for landmændene. Det vil sige, at de skal kompenseres noget mere end det, der er lagt op til, siger Jørgen E. Olesen.

Fordi frivilligheden er afgørende, så betyder det også, at hvis bare én lodsejer afviser at være med i et større projekt med flere lodsejere involveret, så risikerer hele projektet at falde til jorden.

– Når det handler om anden form for samfundsmæssig nytte – infrastruktur og så videre – så griber vi nemt til ekspropriation, men når det handler om klima, så er det åbenbart ikke så vigtigt, at vi behøver ekspropriation. Det virker jo reelt, som om at vi ikke tager klima alvorligt, siger Jørgen E. Olesen.

Foreløbig klynger fødevareminister Rasmus Prehn (S) sig til et håb om større aktiv medvirken fra landbrugets side. Han fortæller til DY Nyheder, at ministeriet lige nu arbejder på at skabe et overblik over, hvor CO2-gevinsterne er størst, og så sætte ind der. Derudover er der nedsat en taskforce, der blandt andet skal kigge nærmere på de projekter, hvor processen er gået hurtigst, så de erfaringer kan bringes i spil andre steder.

– Nu handler det om at agere, handle og gøre noget, og det er jeg overbevist om, at dansk landbrug også gerne vil. Det var jo i høj grad også deres egen organisation, Landbrug & Fødevarer, som pressede på for, at vi skulle være så ambitiøse som overhovedet muligt, så jeg tænker også, at de vil presse på for, at deres medlemmer leverer varen, siger Rasmus Prehn.

Men viser det sig, at de frivillige aftaler ikke kan bære, så er ministeren ikke afvisende over at lægge flere og mere skrappe værktøjer – som for eksempel ekspropriation – i værktøjskassen.

– Hvis det er sådan, at vi ikke kan komme i mål med det her – og vi bliver enige om bredt i Folketinget, at det er det, der skal til – så må vi se på, om vi nogle steder skal skrue bissen lidt på, men det må være det absolut sidste værktøj, vi skal i gang med, siger Rasmus Prehn.

Hvor længe ministeren og regeringen er parat til at vente, før ”bissen bliver skruet på” oplyser Prehn dog ikke noget om.

Læs hele artiklen.

Bannerfoto: Sådan ser en virkelig hockeystav ud, når den har vundet ungdomsmesterskabet. Privatfoto